Gør enhver menighed til dit »hjem«
Det kan virke overvældende at skulle begynde på en frisk i en ny menighed. Her er fem gode råd til, hvordan man forvandler fremmede til venner.
Da jeg for en del år siden vendte tilbage til Kirken på et mere regelmæssigt plan efter en periode som mindre aktiv, var jeg sikker på, at alle i menigheden vidste, at jeg var en angerfuld synder, der stræbte efter at omvende mig. Det var, som om deres godhed lyste ud af deres smil og dejlige vidnesbyrd, og at mine synder gjorde mig trist og ynkelig ved siden af dem. Når jeg ser tilbage på det i dag, er jeg klar over, at når man er ny i forskellige sammenhænge, kan man let føle, at man vækker opsigt, eller føle sig meget sårbar. Det at træde ind i en ny kirkebygning, sætte sig ved siden af folk, man ikke kender og bare synge fra en salmebog kan være en overvældende opgave, når man føler sig usikker.
Som enlig kvinde uden børn har jeg oplevet det som ganske skræmmende at skulle begynde forfra i en ny menighed. Men den nervepirrende vandring ind i en kirkesal fuld af fremmed har jeg foretaget igen og igen, fordi jeg er flyttet jævnligt på grund af min karriere. I årenes løb har jeg lært at anlægge et nyt syn på min menighed og arbejde på at gøre fremmede til venner og gode bekendte. Følgende teknikker kan hjælpe enhver af os med at føle sig velkommen i en hvilken som helst menighed, uanset hvor i verden vi måtte befinde os.
Husk på, hvorfor vi går i kirke. En kirke er et helligt og trygt sted, hvor vor himmelske Faders børn kan samles for at tilbede ham. Der kan vi forenes i bøn, sang og hensigt. Lad være med at dømme andre eller antage, at de dømmer dig. Det hjælper mig at tænke på, at enhver, som gør en indsats for at komme i kirke, prøver, ligesom jeg selv, at få del i Frelserens forsoning og holde hans befalinger.
Præsentér dig. Jeg har vænnet mig til straks at finde frem til biskoprådet og præsentere mig, så de ved, at jeg er ny i menigheden. Derefter sørger jeg for at finde ud af, hvem der er højpræsternes gruppeleder, for det er jo ham, der tildeler mig hjemmelærere. Og som søster sikrer jeg mig derudover, at jeg ved, hvem hjælpeforeningspræsidentskabet er. Menighedssekretæren skal jo også bruge min adresse og mit telefonnummer, og han kan anmode om at få mit medlemskort tilsendt fra min tidligere menighed. Disse mennesker har præsenteret mig for andre medlemmer af menigheden, hjulpet mig med at finde frem til menigheds- og stavsaktiviteter og ydet støtte, når jeg har modtaget en kaldelse.
Engang satte jeg mig på den sidste bænk, tæt på udgangen, så jeg straks efter afslutningsbønnen kunne fare ud, inden nogen talte til mig og spurgte mig, hvem jeg var. Men at komme og gå med nedslået blik – eller blikket rettet mod udgangen – hjælper dig ikke til at finde dig til rette i en ny menighed.
Bid din nervøsitet i dig og henvend dig til den, der sidder foran dig. Hils på dem, der underviser de klasser, du deltager i eller som taler til nadvermødet (du kan møde dem i forhallen bagefter). Hvis du giver dig tid til lige at kigge ud over lokalet, inden du sætter dig, kan du møde nye mennesker og familier, hver gang du kommer til et møde. Vær frimodig nok til at bede om et lift til en menighedsaktivitet. Det er ofte lettere at komme sammen med nogen, end at skulle møde op alene. Bed om en adresseliste over menigheden – det er en god hjælp til at huske navne. Inden længe begynder du at kunne sætte navne på ansigterne, og så er folk ikke længere fremmede. Og det er du heller ikke.
Tjen. Find frem til måder, hvorpå du kan hjælpe naboer og medlemmer af menigheden, om det så er noget så enkelt som at holde døren for dem og hilse på dem, når de træder ind. (På den måde kan andre også huske dig). Meld dig frivilligt til at hjælpe til, hvor der er brug for det. Find ud af, hvem, der er syg eller på hospitalet, og besøg dem så. Tag imod kaldelser. Hvor det er passende kan du lade biskoppen eller grenspræsidenten vide, hvilke færdigheder du kan bidrage med, udover din kaldelse, og fortæl ham, at han kan regne med din hjælp, når behovet melder sig.
Vær forberedt, så du kan deltage. Søndagsskolen og præstedømmets og Hjælpeforeningens møder følger en bestemt kursusplan. Få fat i kursusmaterialet, læs lektionerne på forhånd og vær beredt på at læse skriftsteder eller på at illustrere de omtalte principper med dine egne erfaringer. Selv om det kan virke overvældende at stå offentligt frem, så dæmp din frygt og vær beredt på at bære dit vidnesbyrd om evangeliets sandhed.
Kig efter nye ansigter. Tag kontakt til andre, sådan som du ønsker, at de skal gøre det med dig. Efter et stykke tid vil du opdage, at I »ikke længere [er] fremmede og udlændinge. I er de helliges medborgere og hører til Guds husstand« (Ef 2:19). Du har fundet dig et hjem blandt din nye kirkefamilie.
Menighedsfamilier er imødekommende – ingen bør holdes udenfor. Det er måske ikke altid muligt at knytte venskab med hvert eneste medlem, men hvis vi nærer en fælles kærlighed til evangeliet, hvis vores vidnesbyrd er rent, hvis vi er villige til at bære hinandens byrder, og hvis vores ønske om at tjene Herren udmønter sig i tjeneste af andre, så er vi en familie. Jeg er taknemlig for, at uanset hvor i verden jeg rejser hen, så består alle menigheder af andre af min himmelske Faders børn. Jeg kan i sandhed vidne om, at den menighed, som jeg kommer i nu, er det bedste sted for mig.