Flora og jeg: Ligeværdige partnere i Herrens værk
Når vi lærer om det gensidigt støttende og kærlige partnerskab, der var mellem præsident Ezra Taft Benson og hans hustru, Flora, får vi en større forståelse af hans virke.
Når vi lytter nøje efter, kan nogle få ord sommetider være lige så fulde af kraft som en hel tale. Det var tilfældet den 11. november 1985. Ordene var »Flora og jeg«.
Præsident Ezra Taft Benson (1899-1994) læste de ord op som en del af en forberedt udtalelse til medierne dagen efter, at han var blevet indsat som præsident for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Præsident Spencer W. Kimball (1895-1985) var gået bort seks dage forinden, og præsident Benson stod som seniorapostel.
Præsident Benson og hans hustru, Flora, var sammen, da de fik besked om præsident Kimballs bortgang, og de »faldt straks ned på deres knæ« i bøn.1 Her i første afsnit af den udtalelse, som skulle trykkes over hele verden, sidestillede præsident Benson sig igen med Flora. Han sagde: »Dette er ikke en dag, jeg har set frem til. Min hustru, Flora, og jeg har vedholdende bedt om, at præsident Kimballs dage på denne jord måtte blive mange og om andre mirakler for ham. Nu hvor Herren har talt, vil vi under hans vejledning gøre vores bedste for at fremme værket her på jorden.«2
Efter 59 års ægteskab lå ordene »Flora og jeg« helt naturligt for præsident Benson. Og da han sagde: »Vi vil under hans vejledning gøre vores bedste for at fremme værket«, brugte han ikke ordet vi i omtale af sig selv og de andre generalautoriteter, selvom han jo helt sikkert ville stå sammen med dem. I denne udtalelse talte Kirkens profet, seer og åbenbarer om at være forenet med sin hustru i arbejdet for Herrens sag.
Og hvorfor skulle han ikke det? Han og Flora havde stået sammen om at arbejde for Herrens sag i næsten seks årtier. Selvom de oplevede mange omskifteligheder i deres liv sammen, var deres partnerskab en konstant kilde til styrke for dem begge.
Dette års læseplan for søstre i Hjælpeforeningen og brødre i Det Melkisedekske Præstedømme indeholder en mulighed for at lære af præsident Ezra Taft Benson. Når I studerer hans lærdomme, får I måske lyst til at lære mere om ham som menneske. Denne artikel giver et lille indblik i hans liv og virke set gennem hans hustrus, Flora Amussen Benson, øjne. Alle kapitelnumre og sidetal i denne artikel henviser til Kirkens præsidenters lærdomme: Ezra Taft Benson.
»Jeg vil gerne giftes med en bonde«
I efteråret 1920 forlod den 21-årige Ezra Taft Benson familiens gård i Whitney i Idaho for at studere på Utah Agricultural College (nu hedder det Utah State University) i Logan i Utah. En dag var han sammen med nogle venner på skolens område, da en ung kvinde fangede hans opmærksomhed. Han mindedes senere:
»Vi var ude i nærheden af mejeriets stalde, da en ung kvinde – meget tiltrækkende og smuk – kom kørende i sin lille bil på vej til mejeriet for at få mælk. Da drengene vinkede til hende, vinkede hun tilbage. Jeg spurgte: ›Hvem er den pige?‹ De sagde: ›Det er Flora Amussen.‹
Så sagde jeg: ›Ved I hvad, jeg har fået en fornemmelse af, at jeg skal giftes med hende.‹«
Ezras venner lo af hans udtalelse. De sagde: »Hun er for populær til en bondedreng.« Hans svar var: »Det gør det bare mere spændende.«3
Ezras venner kunne ikke have taget mere fejl af Flora Amussen. Siden hun var teenager, havde hun set noget særligt i mænd, der arbejdede med jorden. En dag, hvor hendes mor, Barbara, havde fortalt hende, »at hun ikke kunne opnå den højeste grad af herlighed uden et celestialt ægteskab, svarede Flora måske nok lidt naivt, men med en vis indsigt: ›Så vil jeg giftes med en materielt fattig, men åndeligt rig mand, så vi kan opnå det, vi gør, sammen.‹ Efter en pause tilføjede hun: ›Jeg vil gerne giftes med en bonde.‹«4
Flora og Ezra mødtes senere i 1920, og deres venskab udviklede sig snart til kurmageri. I Ezra Taft Benson fandt Flora en ung mand, der var begyndt at samle sig den åndelige rigdom, hun satte så stor pris på. Og som hun må have forventet, stak rødderne til hans åndelige styrke dybt i jorden på familiens gård.
