Profetiske råd og tempelvelsignelser
Ældste Koichi Aoyagi
De Halvfjerds
Jeg vidner om, at når vi beder om vejledning, følger de levende profeter og gør templet til en prioritet i vores liv, vil vor himmelske Fader lede og velsigne os.
Da jeg var en ung mand, besøgte ældste Spencer W. Kimball (1895-1985), som dengang var medlem af De Tolv Apostles Kvorum, Japan og talte ved en konference, hvor jeg deltog. Jeg husker stadig det råd, han gav: »Unge mennesker skal tage på mission og de skal gifte sig i templet.«
Jeg følte Åndens bekræftelse, og jeg besluttede mig for at tage på mission og gifte mig i templet, selvom der ikke var et tempel i Japan dengang.
På det tidspunkt var jeg 19 år gammel og på andet år af mit studie på universitetet. Mine forældre, der ikke var medlemmer af Kirken, var meget imod min beslutning om at tage på mission. Hver eneste dag bad jeg om, at de ville give mig deres tilladelse og velsignelse. Seks måneder senere besvarede Herren min bøn.
»Vi har økonomiske vanskeligheder, og vi er ikke længere i stand til at betale for din skolegang og dit underhold,« fortalte mine forældre mig. »Fra nu af må du klare dig selv. Vi er ligeglade med, om du tager på mission eller ej.«
Jeg havde fået mine forældres velsignelse, så jeg droppede studierne, tjente på en byggemission og begyndte så at lede efter et job, så jeg kunne spare penge op til en forkyndende mission. Med Herrens hjælp fandt jeg tre job! Hver dag bortset fra søndag i det følgende år omdelte jeg aviser fra kl. 3 til 7 om morgenen, gjorde rent fra 9 til 16 og arbejdede som kok fra kl. 17 til 20.30. Så skiftede jeg tøj og gik ud som distriktsmissionær om aftenen.
Da jeg var 22, blev jeg kaldet til Den Nordlige Fjernøstlige Mission. I min tid som missionær oplevede jeg den største glæde, jeg nogensinde havde følt, jeg fik mange muligheder for at mærke Guds kærlighed og modtog mange velsignelser. Min familie blev også velsignet, da jeg tjente som missionær, da mine forældre kom ud af deres økonomiske vanskeligheder.
Følg profeten
Da jeg afsluttede min mission, tilskyndede Ånden mig til at følge den anden del af præsident Kimballs råd og ikke forhale et tempelægteskab. Et år forinden var medlemmer af Kirken i Japan begyndt at planlægge en tur til templet i Salt Lake City. Eftersom der kun var tre måneder til, at de skulle af sted, bad og fastede jeg om at blive ledt til en værdig, ung kvinde, som jeg kunne tage med til templet.
Kort tid efter deltog jeg i en kirkeaktivitet i min hjemby, Matsumoto. Her løb jeg ind i Shiroko Momose, der havde gået på samme high school som mig, da jeg tilsluttede mig Kirken. Ånden bekræftede straks for mig, at hun var den, der var blevet beredt til mig.
Jeg friede til Shiroko kort tid efter, vi var begyndt at date. Hun gjorde mig lykkelig, da hun sagde ja, men hun overraskede med det, hun dernæst sagde.
»Jeg er så glad for at vide, at din Gud er min Gud,« sagde hun. »Da de bekendtgjorde turen til templet i Salt Lake City, ville jeg så gerne med. Jeg har mange gange bedt Herren om at hjælpe mig til at finde en, som jeg kunne gifte mig med der. For omtrent et år siden fortalte Ånden mig, mens jeg bad, at jeg skulle vente på dig, og at du ville fri til mig, når du vendte hjem fra mission.«
Det var en stor åndelig oplevelse for os, og det styrkede vores beslutning om at blive gift i templet i Salt Lake City. Vi havde ikke rigtig penge til at rejse for, men det lod vi os ikke gå på af. Vi vidste, at når vi stoler på Herren og holder hans befalinger, så hjælper han os til at opnå ting, som vi ellers ikke ville kunne opnå.
Vi tryglede vor himmelske Fader i bøn, og gjorde alt, vi kunne for at skrabe de nødvendige penge sammen. Takket være denne indsats og økonomisk hjælp fra en af Shirokos venner blev vi i stand til at tage med de japanske hellige til templet i Salt Lake City.
