Overvind sprogbarrieren
Medlemmer over hele verden søger Herren for at finde måder, hvorpå de kan kommunikere med deres søskende i evangeliet.
Da Kazue Horikami flyttede fra sit fædreland Japan til Hawaii som ung, behøvede hun ikke at lære engelsk. Hun talte japansk derhjemme, handlede i kvarterer, hvor der var mange japansktalende, og arbejdede senere som guide for japanske turister. Det eneste sted, hvor hun af og til stødte på en sprogbarriere, var i kirken – en situation, som er velkendt for mange sidste dages hellige. Men selv i kirken klarede hun sig ved at dyrke venskaber med de tre eller fire søstre, som talte hendes modersmål.
Men så, efter mere end 25 år på Hawaii, blev søster Horikami kaldet til hjælpeforeningspræsident i sin menighed, hvilket overvældede hende. »De fleste af søstrene talte udelukkende engelsk, andre talte kun samoansk eller tagalog,« mindes hun. »På det tidspunkt kunne jeg forstå de andre sprog ganske godt, men jeg var ikke tryg ved at tale dem. Selv om jeg kunne forstå det meste af, hvad mine søstre sagde, så spekulerede jeg på, hvordan jeg skulle kunne tjene dem, når jeg ikke kunne tale til dem.«
Søster Horikami vidste, at sprogklasser ikke var løsningen – hun havde simpelthen ikke tid til det. Hun udtrykte sin bekymring over for stavspræsidenten under et tempelanbefalingsinterview. »Jeg fortalte ham, at jeg var bange – ikke blot for ansvaret, men også for at skabe misforståelser,« siger hun. Stavspræsidenten sad længe eftertænksomt, og så sagde han, at søster Horikami ikke skulle bekymre sig om sproget, i hvert fald ikke med det samme. »Bare gør din pligt, så godt du kan,« sagde han. Det lovede hun at gøre.
Nogle dage senere, da søster Horikami var i templet, kom hun i tanker om beretningen om Peter, der går på vandet (se Matt 14:22-33). »Jeg blev klar over, at så længe jeg klyngede mig til min frygt, ville jeg synke,« siger hun. »Min hvis jeg havde tro på Frelseren, ville han hjælpe mig med at udrette det umulige.«
»Det umulige« begyndte med enkle, men virkningsfulde tiltag. Søster Horikami husker, at hun brugte meget tid på at gennemgå Hjælpeforeningens klasseliste. »Mens jeg granskede navnene på de enkelte søstre, opdagede jeg, at jeg blev indgydt tanker om den pågældende søster, og jeg følte mig tilskyndet til, hvordan jeg kunne tjene hende. Når jeg fulgte disse tilskyndelser, overraskede det mig, hvor præcise og personlige de var.
Det var sådan, jeg begyndte,« siger hun. »I løbet af mange måneder blev disse små handlinger til bånd af omsorg og hengivenhed, ikke kun fra min side, men bestemt også fra deres.«
Med tiden lærte søster Horikami sig engelsk, men hun er hurtig til at fastslå, at det var Ånden – ikke hendes sprogfærdigheder – der hjalp hende i hendes virke. »Jeg erfarede, at Ånden ikke er begrænset af sprog,« bemærker søster Horikami. »Han taler til os alle på måder, som vi kan forstå.«
Ligesom søster Horikami har medlemmer af Kirken over hele verden oplevet den fortvivlelse og ensomhed, der kan følge med sprogbarrierer. Men ligesom søster Horikami kan de og deres leder søge hjælp hos Herren. De følgende forslag til, hvordan man overskrider sprogbarrieren, kommer fra medlemmer og ledere over hele verden.
Erkend at sprog er sekundært
Overvindelse af sprogbarrierer er en velkendt udfordring i Frankfurt Stav i Tyskland, hvor der er medlemmer fra mere end 80 nationer. Men sprog, siger stavspræsident Axel Leimer, er af sekundær betydning.