Læs mere om, hvordan livet på en gård formede Ezra Taft Bensons karakter i Kirkens præsidenters lærdomme: Ezra Taft Benson, s. 2-5.
Samarbejde om at sætte Gud først
Lige som Flora og Ezra var begyndt at lære hinanden bedre at kende, måtte deres veje skilles i to år. Ezra blev kaldet til at tjene i Den Britiske Mission. Han og Flora glædede sig over den mulighed, han fik for at tjene, og de »talte … om deres forhold. De ville gerne fortsætte med at være venner, men de indså også behovet for, at Ezra koncentrerede sig om sin mission. ›Inden jeg tog af sted, besluttede Flora og jeg os for kun at skrive til hinanden én gang om måneden,‹ sagde han. ›Vi besluttede også, at vore breve skulle indeholde opmuntring, tillid og nyheder. Og det gjorde de.‹«5
I deres tilgang til missionskaldet eksemplificerede de en sandhed, som Ezra skulle undervise de hellige om mange år senere: »Når vi sætter Gud først, vil alt andet enten falde på plads eller helt ud af vores liv. Vores kærlighed til Herren vil danne grundlag for vore følelser, interesser og vores prioritering af, hvordan vi anvender vores tid.«6
Da Ezras mission lakkede mod enden, så han og Flora frem til at se hinanden. Men Flora »gjorde mere end bare at vente på at se og omgås med ham igen. Hun glædede sig over hans fremtidsudsigter og potentiale … hun syntes om Ezras ønske om at slå sig ned på familiens gård i Whitney. Men hun syntes, at han først skulle gøre sin uddannelse færdig«.7 I sin bestræbelse på at hjælpe ham med det satte hun også Gud først. Mindre end et år efter han var vendt hjem fra sin mission, overraskede hun ham med at fortælle, at hun selv ville tage på mission. Læs mere om hendes beslutning på side 10-11.
Der står mere om Ezra Taft Bensons tid som fuldtidsmissionær på side 9-10 og 103-105 i hæftet. Om hans virke som apostel i efterkrigstidens Europa henvises til side 17-21, 55-56, 69-71, 267 og 271.
En usleben diamant
Flora og Ezra blev beseglet i templet i Salt Lake City den 10. september 1926. Trods Ezras medfødte godhed og hans dygtighed i skolen fortsatte »visse mennesker … med at drage Floras dømmekraft i tvivl. De kunne ikke forstå, hvad så kultiveret, velhavende og populær en kvinde så i en bondekarl. Men hun sagde bare, at hun ›altid gerne havde ville giftes med en bonde‹. Ezra ›var praktisk, fornuftig og robust,‹ sagde hun. Og, bemærkede hun, ›han var sød mod sine forældre, og jeg vidste, at respekterede han dem, ville han også respektere mig‹. Hun vidste, at han var en ›usleben diamant‹, og hun sagde: »Jeg vil gøre alt i min magt for at hjælpe ham til at blive kendt og påskønnet for det gode, ikke blot i dette lille samfund, men i hele verden.‹«8
Med Floras vision for sin mands potentiale tog hun med glæde derhen, hvor der var brug for det af hensyn til deres børn og deres tjeneste i Kirken, samfundet og nationen. Det krævede sommetider en noget mere beskeden levestandard, end hun var vokset op med, men hun tog imod udfordringen.
For eksempel var »den eneste festivitas efter brylluppet … morgenmad for familie og venner. Efter morgenmaden tog det nygifte par straks af sted i deres Ford T-ladvogn og kørte til Ames i Iowa,« hvor Ezra var blevet optaget på en kandidatuddannelse i landbrugsøkonomi. »På turen sov de otte nætter i et utæt telt. Da de ankom til Ames, lejede de en lejlighed lige rundt om hjørnet fra universitetets område. Lejligheden var lille, og de delte den med en stor koloni af kakerlakker, men Ezra fortalte, at ›den snart blev den hyggeligste lille hytte, man kunne forestille sig.‹«9
Efterhånden som Ezra blev mere »diamant« og mindre »usleben«, blev han også mere involveret i opgaver uden for hjemmet. Dette førte også til en finslibning af Flora. Når han var væk, kæmpede hun sommetider med en følelse af ensomhed og mismod. Men hun elskede sin rolle som hustru og mor, og hun udtrykte taknemlighed for sin mands godhed og hengivenhed for familien. Læs mere om Flora og Ezras første tid som ægtefolk og forældre på side 12-15.
