GUFs VALGSPROG 2008
Standhaftige og urokkelige
»I skal være standhaftige og urokkelige, altid rige på gode gerninger« (Mosi 5:15).
Hvad vil det sige at være standhaftig og urokkelig? At være standhaftig vil sige, at man er fast forankret og ikke underlagt tilfældige forandringer, at man er fast i overbevisning og beslutsomhed, og at man er loyal og trofast. På samme måde betyder urokkelig, at man er ubøjelig og ude af stand til at lade sig flytte eller distrahere. At være standhaftig og urokkelig i Jesu Kristi evangelium vil sige, at man følger ham og derfor altid er rig på gode gerninger.
Eksempler på dem, der er standhaftige og urokkelige
Jesus Kristus er klippen og den sikre grundvold, som vi skal bygge på. Han er vores fuldkomne eksempel på en, der er standhaftig og urokkelig og altid rig på gode gerninger.
Vi har også levende profeter og apostle, som står fast. I en verden, som mange betragter som stadig mere mørk og utryg, ser vores profet, præsident Gordon B. Hinckley, dette som en god tid at leve i. Han er stadig et stærkt eksempel på en, som er standhaftig og urokkelig.
Der er også pragtfulde mænd og kvinder i skrifterne, som var standhaftige og urokkelige i efterlevelsen af det, som de troede på. I Mormons Bog kan vi læse, at hærføreren Moroni var »en stærk og en mægtig mand; han var en mand med en fuldkommen forståelse … en mand, hvis sjæl glædede sig over sit lands og sine brødres frihed … en mand, hvis hjerte svulmede af taksigelse til sin Gud … en mand, der arbejdede overordentlig hårdt for sit folks velfærd og sikkerhed … han var en mand, der var fast i troen på Kristus« (Alma 48:11-13).
Hvordan ville verden ikke se ud, hvis vi alle kunne være som han? Skriften fortæller os: »Hvis alle mennesker havde været og var og altid ville være ligesom Moroni, se, så ville selve helvedes magter være blevet rystet for evigt, ja, Djævelen ville aldrig få magt over menneskenes børns hjerte« (Alma 48:17).
Moroni tjente sammen med Helaman og andre brødre, som ikke »stod … mindre til tjeneste for folket« (Alma 48:19). Helaman ledte en hær, som bestod af 2000 unge krigere, der, ligesom de tapre unge i vor tid, var »pålidelige i alt, hvad de end blev betroet … for de var blevet formanet til at holde Guds befalinger og vandre retsindigt for ham« (Alma 53:20-21). Disse unge mænd var trofaste og hengivne.
Ester er et andet eksempel på en, der var fast og ubøjelig. Hun vidste, at hun ved guddommelig indgriben var blevet anbragt på et bestemt sted under bestemte forhold, så hun kunne hjælpe sit folk. Som Mordokaj fortalte hende: »Og hvem ved, om det ikke var med henblik på en situation som denne, du opnåede kongelig værdighed?« (Est 4:14). Hun er et stort eksempel på tro og beslutsomhed.
Vi har storslåede eksempler overalt omkring os, som er standhaftige, urokkelige og rige på gode gerninger. Mange af os ser vore forældre efterleve deres tempelpagter med glæde. Vi ser missionærer over hele verden, som er lydige og trofaste i deres tjeneste. Ledere, vejledere, brødre, søstre og venner kan også være eksempler på disse egenskaber.
Hvordan kan du følge deres eksempel og være trofast og urokkelig? Enhver af os kan være beslutsom og ubøjelig i vores lydighed og værdighed. Vi skal stræbe efter at være fuldstændig trofaste i bøn, skriftstudium, tiendebetaling, efterlevelse af visdomsordet, mødedeltagelse, rene tanker og handlinger, respekt for præstedømmet og venlighed mod familie og venner.
Velsignelserne ved at være standhaftig og urokkelig
Valgsproget for GUF i 2008 er taget fra kong Benjamins sidste tale (se Mosi 2-5). Folket blev så bevæget af hans ord, at de oplevede en stor forandring i hjertet, så de ikke længere følte trang til at gøre ondt, men kun til at gøre godt (se Mosi 5:2). Kong Benjamin fortalte folket, at på grund af den forandring ville Herren »besegle [dem] som sine, så [de] vil blive bragt til himlen [og] få evigtvarende frelse« (Mosi 5:15).
Ældste David A. Bednar fra De Tolv Apostles Kvorum har forklaret, at ordet besegle henviser til »Helligåndens beseglende kraft … Når man modtager Helligåndens godkendelse, er det resultatet af trofasthed, retskaffenhed og vedholdenhed med hensyn til at ære evangeliets pagter.«1
Når vi bygger på Frelseren Jesu Kristi grundvold, kan vi også modtage så store velsignelser. Vi kan opleve en stor forandring i hjertet, blive beseglet til evigt liv ved Helligåndens beseglende kraft og til sidst modtage alt, hvad Frelseren har.