Frelseren havde ikke glemt mig
Da jeg var lille, lærte min mor mig at bede, og jeg gik i kirke med hende hver søndag. Min søster og min bror sang i koret i den lokale sognekirke i Hertfordshire i England, og det syntes naturligt at følge deres eksempel og komme der.
Da jeg kun var otte år gammel, forventedes det ikke, at jeg deltog i altergangen tidligt søndag morgen. Jeg sov længe, men stod så op og cyklede hen til selve gudstjenesten.
Midt om vinteren i 1952, hvor der lå 30 cm nyfalden sne udenfor, og der var frost på indersiden af mit vindue, puttede jeg mig ned under dynen og besluttede, at jeg ikke ville gå i kirke den søndag.
Min mor kaldte og bad mig stå op, men jeg lod, som om jeg sov. Så kunne jeg høre hendes fodtrin, da hun kom op ad trappen. Jeg råbte: »Tag det roligt. Jeg står op nu.«
Men inden i mig selv sagde jeg: »Hvad skal det til for? Der findes jo slet ikke nogen Jesus Kristus.« Straks lød en stemme i mit hoved, og den sagde: »Jo, der gør, og en dag vil du tjene mig.« Stemmen lød så naturlig, som om det var en ven, der talte til mig. Men årene gik, og jeg glemte alt om den oplevelse.
Jeg voksede op, meldte mig til den engelske flåde, og ni år senere begyndte jeg at arbejde for et brandbeskyttelsesfirma. En aften, hvor jeg var kommet hjem fra arbejde, bankede det på døren. Da jeg lukkede op, præsenterede to søstermissionærer sig. Jeg var træt, snavset og sulten, så jeg foreslog, at de kom tilbage senere på aftenen eller en anden gang.
Til min overraskelse vendte de tilbage en time senere. Jeg bød dem indenfor. Så snart de begyndte at tale, vidste jeg, at der var noget særligt ved deres budskab. Mit hjem føltes anderledes, og jeg vidste, at det udgik fra disse to søstre.
De underviste mig den aften og den følgende aften. Derefter kom to ældster hver aften, indtil jeg havde modtaget alle lektionerne. Jeg begyndte at læse Mormons Bog og bede. Da jeg knælede for at bede for første gang i 20 år, var det den mest åndelige oplevelse, jeg havde haft i mit liv.
Jeg forpligtede mig til at blive døbt en uge efter, lektionerne var forbi. Da jeg var blevet døbt, lagde ældste Ross og ældste Fullerger deres hænder på mit hoved for at give mig Helligåndsgaven. Så snart deres hænder rørte mit hoved, dukkede min oplevelse fra 20 år tidligere op igen. Noget dyrebart, der havde været bevaret inden i mig – men som havde været undertrykt af alle de fejltrin, jeg havde begået i mit liv – blev åndeligt genforenet med min erindring. Det overvældede mig, at jeg betød så meget for Frelseren, at han ikke havde glemt mig.
Jeg er taknemlig for de missionærer, der underviste mig i evangeliet, og for medlemmerne i min første menighed, som nærede mig. Men mest af alt er jeg taknemlig for Frelseren, hvis eksistens jeg engang havde betvivlet, men som jeg nu taknemligt tjener.
En stemme inde i mit hoved sagde: »Der findes en, som hedder Jesus Kristus.«