Vores ophøjede himmelske hjem

Ældste Douglas L. Callister

De Halvfjerds

Fra en tale holdt til studerende på Brigham Young University den 19. sep. 2006. Den fulde tekst findes på engelsk på http://speeches.byu.edu.

Billede

Elder Douglas L. Callister

Hvis vi kunne trække sløret til side og kigge ind i vores himmelske hjem, ville vi blive imponeret over at se de kultiverede sind og hjerter hos dem, der så lykkeligt dvæler der. Jeg forestiller mig, at vore himmelske forældre er yderst dannede. I dette storslåede evangelium, hvor vi efterligner Gud, er en af hensigterne med vores jordiske prøvestand at blive så lig dem som overhovedet mulig på enhver måde, så vi vil føle os godt tilpas i vore himmelske forældres nærhed og, som Enosh siger, se deres ansigter »med behag« (Enosh 1:27).

Præsident Brigham Young (1870-1877) sagde: »Vi stræber efter at blive det udtrykte billede af dem, som dvæler i himlen; vi stræber efter at opføre os som dem, se ud som dem, gå og tale som dem.«¹ Jeg ville gerne snige mig til et kig ind bag det slør, som midlertidigt adskiller os fra vores himmelske hjem og tegne et ordbillede af de dydige, dejlige og ophøjede forhold, som findes der. Jeg vil tale om himlens sprog, litteratur, musik og kunst såvel som de himmelske væseners fuldkomne fremtoning, for jeg tror, at vi i himlen finder hver af disse kunstformer i deres rene og fuldkomne form.

Jo tættere vi kommer på Gud, desto lettere berøres vores ånd af det ophøjede og smukke.

Sprog

Gud taler alle sprog, og han taler dem korrekt. Han er behersket og beskeden i sit sprogbrug. Da Gud beskrev denne jords storslåede skabelsesproces, sagde han i en behersket vending, at »det var godt«1 Mos 1:4). Vi ville have været skuffet, hvis Gud havde sagt »sejt« eller en anden overdreven vending.

Englands Ben Jonson sagde: »Det er sproget, der bedst viser mennesket. Tal, så jeg kan se dig.«² Vores sprog afslører vore tanker, dyder, usikkerheder og tvivl – ja, selv det hjem, vi stammer fra. Vi vil føle os bedre tilpas i vor himmelske Faders nærhed, hvis vi har udviklet passende sproglige vaner.

Jeg antager, at himlens sprog, når det tales korrekt, nærmer sig en form for musik. Var det mon det, C.S. Lewis havde i tankerne, da han skrev: »Er det ikke sjovt, som visse ordkombinationer kan give en – næsten uafhængigt af deres betydning – en gysen som god musik?«³ Ved Jesu fødsel viste engle sig og sang ikke, men sagde: »Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag«(Luk 2:14). I dag forsøger vi at genskabe den skønhed i sang, men den oprindelige englebekendtgørelse faldt med talte ord.

I sin biografi om Ralph Waldo Emerson fortæller Van Wyck Brooks, at Emerson var indbudt til at tale ved højtideligheden i forbindelse med 300 året for den store digter Shakespeares fødsel. Efter at været blevet præsenteret gik Emerson hen til podiet og satte sig så ned igen. Han havde glemt sine noter. Han foretrak ikke at sige noget, snarere end at sige ord, der ikke var velovervejede. Nogle betragtede det som en af Emersons mest veltalende stunder.⁴

Dannet tale er mere end velpolerede talegaver. Det udspringer af renhed i tanke og oprigtighed i udtrykket. Et barns bøn kan af og til afspejle himlens sprog bedre end en monolog af Shakespeare.

Dannet tale afspejles ikke alene i vores ordvalg, men også i det, vi taler om. Der er dem, som altid taler om sig selv; de er enten usikre eller stolte. Der er dem, som altid taler om andre; de er som regel kedelige. Der er dem, som taler om gribende ideer, medrivende bøger og inspirerende læresætninger; det er de få, som sætter deres præg på verden. De emner, der drøftes i himlen, er hverken ligegyldige eller ordinære; de er mere ophøjede, end vi har fantasi til at forestille os. Vi føler os hjemme der, hvis vi på denne jord har øvet os i at konversere om det dannede og ædle og iklæde vore udtalelser velovervejede ord.

Litteratur

Er fredag aften en hektisk jagt for at finde ud af, hvor der er underholdning eller sker noget? Kunne vores samfund i dag byde på en Isaac Newton eller en Wolfgang Amadeus Mozart? Kan 85 tv-kanaler og utallige dvd’er nogensinde tilfredsstille vores umættelige appetit på underholdning? Er der dem, som uklogt bliver afhængige af computerspil eller internetsurfing og derved går glip af de rigere oplevelser ved at læse, føre samtaler og nyde musik?