To skelsættende telefonopkald
Den 27. juli 1943 modtag Flora en telefonopringning fra sin mand. Han var i Salt Lake City, hvor han forberedte sig på at vende hjem efter en forretningsrejse med deres søn, Reid. Flora var hjemme. De boede nær Washington D.C. omtrent 3200 kilometer væk. Efter en søvnløs nat, som han havde tilbragt i bøn og tårer, ringede Ezra til hende for at fortælle, at han den foregående dag var blevet kaldet til at tjene i De Tolv Apostles Kvorum.
Den nyhed kom ikke bag på Flora. Hun havde haft en stærk fornemmelse af, der ville ske noget stort på hendes mands rejse.10 Hun udtrykte sin tillid til Ezra, og hendes ord beroligede ham. Han sagde senere: »Det var dejligt at tale med hende. Hun har altid haft større tro på mig, end jeg selv har.«11
Selvom Flora havde fuld tiltro til sin mand, vidste hun, at han ikke kunne løfte sit kald alene – han havde brug for støtte fra sin familie og styrke fra himlen. Ved en generalkonference viste en hviskende besked Floras kærlighed til sin mand og hendes forståelse af, at han måtte sætte sin lid til Herren (se s. 49-50).
Den 24. november 1952 modtog Flora en anden opringning fra sin mand, der ændrede hendes liv. Denne gang var han på besøg i området omkring Washington D.C., og hun befandt sig i deres hjem i Salt Lake City. Dwight D. Eisenhower, der stod til snart at skulle tiltræde som amerikansk præsident, havde lige bedt ældste Benson om at blive landbrugsminister, en højtprofileret opgave, der ville kræve en stor indsats og hengivenhed. Ældste Benson takkede ja til ministerposten, som han var blevet rådet til at gøre af Kirkens præsident, David O. McKay (1873-1970).
Da Ezra ringede til Flora og fortalte hende, at den kommende præsident, Eisenhower, havde bedt ham om tjene, og han havde accepteret, svarede hun: »Det vidste jeg, at han ville. Og jeg vidste, at du ville takke ja.« Hun erkendte, at det ville blive svært for familien, men tilføjede: »Det ser ud til, at det er Guds vilje.«12
Ældste Benson var landbrugsminister i 8 år. I den tid var familien meget adskilt, og ældste Benson måtte både lægge ryg til den megen kritik og smiger, der ofte følger med et offentligt embede. Det var også en tid med store muligheder for familien Benson. For eksempel tog ældste Benson engang Flora og deres to døtre, Beverly og Bonnie, med på en fireugers rundrejse, hvor det var hans opgave at forhandle handelsaftaler på plads i 12 forskellige lande (se s. 181-182). En forespørgsel fra en journalist blev en unik missioneringsoplevelse for hele familien (se s. 24).
I de otte år ældste Ezra Taft Benson virkede som USA’s landbrugsminister, tjente han også som apostel. Læs mere om, hvordan han løftede disse ansvar på side 21-25 og 47-49 i hæftet.
Ligeværdige redskaber i Herrens hånd
Lig alle andre præsidenter for Kirken var Ezra Taft Benson forudordineret til sin kaldelse. Men på egen hånd havde han ikke kunnet leve op til den forudordination eller tjene med en sådan styrke. Ingen person påvirkede ham mere, end Flora gjorde. De arbejdede sammen side om side i Kirken og deres familie som stærke redskaber i Herrens hænder.
Ligesom præsident og søster Benson knælede ned sammen, da de fandt ud af, at han skulle præsidere over Kirken, arbejdede de også sammen om at »fremme værket på jorden«.13 Som hun håbede på, da hun var ung, fik de, hvad de ønskede sig – sammen.14
Fra talerstolen formanede præsident Benson de sidste dages hellige til at lade jorden og deres liv strømme over med Mormons Bog (se kapitel 9-10). Derhjemme læste Flora Mormons Bog for ham hver dag, og så talte de om det, de havde læst.15 Fra talerstolen tilskyndede præsident Benson de hellige til at komme regelmæssigt til templet og tjene der (se kapitel 13). Personligt tog Flora og Ezra Benson i templet hver fredag morgen, når de kunne.16 Fra talerstolen advarede præsident om synderne stolthed og hovmod og »verdens ros«.17 Og selv om Flora havde haft held med at gøre ham »kendt … i hele verden«,18 var de begge tilfredse med »himlens [stille] ros.«19
Præsident Ezra Taft Benson holdt hundredvis af taler som apostel og præsident Benson for Kirken. Det er svært at forestille sig, at nogen af de taler ikke var påvirket af den tale på tre ord, som han holdt den 11. november 1985: »Flora og jeg.«