20 mark-sedlen
Tilpasset fra en tale holdt på Brigham Young University-Idaho den 12. marts 2002. – Den fulde engelske tekst kan hentes på www.byui.edu/Presentations/Transcripts/Devotionals/2002_03_12_Packer.htm.
For mere end 30 år siden fik jeg sammen med ældste Thomas S. Monson til opgave at organisere en militærstav i Europa. Vi mødtes i Berchtesgaden i Tyskland, højt oppe i de bayerske alper. Oprindelig var det et hovedkvarter opført af Adolf Hitler i uforligneligt smukke omgivelser. Sjældent har nogen på denne jord i den grad efterlignet den onde så meget i personlighed og hensigt som netop Adolf Hitler. Jeg tænkte, at nu var vi gået fra den ene yderlighed til den anden, da vi samledes her for at organisere en Zions stav.
Da vi var færdige med indsættelser og havde fuldført organiseringen, fik vi til opgave at rejse til Berlin til en stavskonference. Vi skulle fra Berchtesgaden højt oppe i Alperne ned til lufthavnen i München.
Vi nåede frem til lufthavnen i god tid inden flyets afgang, som var sat til kl. 10 samme morgen, men det var tåget. Vi sad der og lyttede til bekendtgørelser over højtaleren i næsten 12 timer. De blev ved med at sige, at de regnede med, at tågen ville lette. Men det gjorde den ikke.
Omkring kl. 22 den aften ankom to missionærer til lufthavnen. På det tidspunkt var vi klar over, at flyene ikke ville lette. De fortalte os, at der afgik tog fra München til Berlin ved midnat. Ældsterne hjalp os ned til togstationen, købte billetter til os og fik os ombord i toget, som ville ankomme til Berlin den følgende morgen kl. 10.
Da toget satte i gang, spurgte en af de unge ældster: »Har I nogle tyske penge?«
Jeg rystede på hovedet.
Han sagde: »Det må I hellere få,« og mens han løb langs toget, trak han en 20 mark-seddel frem. Han rakte mig den.
Dengang var »Jerntæppet« virkelig »jernhårdt«. Toget stoppede ved Hof på grænsen mellem Vesttyskland og Østtyskland, og togpersonalet blev udskiftet. Alle de vesttyske togfolk steg af, og den østtyske besætning steg ombord. Så kørte toget videre gennem Østtyskland mod Berlin.
Den amerikanske regering var netop begyndt at udstede pas med fem års gyldighed. Jeg havde et nyt pas, et femårspas. Inden afrejsen var vi taget hen for at få fornyet min hustrus pas, men de sendte det tilbage og sagde, at pas med tre års gyldighed blev regnet for femårspas nu. Hun havde stadig to år tilbage på sit pas.
Omkring klokken to om morgenen kom konduktøren, en slags soldat, og bad om at se vore billetter, og da han opdagede, at vi ikke var tyskere, bad han også om vores pas. Jeg bryder mig ikke om at udlevere mit pas, især ikke i uvenlige områder. Men han tog dem. Jeg føler næsten aldrig modvilje mod nogen, men med ham gjorde jeg en undtagelse! Han var en sur, kraftig, grim mand.
Vi kunne ikke tale tysk. Vi var seks mennesker i togkupéen: min hustru og en tysker, der sad ved siden af hende, og næsten knæ mod knæ over for os på den modsatte bænk sad tre andre tyskere. Vi havde snakket lidt sammen alle sammen. Da konduktøren kom ind, forstummede samtalen.
En ordveksling fandt sted, og jeg vidste, hvad han sagde. Han afviste min hustrus pas. Han gik og vendte tilbage to-tre gange.
Da jeg til sidst ikke anede, hvad vi skulle gøre, fik jeg et glimt af inspiration og trak 20 mark-sedlen frem. Han kiggede på den, tog den og gav os vores pas tilbage.
