Kunne jeg bekende?

Navnet er tilbageholdt

Da jeg sad over for et medlem af stavspræsidentskabet, begyndte mit hjerte at hamre. Jeg havde været lidt omtumlet, lige siden stavssekretæren havde ringet for at lave en aftale. Vidste han, at jeg ikke var værdig til at tjene?

Jeg havde afgjort, at det var lettere at tage visse synder direkte med Gud selv engang frem for at afsløre dem her på jorden, fordi jeg mente, det var selvisk at afsløre ting, som ville såre min hustru eller gøre hende flov. Det var bedre at overvinde dem selv og leve med byrden. Det eneste problem var, at jeg ikke selv kunne overvinde dem.

Jeg sad der, da rådgiveren til stavspræsidenten gav mig en kaldelse. Han spurgte: »Bror, vil du tage imod denne kaldelse?« Jeg ønskede, at jeg kunne råbe: »Ja.« I stedet hørte jeg næsten ufrivilligt mig selv sige: »Jeg kan ikke, jeg har nogle uafklarede synder.«

Ængstelse og lettelse fyldte mig, da jeg bekendte min synd. Han spurgte, om jeg havde talt med min biskop. »Nej.« Min hustru? »Nej.« Han gav mig hånden, smilede og fortalte, at han var stolt af, at jeg havde bekendt, og rådede mig til at tale med min biskop og min hustru.

Jeg gjorde, som han sagde. Jeg fortalte det først til min hustru – og ryddede den største frygt af vejen. Hun elskede mig stadig! Ja, hun blev ked af det, og der var noget, vi lige skulle have styr på, men hun elskede mig og opmuntrede mig til at gå til biskoppen.

Da jeg tog hen til biskoppen, bød han mig straks inden for på sit kontor. Med noget besvær prøvede jeg at forklare, hvorfor jeg var der. Efter at have skjult mine synder i så lang tid vidste jeg knapt, hvor jeg skulle begynde. Han opmuntrede mig kærligt til at få lettet mit hjerte. Jeg forklarede, hvori min synd bestod og bad om tid til at få lavet en komplet liste over mine synder. Det gik han beredvilligt med til.

Jeg skulle stadig komme med en fuld erkendelse, men jeg følte, at der faldt en stor byrde af mine skuldre. Jeg oplevede også endeligt et fornyet håb om frihed fra denne byrde.

Jeg tilbragte de næste uger med at bede, studere skriften og gøre min liste klar til min biskop og min himmelske Fader. Først fremlagde jeg min liste for vor himmelske Fader med et sønderknust hjerte og en angerfuld ånd for at lade ham vide, at jeg var ked af det, og oprigtigt ønskede en ændring. Jeg lavede en ny aftale med biskoppen og fortalte ham alt, der stod på min liste. Han gav sig hverken til at rynke på næsen, råbe eller irettesætte, i stedet for gav han mig et stort kram. Han forsikrede mig om sin og Herrens kærlighed og fortalte mig, at jeg nu befandt mig på omvendelsens sande sti. Jeg vidste, det var sandt.

Erkendelse af mine synder, som tidligere havde været min største frygt, blev en af de smukkeste oplevelser i mit liv. Det var det første skridt for mig til virkelig at forstå den gave og helende kraft, der ligger i Jesu Kristi forsoning.