Jeg ved ikke, om der er fjernsyn eller dvd-afspiller i vores himmelske hjem, men som jeg forestiller mig det, har det bestemt et flygel og et storslået bibliotek. Der var et udsøgt bibliotek i præsident Gordon B. Hinckleys (1910-2008) barndomshjem. Det var ikke et prangende hjem, men biblioteket rummede omtrent 1.000 bind af fremragende verdenslitteratur, og præsident Hinckley tilbragte sine unge år opslugt af disse bøger. Men det er ikke nødvendigt at eje dyre bogsamlinger for at være belæst, for de er tilgængelige for både rige og fattige på verdens biblioteker.

Præsident David O. McKay (1873-1970) havde det med at stå op kl. 4 for at skimme to bøger igennem, inden han begyndte sit arbejde kl. 6. Han kunne citere 1000 digte fra hukommelsen. Han omtalte litteraturens store mestre som »de små profeter«. Han var et levende eksempel på skriftens formaning om at »søg[e] visdomsord i de bedste bøger«(L&P 88:118).

Min hustru og jeg har for nylig tilbragt fire år i en kirkekaldelse i Østeuropa. Vi kørte ofte med Moskvas undergrundsbane, som kaldes Metroen. Vi bemærkede de russiske passagerers bøjede hoveder, for de læste Tolstoj, Tjekhov, Dostojevskij eller Pusjkin – og nogle gange Mark Twain. Det var fattige folk, men de var ikke besat af deres fattigdom. De havde jo den rige russiske tradition for litteratur, kunst og musik.

Præsident McKay bemærkede: »Det er med bøger, som med vores omgangskreds. Vi kan vælge dem, der gør os bedre, mere intelligente og mere modtagelige over for denne verdens godhed og skønhed, eller vi kan vælge det underlødige, vulgære og sjofle, der får os til at føle, som om vi havde ›væltet os i sølet.‹«⁵

Selvfølgelig indtager skrifterne den fremmeste plads i den gode litteratur, for de er ikke bygget på menneskers meninger.

Musik

Hvis vi kunne kigge ind bag det himmelske slør, ville vi sandsynligvis blive inspireret af himlens musik, som formentlig er mere herlig end nogen musik, vi har hørt på denne jord.

Når bestemte musikstykker har sejret over tidens tand og er blevet hyldet af de ædle og dannede, så er vores manglende værdsættelse af dem ikke en fordømmelse af den storslåede musik. Fejlen ligger hos os. Hvis et ungt menneske vokser op på en kost, der består af hamburgere og pommes frites, så bliver han næppe gourmet. Men fejlen ligger ikke ved den gode mad. Han er bare vokset op med noget ringere. Nogle er vokset op med en kost, der består af musikalske pommes fritter.

Tiden er måske inde nu til at gennemgå dit musikalske bibliotek og kun beholde det, der opløfter og inspirerer. Det er en del af din evige rejses modningsproces. Det ville også være et godt tidspunkt at lære at spille et musikinstrument eller finpudse de musikalske færdigheder, som man endnu ikke helt har tilegnet sig.

Ældste Neal A. Maxwell (1926-2004) fra De Tolv Apostles Kvorum sagde: »Vi … lever i en verden, som har hang til det smagløse, og vi må sørge for muligheder for at fremme en smag for den mest udsøgte musik. Og vi lever også i en verden, der er meget fokuseret på nuet. Vi må give folk lov til at vænne sig til den bedste musik fra alle tidsaldre.«⁶

Oscar Wilde, der erkendte den storslåede musiks gennemtrængende kraft, lod en af sine figurer sige: »Når jeg har spillet Chopin, føles det, som om jeg havde grædt over synder, jeg aldrig havde begået, og sørget over tragedier, som ikke var mine egne.«⁷ Efter den første fremførelse af Messias, svarede Händel således på en kompliment: »Min herre, jeg ville da være ked af det, hvis jeg kun havde underholdt dem – jeg ønsker at gøre dem bedre.«⁸ Haydn »klædte sig i sit fineste tøj, når han skulle komponere, fordi han sagde, at han trådte frem for sin Skaber.«⁹

Nogle af livets begivenheder er så enestående, at man ikke kan forestille sig dem uden musikledsagelse. Vi kunne ikke forestille os en jul eller en generalkonference uden hellige salmer. Og der kunne ikke tænkes en himmel uden musik af uforlignelig skønhed. Præsident Brigham Young sagde: »Der er ikke nogen musik i helvede, for al god musik tilhører himlen.«¹⁰ Det ville være straf nok at komme i helvede og aldrig mere i al evighed høre en tone.

