2009
Sådan styrer man klassedrøftelser
juni 2009


Sådan styrer man klassedrøftelser

Bror Johnson stillede et spørgsmål i seniorsøndagsskolen. Der opstod en lang tavshed, som syntes at gøre både ham og klassemedlemmerne nervøse. Jeg var på besøg i klassen som stavens søndagsskolepræsident, og jeg bemærkede, at netop som nogle klassedeltagere skulle til at svare, besvarede bror Johnson selv spørgsmålet og gik videre til en anden del af lektionen.

Det kan både ske i klasser i Kirken, og når vi underviser i hjemmet. Jeg har erfaret, at der er ting, som er nødvendige, når man opfordrer til klassedrøftelse: (1) stil spørgsmål, som har mere end et muligt svar, og (2) giv klassemedlemmerne tilstrækkelig tid til at søge efter eller overveje et svar.

Stil åbne spørgsmål

Når man stiller den rigtige type spørgsmål, kan det føre til gode klassedrøftelser. Kirkens undervisningsmaterialer er fulde af omhyggeligt udarbejdede spørgsmål, der skal opmuntre klassemedlemmerne til at søge materialet igennem efter svar eller overveje og anvende det, de har lært.

Du kan stille spørgsmål, der kræver, at eleverne søger i skrifterne eller de nutidige apostles og profeters ord efter svar. Her er to eksempler på søgespørgsmål, som bygger på undervisningsforslag fra Kirkens præsidenters lærdomme: Joseph Smith: »Læs det afsnit, som begynder på side 52. Hvad har Frelseren gjort for at vi kan blive hans medarvinger?« og »Gennemgå det afsnit, der begynder på side 211. Hvad lærer Joseph Smith os om betydningen af at have et fysisk legeme?«

Andre spørgsmål opfordrer klassemedlemmerne til at overveje betydningen af det, de har læst, eller at anvende det, de har lært, i hverdagen. Disse spørgsmål stilles som regel, når klassemedlemmerne er blevet bekendt med lektiematerialet. Når du for eksempel har stillet det ovenstående søgespørgsmål, kunne du bagefter stille følgende spørgsmål, som hjælper klassemedlemmerne til at overveje og anvende det, de har læst: »Hvordan kan vi vise Herren vores taknemlighed for hans sonoffer?« eller »Hvordan kan en forståelse af betydningen af at have et fysisk legeme påvirke den måde, vi behandler vores krop på?«

Vent på elevernes svar

Uanset hvilke spørgsmål du stiller, skal du give klassemedlemmerne tilstrækkelig tid til at søge efter eller overveje svaret. Eleverne lærer at svare på spørgsmål, hvis de ved, at du ikke besvarer spørgsmålene for dem.

Efter min oplevelse i bror Johnsons klasse besluttede jeg at tage tid på, hvor længe lærere venter på et svar, når de har stillet et spørgsmål. Jeg opdagede, at de fleste lærere kun ventede to-tre sekunder, men når jeg påpegede det, troede de selv, at de havde ventet meget længere. Eleverne sagde derimod, at de havde brug for mere tid til at overveje deres svar.

I et forsøg på at hjælpe lærerne med at opnå bedre klassedeltagelse, opmuntrede jeg dem til at tælle til 20 inde i hovedet, når de havde stillet et spørgsmål, så klassen fik tid til overvejelse. De lærte at sige »Jeg giver jer lige lidt tid til at tænke over det« eller »Overvej spørgsmålet, så beder jeg om svar om lidt.« Da lærerne i min stav begyndte at gøre det, øgedes klassedeltagelsen, og klassemedlemmerne fornemmede Ånden, da de begyndte at »undervise hinanden« (L&P 88:77).

Jeg overværede en klasse, hvor læreren gav klassemedlemmerne over to minutter til at overveje et spørgsmål angående anvendelsen af en evangelisk lærdom. Det gav mig tid til stille refleksion. Jeg fornemmede Ånden og fik nogle tanker om den lærdom, som jeg formentlig ikke ville have fået uden de minutters selvrefleksion. Netop den oplevelse fik mig til at forstå, at når vi giver klassedeltagerne tid til at overveje et spørgsmål, giver vi dem tid til at tænke dybere og lytte til Ånden. (Se 3 Ne 17:1-3).

Din klasse eller familie kan opnå lignende åndelige oplevelser under drøftelser, hvis du anvender åbne spørgsmål og giver alle tid til at tænke, inden de svarer.

Foto: Welden C. Andersen

Når du underviser, så prøv disse gode råd til øget klassedeltagelse.