Da vi ankom til Berlin næste morgen, mødte et medlem af Kirken os ved toget. Jeg fortalte ham lidt muntert om vores oplevelse. Han blev pludselig meget alvorlig. Jeg spurgte: »Hvad er der i vejen?«
Han sagde: »Jeg ved ikke, hvordan jeg skal forklare, at I nåede sikkert frem. Østtyskland er det eneste land i verden, der ikke godkender treårspassene. I deres øjne var din hustrus pas ugyldigt.«
Jeg sagde: »Men hvad kunne de have gjort?«
Han svarede: »Sat dig af toget.«
Jeg sagde: »De ville da vil ikke sætte os af toget, ville de?«
Han sagde: »Ikke jer. Hende!«
Jeg kunne forestille mig, hvordan det ville have været, hvis nogen havde villet sætte min hustru af toget et sted i Østtyskland kl. 2 om morgenen. Jeg er ikke sikker på, jeg ville vide, hvad jeg skulle have gjort. Det var først bagefter, at jeg blev klar over, hvor farligt det var, og hvordan omstændighederne havde været, især for min hustru. Jeg bekymrer mig mere om hendes velbefindende end mit eget. Vi havde været i alvorlig fare. De, hvis pas man afviste, blev anholdt og tilbageholdt.
Vi bliver ledt
Alt det her fører frem til dette: Ældsten, som rakte mig den 20 mark-seddel, var David A. Bednar, en ung ældste, som tjente i den Sydtyske Mission, og som i dag er medlem af De Tolv Apostles Kvorum.
Hvordan kan det så være, at denne unge ældste fra San Leandro i Californien rakte mig en 20-mark-seddel? Hvis du forstår det og forstår, hvad livet drejer sig om, så forstår du alt det, du har brug for at vide om livet som medlem af Kirken. Du forstår så, at vores liv egentlig ikke er vores eget. Det er styret – og hvis vi lever, som vi bør leve, så bliver vi beskyttet. Jeg tror ikke, at han kendte konsekvensen af det, han gjorde. Den 20 mark-seddel var seks dollar værd, og seks dollar er ret meget for en ældste!
I løbet af dit liv vil du opdage, at den slags sker for dig, når du lever sådan, som du bør leve.
Hvis du kan lære, hvad Ånden er, behøver du aldrig at være alene. I Lære og Pagter 46:2 står der: »… til trods for det, der er skrevet, har det fra begyndelsen altid været og vil altid være min kirkes ældster pålagt at lede alle møder, sådan som de bliver ledt og vejledt af den hellige Ånd.«
Dit åndelige legeme
Den lære, som forklares i skrifterne og åbenbaringerne, fortæller os, at vi er tosidede væsner. Vi ved, at der er en ånd og et legeme. »Og ånden og legemet [når de er evigt sammenknyttet] udgør menneskets sjæl« (L&P 88:15). Så du består af to dele. Der er en ånd inde i legemet.
Du har et åndeligt legeme; din intelligens har altid eksisteret (se L&P 93:29). Det er svært at forstå. Vi skal leve altid. Det tror du vel på, ikke? Efter opstandelsen skal vi leve evigt. Det kan ikke gøre sig gældende, medmindre det også var sandt i fortiden, at vi tidligere levede evigt. Vi står midt i noget, som er evigt.
Jeg har spekuleret på den dag, hvor min ånd skal forlade mit legeme. Når den »udpakningen« finder sted, hvor legemet lægges til side, og vi ser på vores ånd, hvordan ser den så ud? Hvordan ser din ånd ud?
Nogle af jer kan beskrives som perfekte sportsfolk – perfekt afstemte, i stand til at udrette hvad som helst! I har smukke, fysiske legemer. Hvis vi fjernede kroppen fra jeres ånd, hvordan ville jeres ånd så se ud? Hvis I studerer og beder og fornemmer, kan I erfare, at man kan have en smuk krop og en indtørret, svag ånd. På den anden side kan man også have en krop, der på mange måder har sine begrænsninger, men alligevel kan man i det evige perspektiv træne og uddanne sin ånd, så den får uforgængelig værdi.