Kunst, fremtoning og indstilling

Det, som jeg har sagt om at indføre et smukt sprog, litteratur og musik i hjemmet, kan lige så vel siges om stor kunst – som måske er smagfuldt anbragt i vores himmelske hjem. Det kan også siges om vores fysiske fremtoning og manerer, orden i vores hjem, den måde vi beder på, og den måde vi læser Guds ord på.

Jeg talte engang ganske kort med den store skuespillerinde Audrey Hepburn, mens hun indspillede filmen My Fair Lady. Hun talte om filmens indledningsscene, hvor hun spillede en jævn, udannet blomsterpige. Hendes ansigt var blevet smurt ind i kul, så hun kunne passe ind i omgivelserne. »Men,« sagde hun med et glimt i øjet, »jeg havde min parfume på. Indvendig vidste jeg, at jeg var en dame.« Det kræver ikke dyr parfume at skabe en dame, men det kræver renhed, beskedenhed, selvrespekt og en vis stolthed ved ens fremtoning.

For mange år siden besluttede en af mine bekendte, at han ville glæde sin hustru ved at give hende en særlig kompliment, hver aften når han kom hjem. En aften lovpriste han hendes madlavning. En anden gang takkede han hende, fordi hun holdt deres hjem så pænt. En tredje aften anerkendte han hendes gode indflydelse på deres børn. Inden han kunne nå at sige noget den fjerde aften, sagde hun: »Jeg ved, hvad det er, du gør. Og jeg er taknemlig for det. Men lad være med at sige mere af den slags. Bare fortæl mig, at du synes, jeg er smuk.«

Hun gav udtryk for et vigtigt behov, som hun havde. Kvinder skal prises for alle de gaver, som de besidder – også deres pleje af deres udseende – som så uselvisk skaber glæde i andres liv. Vi må ikke tillade os at blive så skødesløse – ja, sågar sjuskede – i vores fremtoning, at vi lægger afstand til den skønhed, som himlen har skænket os.

Nogle siger friskfyragtigt: »Mit udseende har intet at gøre med, hvad Gud føler for mig.« Men det er muligt for både jordiske og himmelske forældre at nære en uudtalt skuffelse over deres afkom uden af den grund at elske dem mindre.

Præsident Joseph F. Smith (1838-1918), Kirkens sjette præsident, ejede kun få ting, men passede godt på dem. Han var omhyggelig med sin påklædning. Han pressede sine dollarsedler, så de ikke var krøllede. Han tillod ikke andre at pakke hans rejsetaske. Han vidste, hvor hver eneste genstand, møtrik og bolt i huset var, og hver ting havde sin plads.

Gælder det også dine omgivelser? Er det et ordens hus? Er du nødt til at støve af, gøre rent og rydde op, før du inviterer Herrens Ånd ind i dit hjem? Præsident Lorenzo Snow (1814-1901) sagde: »Herren har ikke til hensigt, at de hellige altid skal bo i skure og jordhuler, men at de skal bygge flotte huse. Når Herren kommer, vil han ikke vente at møde et beskidt folk, men et dannet folk.«¹¹

David Starr Jordan, tidligere rektor for Stanford University, skrev: »At være vulgær er at gøre det, som ikke er det bedste af sin slags. Det er at gøre triste ting på en trist måde og være tilfreds med det … Det er vulgært at gå i beskidt tøj, når man ikke udfører beskidt arbejde. Det er vulgært at holde af dårlig musik, at læse elendige bøger, at mæske sig med sladderblade … at finde fornøjelse i billige romaner, at nyde elendigt teater og at glæde sig over tarvelige vittigheder.«¹²

Din himmelske Fader har sendt dig bort fra hans nærhed, for at du kunne få erfaringer, som du ikke kunne få i dit himmelske hjem – alt sammen som forberedelse til at få overdraget et rige. Han ønsker ikke, at du skal tabe visionen af syne. Du er barn af et ophøjet væsen. I er forudordineret til at præsidere som konger og dronninger. I skal leve i et hjem og i omgivelser med uendelig ædelhed og skønhed, som ses afspejlet i himlens sprog, litteratur, musik, kunst og orden.

Jeg slutter af med præsident Youngs ord: »Lad os … vise verden, at vi har talent og smag, og bevise overfor himlen, at vores sind er rettet mod skønhed og sand ypperlighed, så vi kan gøre os værdige til at nyde engles selskab.«¹³

Ja, vi kan måske endda blive værdige til at nyde vore ædle, himmelske forældres selskab, fordi vi tilhører gudernes race og er »sønner af den Højeste« (Sl 82:6).

Foto: Robert Casey; nederst: Ramme: Shambala Publications; til højre: Ramme: Nova Development