Hvordan skulle jeg komme i kirke?
I 1997 var jeg på det, der skulle have været en 10 dages arbejdsopgave i La Victoria i Venezuela. Da jeg blev klar over, at jeg næppe kunne vende tilbage til Italien, så hurtigt som jeg havde håbet, begyndte jeg at søge efter en sidste dages hellig kirkebygning, så jeg kunne komme i kirke om søndagen.
Over en frokost traf jeg en ung italiensk ingeniør, som vidste, hvor der var en kirke i Maracay. Han tegnede et kort til mig. Jeg havde en bil til rådighed, men desværre havde jeg ikke fået foretaget den lægeundersøgelse, som var påkrævet for at få et midlertidigt kørekort.
Jeg var ny i området, jeg havde kun et meget sparsomt kendskab til spansk, og mange mennesker havde advaret mig mod at tage de offentlige transportmidler alene. Jeg stod over for et dilemma. Da påskesøndag nærmede sig, ville jeg meget gerne forny mine pagter ved at modtage nadveren. Men hvis jeg ikke kunne køre, hvordan skulle jeg så kunne komme i kirke i Maracay? Og hvis jeg kørte, risikerede jeg at blive standset for at køre uden gyldigt kørekort.
Mens jeg overvejede mulighederne, kom jeg i tanker om den 12. trosartikel: »Vi tror, at vi må … adlyde, ære og holde lovene«. Jeg vidste, at jeg måtte adlyde landets love og ikke bare køre (se L&P 58:21), selv om det betød, at jeg ikke kunne komme i kirke.
Et par dage senere flyttede jeg til et hotel, hvor flere af mine kolleger boede. Da jeg en lørdag morgen vendte tilbage til hotellet efter en spadseretur, spekulerede jeg på, hvordan jeg skulle komme i kirke næste dag. Da jeg gik forbi receptionen, fik jeg til min overraskelse øje på et eksemplar af Liahona på spansk.
»Hvem her er medlem af Kirken?« spurgte jeg. En eller anden svarede, at bladet tilhørte en af medarbejderne på hotellet. Receptionisten gik hen til hans kontor og bad ham komme ud og hilse på mig. Mens vi talte om Kirken, fortalte denne gode bror mig, at der var en menighed lige der i La Victoria, og at kirkebygningen lå en kort spadseretur fra hotellet. Han sagde, at han med glæde ville hente mig den næste morgen og følges med mig til Kirken. Hvilken glæde!
Det endte med, at jeg var i La Victoria i over to måneder. I løbet af den tid knyttede jeg mange venskaber, mens jeg lykkeligt deltog i møder og aktiviteter. Kort efter påske fik jeg et midlertidigt kørekort, som satte mig i stand til at overvære stavskonferencen i Maracay.
Mens jeg var i Venezuela, fik jeg styrket mit vidnesbyrd om betydningen af at adlyde landets love – selv når det er ubekvemt. Jeg fik også et vidnesbyrd om, at Kirkens tidsskrifter er en effektiv måde at dele Herrens velsignelser med andre på.