Banden forbudt
I 1962 meldte jeg og 11 af mine skolekammerater fra Preston i Idaho os til National Guard. Rekruttiden var som ren ferie, indtil vi kom til Fort Ord i Californien.
Vi havde brug for hinanden for at klare os igennem i vore nye militære omgivelser og i mødet med andre rekrutter, hvoraf mange brugte et afskyeligt sprog og ikke syntes at have nogen moral. Jeg benyttede enhver mulighed for at være sammen med mine sidste dages hellige kammerater, så jeg kunne få støtte mod de andre rekrutters drillerier.
Efter rekruttiden blev jeg og et par af mine skolekammerater tilbage i Fort Ord for at fortsætte træningen i feltkommunikation. Kort efter begyndte to af de barske, hærdebrede rekrutter på vores hold at dyste om, hvem der kunne sige de mest afskyelige og vulgære ting. Når de stod op, råbte de hver morgen vulgariteter, så alle på kasernen kunne høre deres beskidte sprog.
En morgen, hvor jeg stod lige foran dem og trængte til lidt fred, forlangte jeg, at de holdt mund. De blev flove og vendte deres hæslige sprog mod mig, som de kaldte flere grimme ting. De advarede mig sågar om, at jeg ikke skulle ønske at møde dem, når jeg var alene.
Senere samme morgen, da jeg samlede affald op, var jeg alene mellem to barakbygninger. Pludselig så jeg nogen komme imod mig. Det var den ene af de to rekrutter, som havde truet mig.
Jeg beredte mig på det værste, da han nærmede sig. Men han begyndte straks at fortælle mig, hvor meget han respekterede mig og ønskede, at han havde mod til at leve på samme måde. Han indrømmede, at hans forældre ville være skuffede, hvis de vidste, hvordan han levede. Han sagde, at han aldrig igen ville bruge vulgært sprog i min nærhed. Så vendte han om og gik.
Da jeg passerede den næste barak, så jeg den anden fyr nærme sig. Han kom hen til mig og undskyldte sin opførsel. Han sagde også, at han respekterede mig, og han håbede, at han en dag ville kunne leve sådan, som han havde lært.
En weekend, hvor mine sidste dages hellige kammerater var på orlov, inviterede disse to mænd mig i biografen sammen med dem og deres gruppe. Mens vi gik sammen, var der en, der bandede. De to hærdebrede rekrutter fortalte gruppen, at de ikke skulle bande, når jeg var sammen med dem.
Da gruppen efter filmen besluttede at gå hen på en natklub og drikke, undskyldte mine venner sig og sagde, at de ville tilbringe aftenen med mig. Da vi var alene, spurgte de mig ud om min familie, og hvilken kirke jeg tilhørte, som åbenbart kunne hjælpe unge mænd til at udvikle de standarder, som vores sidste dages hellige gruppe efterlevede. Jeg besvarede deres spørgsmål og fortalte dem om Kirken.
Jeg erfarede, at himlen støtter den modige og velsigner dem, der står fast ved det, der er rigtigt.
Pludselig så jeg nogen komme imod mig. Det var den ene af de to rekrutter, som havde truet mig.