Vil du have nogle blomster?

Cindy Almaraz Anthony fra Utah i USA

illustration of roses for lds voices

Pludselig følte jeg Helligånden fortælle mig, at den kvinde havde mere brug for blomsterne, end jeg havde.

En dag efter en særlig hård vagt på hospitalets børneafdeling var jeg træt og muggen. Da jeg gik hen til sikkerhedsskranken, bemærkede jeg nogle smukke blomster. Jeg kommenterede, hvor smukke de var, og hvor godt de duftede for den person, der sad ved skranken, og hun sagde, at jeg godt måtte få dem.

Jeg blev så glad! Jeg tænkte, at vor himmelske Fader helt bestemt ønskede, at jeg fik de blomster for at redde dagen.

Jeg gik ud fra hospitalet og opdagede, at jeg gik bag en dame, der sad i kørestol. Jeg blev lidt utålmodig over hende, men da vi kom ud af bygningen, kunne jeg endelig komme forbi hende. Da jeg gik forbi, rettede hun hovedet op og sagde: »Sikke dog nogle smukke blomster.« Jeg takkede hende og skyndte mig hen til min mand, som sad og ventede i bilen. Jeg var ivrig efter at vise ham blomsterne.

Pludselig følte jeg Helligånden fortælle mig, at den kvinde havde mere brug for blomsterne, end jeg havde. Jeg var ikke meget for at give hende dem, men jeg fulgte tilskyndelsen. Da jeg spurgte om, hun ville have dem, håbede jeg, at hun ville sige nej.

»Ih ja,« svarede hun. »Det vil jeg rigtig gerne. De er smukke.«

Jeg rakte hende dem, men da jeg vendte mig om for at gå, begyndte hun at snøfte. Da jeg spurgte om, hun havde det godt, fortalte hun mig, at hendes mand var død adskillige år forinden, og det var mere end et år siden, at nogen af hendes børn havde besøgt hende. Hun fortalte, at hun havde tryglet Gud om et tegn på hans kærlighed.

»Du er en engel, som Gud har sendt for at give mig mine yndlingsblomster,« sagde hun. »Nu ved jeg, at han elsker mig.«

Mit hjerte brast. Jeg havde været så selvisk. Denne kvinde havde sådan brug for et kærligt ord, og jeg gad ikke engang at tale med hende. Jeg var ingen engel. Da vi skiltes, begyndte jeg også at græde.

Da jeg nåede hen til bilen, spurgte min mand, hvad der var galt, og hvorfor jeg havde givet blomsterne væk. Han virkede forvirret, men lettet, da jeg fortalte ham historien.

»Jeg har sendt dig roser i dag. Jeg følte, at du havde brug for dem«, sagde han. »Jeg var lige bange for, at du bare havde givet dem væk. Hvis det ikke var de blomster, jeg har sendt dig, hvor er de så?«

Det viste sig, at blomsterforretningen havde glemt at levere roserne, så vi kørte forbi forretningen. Min mand gik derind og kom snart ud med en smuk buket.

Jeg kunne ikke lade være med at græde igen. Vor himmelske Fader havde bedt mig om at ofre de blomster, fordi han vidste, at der var noget bedre i vente for mig, og fordi hans ensomme datter havde brug for en påmindelse om hans kærlighed.