DER skulle man være
For de unge voksne i Europa er studiecentrene det bedste valg.
For Vishakha begyndte det hele i Indien. Det var der, at Vishakha Ram af en veninde blev inviteret med til noget, som hed »institut«. Hun var lidt tøvende, for hun mente egentlig ikke, at religion var noget for hende, men til sidst sagde hun ja til at gå med. Den første gang hun var der, så hun en lille klasse, som studerede forberedelse til evigt ægteskab. Vishakha var forbavset. »De talte om den slags. Jeg voksede op som hindu, og vi har ikke nogen tanke om evigt ægteskab. Men denne klasse var så spændende, fordi det hele var så rent og tydeligt. Det var som at betragte perler. Det var virkelig smukt.«
Vishakha havde ikke mulighed for at slutte sig til Kirken i Indien, fordi hun rejste til Berlin i Tyskland som udvekslingsstudent. Men hun huskede Kirken og den institutklasse, som hun syntes var så interessant. Da hun ankom til Berlin, ringede hun til missionærerne, og de tog hende med til institut. Hun ankom lige i tide til at overvære en stor forandring i institut i Berlin. Kirken havde netop bygget et studiecenter i forbindelse med stavscentret. Denne fællesbygning rummer plads til sport, som f.eks. volleyball og basketball, et køkken, en opholdsstue, et bibliotek og masser af klasseværelser. Centret skal danne basis for instituts nye »studiecenter-program«.
En varm velkomst
For lidt over halvandet år siden begyndte et storslået eksperiment i Europa. Spørgsmålet lød: Hvordan skal Kirkens medlemmer støtte og styrke de aktive unge voksne, reaktivere dem, der er gledet over i inaktivitet og tiltrække flere i den aldersgruppe til Kirken?
Svaret var: Støt de unge voksne. Giv dem et sted, hvor de kan hygge sig, et sted, hvor de kan mødes, og et sted, hvor de kan blive undervist.
Det første skridt var at sikre sig, at man havde passende faciliteter til en lang række aktiviteter og klasser. Meget hurtigt oprettede man fire centre. Disse fire studiecentre findes i København, Berlin, Hamburg og Leipzig. Endnu et center blev senere oprettet i Düsseldorf i Tyskland. Flere andre er på tegnebrættet. Disse centre er enten åbne hele dagen eller om eftermiddagen og aftenen. De unge mennesker kan bare komme forbi, deltage i klasser og aktiviteter, benytte biblioteket og computerne til deres studier eller samles og lave mad, så de ikke behøver at tage hele vejen hjem og så komme tilbage for at deltage i klasserne. For nogle er afstandene for store til, at de kan nå hjem efter skoletid og så komme tilbage til institutklassen eller aktiviteter senere.
Et studiecenter beskriver både stedet og det, der foregår der. Det er et varmt og indbydende sted, hvor unge mennesker kan komme for at lære nyt, finde venner af samme tro og hygge sig, mens de arbejder sig tilbage til fuld aktivitet. Det fungerer også som et sted, hvor missionærerne kan komme med undersøgere i denne aldersgruppe.
Ældste Karl og søster Deanna Webb, som er det missionærpar, der er blevet kaldet som områdekoordinatorer for studiecentret, forklarer: »Det er et sted, hvor de unge kan komme til alle mulige forskellige aktiviteter, et sted, hvor de kan finde venner og føle Ånden. Det er sted, hvor man kan komme og komme rigtigt ind i Kirken igen.«
Ændring af missioneringen
En del af studiecentrets arbejde er missionering. Et eller to missionærmakkerpar og et fuldtidsmissionærægtepar er tilknyttet hvert center. De skal koncentrere sig om de 18-30-årige – aktive, mindre aktive og gæster. Af samme årsag er centrene – som er et fællesprojekt for stavene og Kirkens Uddannelsessystem – lagt i byer med universiteter og mange unge mennesker.
Bare det, at man har et sted, der er specielt henvendt på de unge, har allerede betydet meget for missioneringen. Ældste Webb fortæller om to missionærer, som kontaktede unge mennesker på kollegierne. De blev totalt afvist af de første 10, som de talte med. Så ændrede de deres fremgangsmåde og omtalte de pragtfulde nye center for unge voksne, hvor der blev budt på alle mulige aktiviteter og klasser. Missionærerne fortalte, at de derefter havde gode samtaler med 28 af de næste 30 mennesker, de kontaktede.
Zula Tenges er en ung kvinde, som er blevet berørt af studiecenter-missioneringen. Hun kom til Tyskland fra Mongoliet. Hun ville gerne lære engelsk og opdagede, at man tilbød kurser i institutcentret. »Det var gratis,« siger Zula. »Det kunne jeg godt lide. Jeg traf nogle ældster, og de fortalte mig om Kirken. Jeg var egentlig ikke interesseret i religion, men jeg ville gerne vide noget mere om kristendommen.«
Zula på 21 fra Tiergarten Menighed blev inddraget i aktiviteter og de venskaber, som hun vandt i Berlins studiecenter. »Der var så fedt til institut. Jeg har fået så mange venner. Mange af dem er nu på mission. Det er et godt sted at lære Kirken at kende.« Zula blev døbt for lidt over et år siden.
