Jeg satte mit ægteskab over min stolthed
Ligesom alle andre ægtepar har min mand og jeg haft vore uoverensstemmelser i løbet af vores ægteskab. Men jeg husker især en bestemt episode. Jeg husker ikke længere årsagen til uoverensstemmelsen, men det endte med, at vi slet ikke talte til hinanden, og jeg husker også, at jeg mente, at det hele var min mands skyld. Jeg mente overhovedet ikke, at jeg havde gjort noget, som jeg burde undskylde for.
Jeg ventede hele dagen på, at min mand skulle give mig en undskyldning. Han måtte da kunne se, at han havde taget helt fejl. Det måtte da være tydeligt, at han havde såret mig dybt. Jeg mente, at jeg måtte stå fast ved mit – princippet var det vigtigste.
Da dagen var ved at være omme, begyndte det at gå op for mig, at jeg ventede forgæves, så jeg henvendte mig til Herren i bøn. Jeg bad om, at min mand måtte indse, hvad han havde gjort, og hvordan det skadede vores ægteskab. Jeg bad om, at han måtte blive inspireret til at undskylde, så vi kunne gøre en ende på uoverensstemmelsen.
Mens jeg bad, modtog jeg en stærk tilskyndelse til at give min mand en undskyldning. Den tilskyndelse rystede mig lidt, og jeg skyndte mig straks at påpege, at jeg ikke havde gjort noget galt, og at jeg derfor ikke behøvede at undskylde noget som helst. Så trådte en tanke frem i mit sind: »Vil du have ret, eller vil du være gift?«
Mens jeg overvejede dette spørgsmål, indså jeg, at jeg kunne holde fast ved min stolthed og ikke give mig, før han havde undskyldt, men hvor længe ville det vare? Flere dage? Jeg havde det elendigt, mens vi ikke var på talefod. Jeg forstod, at denne episode ikke i sig selv ville ødelægge vores ægteskab, men hvis jeg altid var så ubøjelig, så kunne det med tiden volde stor skade. Jeg besluttede, at det var vigtigere at have et lykkeligt, kærligt ægteskab end at værne om min stolthed i en sag, der senere ville synes ligegyldig.
Jeg gik ind til min mand og undskyldte, at jeg havde gjort ham ked af det. Han undskyldte også, og snart var vi glade og genforenede i kærlighed.
Siden dengang har der været andre lejligheder, hvor jeg har spurgt mig selv: »Vil du have ret, eller vil du være gift?« Hvor er jeg dog taknemlig for den storslåede lektie, jeg lærte, første gang jeg stod over for spørgsmålet. Det har altid fået mig til at genfinde det rette perspektiv og sætte min mand og mit ægteskab over min egen stolthed.