TID TIL DET, DER HØRER EVIGHEDEN TIL
Nathan Yeung, som er præst i Victoria 1. (engelske) Menighed i Hongkongs Internationale distrikt, tilbringer en time om dagen i morgenseminar, syv timer i skolen, yderligere en time på at komme til og fra skole, to til tre timer om dagen med lektier og atter to til tre timer om dagen med at øve sig på klaveret, træne kampsport, spille på skolens basketballhold eller synge i skolekoret. Hvis han spiser morgenmad på farten og kun tilbringer en time ved middagsbordet, så der er kun otte timer i døgnet til alt mulig andet, deriblandt at sove.
Men denne historie handler ikke om Nathan og alt det, han foretager sig, for de fleste af de unge i hans gren har lige så travlt med lige så mange spændende ting.
Lesa Lai, som er laurbærpige, har et lige så travlt skema, bortset fra at hendes skoletid varer en halv time længere, transporten er en time hver vej, og der står volleyball, fodbold eller løb på programmet – alt efter årstiden. For Shan Singh, der også er præst, står den på rugby og opgaven som næstformand i elevrådet.
Det samme gælder for Alice Andersen, Celestine Yeung, Musashi og Chihiro Howe, Chelsea og Casey Messick og de andre unge mænd og unge piger i distriktet.
Disse unge er typiske for mange sidste dages hellige teenagere over hele verden, som synes at gå balancegang mellem kirkeaktiviteter, familie, skole, job og fritidsaktiviteter. Hvordan kan de gennemføre denne vanskelige balancekunst uden at falde i den fælde at glemme det, der betyder mest?
Hvordan gør de det?
Det er det store spørgsmål. »Det drejer sig om at prioritere,« siger Chelsea, som er laurbærpige. »Hvis man giver sig tid til det, der betyder mest, så falder alt det andet på plads.«
Chelsea, Nathan og deres venner i Hongkongs Internationale Distrikt lærer, at det er lettere at finde balancen, når man har fødderne solidt plantet på et evangelisk grundlag. De har indset betydningen af at afsætte tid til evangeliet. »Det er den vigtigste tid på dagen for mig,« siger Nathan. »Hvis jeg ikke læser og beder og går til seminar, så har jeg en dårlig dag.«
»De fleste af vore venner er ikke medlemmer,« siger Lesa. »Så vi må selv sørge for at afsætte tid til Kirken. Jeg stræber efter at læse i skrifterne hver dag og lytte til Kirkens musik.«
Til tider betyder det at prioritere, at man må give afkald på noget godt for at afsætte tid til noget endnu vigtigere. »Jeg måtte sige mit job op, fordi jeg havde alt for travlt,« siger Chelsea. De andre har oplevet lignende situationer.
At prioritere familien højt
Sammen med evangeliet rangerer familien højt på prioritetslisten hos disse unge mennesker. »Familien betyder meget,« siger Casey, der er lærer. »Jeg ved, at jeg altid kan søge hjælp hos dem. Jeg kan stole på dem. Jeg ved, at jeg kan være sammen med dem altid.«
Men til tider er det svært at finde tid nok. »Det er jo ikke kun mit skema,« bemærker Lesa. »Vi har ikke så meget tid sammen, fordi mine søskende også er meget ude, og min far rejser meget.«
Så sammen med deres familier har disse unge mennesker måttet finde måder, hvorpå de kunne skabe tid til hinanden. »Engang gik jeg meget ud med mine venner i weekenden, men nu bestræber jeg mig på at bruge den tid på min familie. Jeg ser mine venner i skolen,« siger Celestine, der er rosenpige. »Og når min far er hjemme, indretter vi os alle efter hans skema.«
Hver af de unge samtykker i, at weekenden ofte kan holdes fri til familien, hvis man planlægger det omhyggeligt. »Især søndag,« siger Chelsea. »Søndag er familiedag.«
»Jeg stræber efter at have tid til dem, hver gang de planlægger noget særligt,« siger Nathan. Derudover stræber hans familie efter altid at spise aftensmad sammen. »Og familieaften er vigtigt.«
»Familieaften er med til at holde os sammen,« samtykker Musashi, der er lærer. »Og vi planlægger gerne familieaktiviteter om søndagen. Det er vigtigt at give sig tid til familien, for målet er at være sammen med dem for evigt.«
Gode valg medfører velsignelser
Balance er blot en af de velsignelser, som man opnår ved at give åndelig vækst topprioritet.
»At give sig tid til evangeliet gavner den åndelige del af ens tilværelse,« siger Musashi. »Det er med til at få ens vidnesbyrd til at vokse.«
Det er også vigtigt, fordi det, ifølge Shan, hjælper en til at være et godt eksempel. »Andre mennesker kan fornemme, når man lever sådan, som man bør gøre,« siger han. »Jeg får af og til spørgsmål fra mine venner, fordi vi lever, som vi gør.«
»Hvis jeg ikke læser og beder og går til seminar, er jeg ikke beredt, når missionærmulighederne melder sig,« siger Nathan.
I Chelseas øjne handler det om at huske på den egentlig årsag til, at vi er her. »Når man beder og læser i skrifterne, minder det en om, at Jesus Kristus burde være centrum i ens liv. Hvis man husker på det, så påvirker det alt, hvad man gør,« siger hun. »Ellers er det let at have så travlt, at man glemmer, hvad vi er her for.«
Når vi husker på at fokusere på Frelseren, indser vi, at livet ikke drejer sig om at gå balancegang mellem en masse forskellige aktiviteter, men om at stå på et solidt fundament. Som Helaman sagde: »Ihukom, ihukom, at det er på vor Forløsers klippe, på Kristus, Guds Søn, I må bygge jeres grundvold … hvilken er en sikker grundvold, en grundvold, som menneskene ikke kan falde på, dersom de bygger derpå« (Helaman 5:12).
GODT ELLER ALTAFGØRENDE?
»Når verdens påvirkninger begynder at presse på, så er det alt for ofte det forkerte, som får førsteprioriteten. Så er det let at glemme det grundlæggende formål med livet. Satan har et magtfuldt middel mod gode mennesker. Det er distraktion. Han ønsker, at gode mennesker fylder livet med ›gode ting‹, så der ikke er plads til de afgørende ting. Er du nogensinde ubevidst blevet fanget i denne fælde?«
Ældste Richard G. Scott fra De Tolv Apostles Kvorum, »Det, som kommer først«, Liahona , juli 2001, s. 7.