En kartoffel til læreren

Bonny Dahlsrud

Forfatteren bor i Utah i USA.

Jeg lærte, at jeg ikke altid behøver at gøre noget stort ud af at tjene nogen. Et enkelt udtryk for kærlighed kan være lige så rart.

Som underviser i grundskolen i mere end 25 år har jeg modtaget mange interessante ting af mine unge elever. Fjollede beskeder, tegninger og fantasifulde produktioner er almindelige gaver. Det var dog første gang, da jeg sidste år fik en kartoffel.

»En kartoffel til læreren,« sagde lille Emma stolt, da hun kom hen til katederet, »for jeg havde ikke noget æble.« Det var en mellemstor, renskuret kartoffel, og den var smuk af en kartoffel at være. Jeg takkede hende og lagde den på katederet. Jeg kunne se, hvordan stoltheden strålede ud af Emmas store, blå øjne, hver gang hun så på den i dagens løb.

Da jeg efter skoledagens ophør sad og arbejdede ved katederet, kunne jeg ikke lade være med at betragte kartoflen med et kærligt smil. Børn ser så enkelt på tingene, og med den ydmyge kartoffel havde Emma lært mig noget vigtigt. Jeg lod den ligge på katederet i over en uge, fordi den skulle minde mig om noget.

Som besøgslærer og søster i min menighed ville jeg gerne tjene andre, men jeg ventede altid på et »æble«, før jeg tog mig tid til at hjælpe. Hvis jeg havde travlt og ikke havde tid til at lave ekstra mad til nogen, eller jeg gerne ville give en bestemt blomst, men ikke kunne nå til blomsterhandleren, så ignorerede jeg Åndens stille, sagte stemme om nogen, der havde brug for min hjælp.

»Jeg gør noget i weekenden, når jeg har tid,« prøvede jeg at sige overbevisende til mig selv. »Der er ikke nogen, der har brug for mig i dag.«

Men hvad nu, hvis der var nogen, som gjorde? Hvad nu hvis jeg ikke havde ignoreret tilskyndelsen til at besøge en ældre nabo eller en ung enke, der lige havde mistet sin mand? Kunne jeg have hjulpet eller ydet nogen en tjeneste med det, jeg havde at give da – en »kartoffel«?

Jeg lærte en vigtig lektie af Emma, som jeg virkelig prøver at øve mig i. Har jeg ikke et æble, så giver jeg en kartoffel, og jeg gør det med det samme. Jeg venter ikke for at lave en særlig ret eller min citroncremetærte; jeg køber en æske småkager i stedet for. Jeg kommer ikke forbi blomsterhandleren så tit, men jeg kan komme forbi til en snak uden blomster. Et hjemmelavet kort ville være fint, men det kan en hurtig telefonsamtale også være. Jeg behøver ikke altid at gøre noget stort ud af at tjene nogen. Et enkelt udtryk for kærlighed kan være lige så rart.

Jeg har taget kartoflen med hjem nu, men jeg tror ikke, at jeg nogensinde spiser den. Den tjener som en konstant påmindelse til mig om at tjene, når jeg føler mig tilskyndet til det. Jeg giver, hvad jeg kan nu i stedet for at vente til senere. En kartoffel til læreren var vitterligt den fineste gave.