Bliv her!
Jeg nyder altid at tilbringe tid sammen med min familie. Som togfører har jeg lidt uforudsigelige arbejdstider. Til tider bliver jeg flyttet til fjerne destinationer og er midlertidigt adskilt fra min hustru og mine børn. På de tidspunkter ser jeg dem kun nogle få dage hver uge – og kun efter en længere køretur hjem.
Engang rejste min hustru, Scarlett, og vore sønner op for at besøge mig, da jeg havde nogle dage fri. Vore sønner nød at sove på motel og spise på restaurant. Rejsen blev en ferie for dem. Dette forfriskende gensyn var dog hurtigt forbi, og inden længe krammede vi hinanden igen og tog afsked. Da jeg kiggede i bakspejlet, så jeg Scarletts bil forsvinde ud af syne, da vi kørte op af hver sin tilkørsel til motorvejen. Jeg kørte tilbage til jernbanen, og Scarlett kørte vores børn hjem.
Jeg smilede, mens jeg tænkte på min familie, og jeg besluttede at ringe til Scarlett og takke hende, fordi hun var kommet op til mig. Jeg søgte efter min mobiltelefon i frakkelommen, men den var der ikke. Efter en resultatløs søgen blev jeg klar over, at mobiltelefonen ved en fejl måtte være blevet anbragt i Scarletts bil.
Jeg brugte mobilen til at holde mig i kontakt med familien, men den var også nødvendig i mit arbejde. Min kone og jeg var kørt i hver sin retning i ti minutter, men jeg vidste, at jeg var nødt til at få fat i telefonen. Jeg besluttede, at jeg ville drøne op ad næste afkørsel og køre tilbage i modsat retning og forsøge at indhente hende. Da jeg skulle til at vende bilen, syntes jeg at høre en stemme sige: »Stands!«
Jeg satte farten ned, selv om hvert sekund, der gik, gjorde det vanskeligere at få fat i min mobiltelefon.
Endnu en tanke dukkede op: Bliv her!
Denne stærke følelse skyllede ind over mig. Imod al logik og sund fornuft trak jeg ind til siden og slukkede motoren. Jeg vidste ikke hvorfor, men jeg fornemmede bare, at jeg skulle blive der. Da jeg gav efter for det, som jeg følte var en tilskyndelse fra Helligånden, kunne jeg mærke, at panikken blev erstattet af ro. Jeg bad en ydmyg bøn i taknemlighed for min himmelske Faders vejledning og hjælp.
Kort efter fik jeg øje på Scarletts bil, der kom kørende imod mig. Da hun så mig, standsede hun hurtigt og kom hen til mig med mobiltelefonen i hånden.
»Hvordan vidste du, at du skulle stoppe og vente?« spurgte hun.
Glædestårerne fyldte vore øjne, mens jeg berettede om, hvordan Helligånden havde tilskyndet mig.
Jeg har aldrig glemt den hændelse, og jeg vil aldrig kunne fornægte den guddommelige hjælp, jeg modtog den dag. Det styrkede vores vidnesbyrd, at vor himmelske Fader er opmærksom på selv de mindste detaljer i vores liv. Jeg stræber efter at være værdig til at modtage samme vejledning, som jeg modtog for mange år siden.
Jeg vidste ikke hvorfor, men jeg fornemmede bare, at jeg skulle blive der.