Præsident Leimer, hvis egen familie ikke talte tysk, da de flyttede til Frankfurt, påpeger, at hans børn og andre familiers børn måske er det bedste eksempel på dette. »De var aldrig hæmmet af den kendsgerning, at de ikke forstod hinanden,« siger han. »De legede bare med de andre børn alligevel. Sproget betød slet ikke noget for dem. De havde endnu ikke lært at være fordomsfulde eller bange.«
Præsident Leimer bemærker, at mange engelsktalende missionærægtepar, som tjener i menighedskaldelser i staven, heller ikke er hæmmet af sprogbarriererne. »Mange af disse ægtepar taler ikke tysk, men de har stor erfaring med sig og kan yde væsentlige bidrag,« siger han. »Søstrene har tjent i børnehaven, i primaryklasser og som bibliotekarer, ja, nogle steder har de opbygget et bibliotek, hvor der intet var tidligere. Nogle af brødrene har været gruppeledere for højpræsterne, finansielle sekretærer og hjemmelærere. De deltager i klasser (hvor nogen oversætter deres indlæg), og nogle gange underviser de.
Evangeliets fælles grundvold er ofte det eneste, som folk har brug for,« fortsætter præsident Leimer. »Jeg har observeret samtaler i forhallen, hvor ingen af parterne talte den andens sprog, men på en eller anden måde forstod de hinanden alligevel. Man kan formidle det vigtigste uanset modersmål: ›Jeg elsker Herren. Jeg holder af mine brødre og søstre. Jeg er villig til at hjælpe.‹«
Hjælp folk til at føle sig hjemme
I mange tilfælde kan menigheder og grene tage imod folk på en sådan måde, at de føler sig hjemme. I McCully Menighed i Honolulu Stav på Hawaii undervises der fx i Søndagsskolen på otte sprog (trukesisk, engelsk, japansk, koreansk, marshallesisk, pohnpeisk, spansk og tagalog), så de fleste medlemmer kan høre evangeliet forkyndt på deres eget sprog. Og de medlemmer, som bliver bedt om at bede bønner til nadvermødet eller i klasserne, gør det på deres eget sprog, hvis de ikke er beredt på at gøre det på flertallets sprog.
Selv om de adskilte søndagsskoleklasser tjener et vigtigt formål, så sørger McCully Menighed også for at planlægge aktiviteter, der samler alle. Regelmæssige begivenheder som en årlig international madlavningsfestival, kulturshow i GUF, et mikronesisk kor (udover menighedskoret) og kvartalsvise »ohana-aftener« (familieaften), hvor hele menigheden glæder sig over medlemmernes forskelligartede kulturarv og lægger vægt på deres fælles åndelige arv.
»Vi er alle vor himmelske Faders børn,« siger Marlo Lopez, der er biskop for McCully Menighed. »I hans øjne er der ikke forskel på race eller sprog. Guds kærlighed er for alle, og vi er blot redskaber, som forkynder denne sandhed.«
Tilegn dig kulturen i det land, du bor i
Selv om mange mennesker ønsker at bevare talefærdigheden på deres modersmål og berigende elementer af deres egen kultur, kan medlemmer også nyde godt af at sætte sig ind i sproget og kulturen i det område, som de nu bor i. Præsident Eric Malandain, der er stavspræsident i Paris Øst Stav i Frankrig, som omfatter medlemmer fra hele verden, er fortaler for dette: »Lederne opfordrer normalt medlemmer, der bor her, til at lære fransk,« siger præsident Malandain. »Det kan hjælpe dem til professionel, personlig og åndelig fremgang.«
Medlemmer af San Francisco Vest Stav i Californien opfordres også til at tilegne sig andre sprog. Udover de engelsktalende menigheder omfatter staven tre fremmedsprogede enheder (kinesisk, samoansk og tagalog), så de medlemmer, som taler disse sprog, kan blive undervist i evangeliet på deres eget modersmål. Men stavs- og menighedsledere opmuntrer også medlemmer til at deltage i sprogudviklingsgrupper. De små »klynger« mødes to gange om ugen og dækker grundlæggende hverdagsengelsk. Lektionerne fokuserer på, hvordan man siger sætninger som: »Hvordan kommer jeg hen til hospitalet?« eller: »Hvor ligger der nærmeste busstoppested?« Og da mange af stavens medlemmer også er førstegenerations sidste dages hellige, omhandler nogle af engelsklektionerne også evangeliske grundprincipper, såsom bøn eller ledelse af familieaften.
»Sprogspørgsmålet er en stor udfordring for os, men vi arbejder på sagen, og vi bliver hele tiden bedre,« siger stavspræsident Ronald Dillender. »Vi bliver ved med at arbejde, undervise og give medlemmerne udbytte af hver eneste stavskonference, hvert eneste talentshow i staven, hvert eneste ledertræningsmøde og hver eneste aktivitet. Vi ønsker, at alle skal have udbytte af alt det, som Kirken og evangeliet tilbyder. Dette er utrolig vigtigt.«
Samarbejd
Sprogforskellene byder på en lang række hindringer, siger præsident Brent Olson fra Philadelphia Stav i Pennsylvania, lige fra tempelanbefalingsinterview til oversættelse af taler og bønner ved nadvermøderne. Det har været af største betydning for stavens medlemmer at tillægge sig en imødekommende og tolerant indstilling.
