Vi fulgte stien

Rut de Oliveira Marcolino, Rio Grande do Norte, Brasilien

Snart efter, at vi var drejet ind på den ukendte vej, så vi en kvinde komme gående imod os. Vi kunne ikke undgå at se, at hun græd.

I det sidste område på min mission tjente min kammerat og jeg i to landsbyer, der lå midt i delstaten São Paulo i Brasilien. Man kunne skyde en genvej mellem de to byer, men den gik gennem en skov, og den havde vi aldrig taget, fordi vi både tænkte, den var farlig, og at vi ikke ville møde nogen der.

En eftermiddag, hvor vi nærmede os genvejen, rørte Helligånden mit hjerte og sagde, at vi skulle gå ind i skoven. Jeg kiggede på ældste Andrade og fortalte ham om den tilskyndelse, jeg lige havde fået. Han fortalte mig, at han havde følt det samme.

Snart efter at vi var drejet ind på den ukendte vej, så vi en kvinde komme gående imod os. Stien var smal, og da vi gik forbi hende, kunne vi ikke undgå at se, at hun græd.

Da hun kiggede op, bød hun os med hjem, hvor vi mødte hendes mand. Vi begyndte straks at undervise det modtagelige par i evangeliet. Efter nogle få uger opfordrede vi dem til at blive døbt. Vi blev ellevilde, da de prompte tog imod opfordringen, for der var gået et år siden, der sidst havde været dåb i menigheden. Vi var taknemlige for, at vi havde handlet på tilskyndelsen til at gå ind på stien den dag.

Kort tid før deres dåb mente hustruen dog, at hun var nødt til at tale med os. Hun havde i årevis haft en tilbagevendende drøm. I sin drøm så hun sig selv stå og vente midt i São Paulo. En ældre mand gik hende i møde og fortalte, at to unge mænd ville komme og ændre hendes liv. Derefter så hun to unge mænd nærme sig, men så sluttede hendes drøm altid der.

En dag nogle uger tidligere var hun ved at feje gulvet i sit hus, da en stemme fortalte hende, at to unge mænd nærmede sig, og at hun straks skulle gå hen på genvejen, hvor vi første gang havde mødt hende. Hun forstod ikke tilskyndelsen, men hun ønskede et svar på sin drøm, så hun lod kost være kost og gik hen til stien.

Mens hun gik, kom der billeder frem fra hendes drøm som i en film, og det endte med, at hun endelig så de unge mænds ansigter. Hun så også, at de hver især bar et sort navneskilt. Et øjeblik efter, fortalte hun, så hun ældste Andrade og mig på stien. Hun blev så overvældet af følelser, at hun ikke kunne lade være med at græde.

Når jeg i dag mindes denne hellige oplevelse, føler jeg Ånden og ser atter det tårevædede ansigt hos den søster, som tog evangeliet til sig. Jeg er taknemlig for, at min kammerat og jeg var følsomme og modige nok til at følge den sti, Herren ønskede, vi skulle tage den dag.