Du kan se frem til den dag, hvor du bliver »pakket ud«, og din ånd adskilles fra legemet. Din ånd er ung og levende og smuk. Selv om dit legeme er gammelt og sygt og hæmmet eller handicappet på en eller anden måde, så vil du, når ånden og legemet forenes ved opstandelsen, blive herlig. Du bliver herliggjort.
En mand, som jeg kendte – en af de store mænd, jeg har kendt – var en del af en bande vilde drenge. De var altid der, hvor de ikke burde være, og aldrig der, hvor de burde være. Til sidst fik en klog og dygtig leder dem ind i en søndagsskoleklasse. Læreren var en gammel mand – bare en ganske almindelig, jævn, gammel mand. Desuden var han en omvendt fra Europa, og hans engelske var ikke særlig godt. De grinede: »Vores lærer? Ham der?« Jeg tror nok, at de drenge havde ry for at skræmme enhver lærer bort.
Men så, skete der noget, sagde min ven. Læreren begyndte at tale, og de begyndte alle at høre efter. Denne ven sagde: »Man kunne varme sine hænder ved hans brændende tro.« Det betød, at der i det ældre, slidte legeme, som ikke var i stand til at få bugt med en accent, fandtes en stærk ånd.
Ved opstandelsen kan legemet – jordens støv, den kødelige del af os – blive fornyet og gjort stærkt, så det kan måle sig med ånden.
Helligånden leder dig
Hvis du forstår, hvordan Ånden virker, skal det nok gå. Der findes ikke så megen ondskab i hele verden – at den, hvis den blev samlet i en slags mørk, hæslig laserstråle og rettet mod dig, kunne knuse dig, medmindre du på en eller anden måde selv gav lov til det.
I din læreproces skal du huske dette: »Visdom først og fremmest! Køb visdom, køb indsigt for alt, hvad du ejer« (Ordsp 4:7).
Sørg for at lære det, som du ikke bliver undervist i direkte. Hvis det eneste du ved, er det, du kan læse eller høre, så ved du ikke ret meget. Øjeblikke med en ærbødig indstilling er dyrebare, fordi du kan tænke og føle. Det er derfor, at templer har så stor betydning. Man kan tage til templet og være ude af verden.
Herrens løfte lyder, at når man modtager Helligånden, skal »han … lære jer alt og minde jer om alt, hvad jeg har sagt til jer« (Joh 14:26).
Der er visse handlinger, som du så gør automatisk, næsten ubevidst. Du vil opdage, at du uden at have tænkt over det er blevet tilskyndet og ledt af Helligånden. Det var derfor, at denne unge ældste uden at vide hvorfor, hev en 20 mark-seddel op af sin tegnebog, mens han løb langs toget, og rakte den til mig, da toget kørte ud fra perronen. Han reddede os fra stor fare.
Sådan kommer man til at handle og bagefter ser man tilbage og indser, at man er blevet ledt. Og det er også sådan, man bliver advaret. Du bliver advaret: »Gå ikke derhen!« »Lad være med det!« Du bliver advaret: »Gå ikke med ham!« Gå ikke med hende! Hold dig fra dem! Og så: »Plej ikke omgang med dem!« Du bliver ledt, og Herren våger over dig.
Jeg ved, at evangeliet er sandt, at Jesus er Kristus, at han lever og at dette er hans kirke. Find et sted i verden, hvor du uden skam og tøven højt kan sige: for det første, at du antager Jesu Kristi evangelium, og for det andet, at det du er betyder mere, end det du gør. Det, du gør, vil, hvis det ledes af Ånden, gøre dig til den, du er, og det, som du kan blive.
Illustration: Gregg Thorkelson
Hvorfor rakte denne unge ældste mig en 20 mark-seddel? Hvis du forstår det, forstår du, at vores liv egentlig ikke er vores eget. Det styres.
Fotoillustration: Matthew Reier.
Fotografi af templet i Hongkong i Kina: Craig Dimond; fotoillustration: John Luke
Ældsten, som rakte mig den 20-mark seddel, var David A. Bednar, en ung ældste, som tjente i den sydtyske mission, og som i dag er medlem af De Tolv Apostles Kvorum.