Præsident Olson siger: »Vi har et valgsprog, som vi ofte gentager i staven: Enhver, der træder ind af døren til kirken, er sendt af Herren. Når vi tillægger os den imødekommende holdning, indser vi, at det ikke er en byrde at yde en ekstra indsats for at hjælpe enhver. Det er blot efterlevelse af evangeliet.«
Skønt Clendon Menighed i Manurewa Stav i Auckland i New Zealand teknisk set er en engelsktalende enhed, så taler medlemmerne også maori, niueansk, samoansk, tonga, lokale dialekter og flere sprog, som tales på Cook Islands. Menighedens ledere stræber efter at være som den gode hyrde, der kender ethvert af sine får – »uanset hvilket sprog de taler,« siger biskop Hans Key.
Når man under bøn overvejer hjemme- og besøgslærerkredse, kan man danne makkerskaber, som består af en bror, der kun taler sit modersmål, og en bror, der taler det samme sprog såvel som engelsk. Når de to arbejder sammen i hjemmeundervisningen, opnår den første bror bedre engelskfærdigheder. Senere bliver han måske i stand til at tage imod den opgave at tale ved et nadvermøde.
Erkend, at Herren gør os egnede til sit værk
Francisco Ayres Hermenegildo blev medlem af Kirken hjemme i Rio de Janeiro i Brasilien, da han var 21, og senere tjente han på mission i São Paulo. Da han og hans hustru, Kallya, blev gift i 2002, flyttede de til Sydney i Australien. I 2006 blev Francisco kaldet som præsident for Hyde Park UV Gren. Præsident Hermenegildo følte sig overvældet, ikke alene fordi han stadig var ved at lære sig engelsk, men også fordi medlemmerne af grenen kom fra mere end ti lande, og mange af dem var også ved at lære engelsk.
»Jeg må erkende, at vi følte os meget utilstrækkelige, da vi blev kaldet til at tage os af Hyde Park Gren,« siger præsident Hermenegildo. »Sprogbarrieren syntes enorm, og vi bad Herren om hjælp. Men jeg erfarer nu, at Herren inspirerer, dygtiggør og styrker dem, der er med til at opbygge hans rige.«
Udover at se Herrens vejledning i sit eget liv ser præsident Hermenegildo det også blandt de øvrige medlemmer af grenen – hvoraf mange er førstegenerationsmedlemmer ligesom han selv er.
»Enhver af os er blevet ført hertil på dette tidspunkt af en bestemt årsag,« siger han. Han forklarer, at ethvert medlem har mulighed for at udvikle sit vidnesbyrd, tjene i kaldelser og forkynde evangeliets budskab for venner og familie.
»Vi tror på, at profetierne om evangeliet, der skal opfylde hele jorden, er ved at blive opfyldt,« siger præsident Hermenegildo. »Grenens medlemmer er og bliver ledere, der hvor de kommer hen i verden. Det er et stort privilegium at være med til at forberede disse ledere, hvilket vi gør, hver gang vi underviser og opbygger grenens medlemmer.«
Vær af ét hjerte og ét sind
»Jeg tror, at det snarere er en velsignelse end en udfordring at tjene og virke i en menighed, der rummer så forskellige kulturer og sprog,« siger biskop Hans Key fra Clendon Menighed. »Gud forvirrede folkenes sprog på Babelstårnets tid, men vi kan stræbe efter det, som Enoks by opnåede: at være af ét hjerte og ét sind og leve i retfærdighed« (se 1 Mos 11:1-9; Moses 7:18).
Den enighed blev også fremhævet af præsident Gordon B. Hinckley (1910-2008): »Vi er blevet en stor verdensomspændende kirke, og det er nu muligt for størstedelen af vore medlemmer at deltage i disse møder som én stor familie, der taler mange sprog, findes i mange lande, men alle af én tro, én lærdom og én dåb.«1
Selv når medlemmer af menigheder og grene ikke alle taler samme sprog, kan de nedbryde barrierer og opnå enighed.
Illustrationer: Cary Henrie