En 40 år gammel kærlighedshistorie
En af de fordele, som 23-årige Christina Marinkovic fra Tiergarten Menighed ser ved at have et fuldtidsmissionærægtepar tilknyttet centret, er det eksempel, som disse livslange medlemmer af Kirken er for de unge voksne.
Det var Christinas søster, der tog hende med til institut første gang. »Til at begynde med var jeg ikke interesseret,« siger Christina, »men jeg havde en dejlig følelse. Det var rart at se unge mennesker, som traf gode valg og gjorde det rette. Og de morede sig. De kunne havde det sjovt uden spiritus. Det var et lille mirakel for mig. Nu har jeg det på samme måde.«
Christina har lært ældste Thomas og søster Marilyn Alexander, som er centrets missionærægtepar, godt at kende. »De gør institut meget bedre. De er et godt eksempel på, hvordan det er at have været gift længe. Det er dejligt for mig at se, at en mand og en hustru kan være lykkelige sammen i 40 år og stadig elske hinanden. De flirter stadig med hinanden. Det er så sødt at se.«
Birgit Pless på 24 fra Dahlem Menighed er helt enig: »Institut er et vidunderligt sted, og der er en dejlig ånd. Vi har et missionærægtepar der, og de er bare pragtfulde. Det er et afslappet og sjovt sted.«
Og det opfylder det øjeblikkelige behov. I Hamburg kæmpede en ung mand med at blive aktiv igen. Han var arbejdsløs, og missionærægteparret brugte meget tid på at hjælpe ham med at udfærdige et CV på computeren. Han følte sig tryg i deres selskab og nød at være i studiecentret, og han blev helt aktiv igen.
En ung mand, som havde været udstationeret som soldat i Leipzig, fandt studiecentret og blev fast gæst ved klasser og aktiviteter. Soldaterlivet var så forskelligt fra hans liv derhjemme, at han længtes efter at være sammen med ligesindede. »En bestemt aften,« siger ældste Griffiths, »ankom han, netop som aktiviteten i centret var forbi. Vi spurgte ham, hvorfor han dog havde ulejliget sig med at komme, når han først kunne være der så sent. Han svarede: ›Jeg måtte bare komme. Jeg trængte til det.‹«
Tilbage til Vishakha
Blot halvandet år efter sin dåb er 26-årige Vishakha fra Lankwitz Menighed blevet kaldet til formand for institutelevrådet. I dag er der aktiviteter eller klasser næsten hver eneste aften i Berlins studiecenter. Hun deltager i en klasse om Kirkens historie sammen med 25 andre elever. Hos dem er det en »voldsom stor klasse«, siger Vishakha. Hun glæder sig til at få gang i flere aktiviteter, flere muligheder for at gå på museer og til koncerter, flere sjove aktiviteter og leg, måske en filmaften og flere vidnesbyrdmøder. »Indtil videre,« siger hun, »har der ikke været nogen danseklasser. Det vil vi gerne have.«
Studiecentrene er begyndt at bære frugt. Unge voksne har fundet et tilflugtssted, et sted, som opfylder deres behov. Hvis de er de eneste i deres familie, som er medlem af Kirken, kan de komme til familieaften i centret. Hvis de har brug for at få et godt råd af en eller anden, kan de altid finde et lydhørt øre. Hvis de ønsker at more sig uden fare for at gå på kompromis med deres standarder, kan de finde gode aktiviteter i centret. Og når de ønsker at høre mere om Herren og hans kirke, kan de deltage i klasserne.
Studiecentrene er en hjælp på alle områder. De bliver sikre tilflugtssteder fra livets storme, et sted, hvor man kan finde fred.
VÆKST OG UDVIKLING
»Vi vil skabe en UV-kultur i studiecentrene,« siger Horst Gruse, der er institutchef i Berlin. »Stavscentret blev ombygget, og institutbygningen blev føjet til. Faciliteterne kan betjene de næsten 120 unge voksne i staven.
Et missionærægtepar fungerer som ledere. Vi afholder familieaftener og klasser om religion, lederskab, forberedelse til ægteskab og skriftstudium. Der er mere praktiske klasser såsom dem om de levende profeters lærdomme, engelsk og andre sprogkurser og missionærforberedelse. Vi beder hjemvendte missionærer om at undervise. Og vi har et stavssportscenter, fester, grillaftener, tjenesteprojekter og større arrangementer såsom koncerter og foredrag.
Vi har mærket en ny begejstring for arbejdet og et særlig fokus på dette studiecenterprogram for mindre aktive og gæster.«