Det er umuligt at udtrykke den glæde, vi følte ved at blive beseglet til hinanden der for al evighed. Vi vil aldrig glemme den oplevelse. Det bidrog kun til vores glæde, at vi havde slægtsforsket fem generationer tilbage og gjort deres navne klar til tempeltjeneste. Så vi udførte stedfortrædende ordinancer for disse forfædre i Salt Lake City. Vi følte os tæt på dem, da vi udførte de ordinancer. Vi vidste, at de blev fyldt med glæde på grund af vores indsats.
Vi var fattige og nygifte, men vi gjorde det til en prioritet at komme i templet, og senere tog vi til templet i Laie i Hawaii, så ofte som økonomien tillod det.
Tempelvelsignelser
»Vi har brug for templet mere end noget andet,« sagde profeten Joseph Smith.1
I Guds frelsesplan er templet afgørende for vores evige lykke, fordi vi udfører hellige og frelsende ordinancer der. I Guide til Skrifterne står der: »Herren besøger sine templer, og de er de helligste af alle de steder, hvor man tilbeder Gud.«2
Dersom vi ærer vore tempelpagter og kommer til templet med »et ydmygt hjerte, i renhed, ære og retskaffenhed,«3 vil vi føle Helligånden og modtage yderligere lys og kundskab. Når vi tager fra templet, gør vi det udrustet med kraft fra Herren og med hans navn på os, hans herlighed omkring os og hans skærmende engle over os (se L&P 109:13, 22).
Da vi kom tilbage til Japan, efter vi var blevet gift, mærkede jeg Herrens løfter gå i opfyldelse i mit liv, da jeg søgte fuldtidsbeskæftigelse.
Herren holder sine løfter
Jeg havde kun deltidsjob, da vi fik vores første barn. Vi var begejstrede, men jeg vidste, at jeg ikke ville være i stand til at forsørge en større familie uden et fuldtidsjob. Vi begyndte at bede inderligt om himmelsk hjælp.
Inden jeg tog på mission, havde jeg et ønske om at arbejde med udenrigshandel. Men ansættelse i et handelskompagni krævede almindeligvis en universitetsgrad og visse andre kvalifikationer. Jeg havde ikke gjort mit universitetsstudium færdigt og havde ikke papir på noget, men da vi bad, følte vi, at Herren ville velsigne os og forberede et job til mig.
Jeg besluttede mig for at aflægge ansættelsesprøver hos nogle handelsfirmaer trods min manglende uddannelse. Jeg blev afvist de to første steder, men jeg havde en interessant oplevelse, da jeg ansøgte det tredje sted.
Der var ikke mange medlemmer af Kirken i Japan på det tidspunkt, og mange mennesker nærede fordomme om Kirken. Da tre repræsentanter fra det tredje firma interviewede mig, så de på mit CV og fandt ud af, at jeg var sidste dages hellig. De begyndte at stille mig spørgsmål om Kirken, og de krævede udførlige svar. Eftersom det ikke var længe siden, jeg var vendt tilbage fra min mission, havde jeg ikke noget problem med at tale om Jesu Kristi genoprettede kirke.
Der gik vel mindst 40 minutter, hvor jeg talte om evangeliet og bar mit vidnesbyrd om Jesu Kristi liv, frafaldet, Joseph Smiths første syn, Mormons Bog, genoprettelsen af Jesu Kristi sande kirke og Kirkens lære.
Ingen af dem afbrød mig i min talestrøm. Nogle få dage senere tilbød de mig job til en overraskende høj løn. Da jeg senere spurgte min chef, hvorfor de havde ansat mig, svarede han mig: »Da vi havde dig til jobsamtale, fik jeg en tydelig opfattelse af, at du er samvittighedsfuld, oprigtig og loyal, og at du ville bruge de egenskaber i dit arbejde i vores virksomhed.«
Jeg vidner om, at Herren holder, hvad han lover. Under jobsamtalen følte jeg Herrens kraft og Ånd på mig, akkurat som han lover det til dem, som kommer i templet og ærer deres tempelpagter. Jeg følte også, at hans Ånd var med mig, mens jeg arbejdede for firmaet, hvor jeg blev velsignet til at kunne bidrage værdifuldt.
Japan får et tempel
Ved en regionalkonference i Tokyo i 1975 bekendtgjorde præsident Kimball, at der skulle bygges et tempel i Tokyo i Japan. Overvældede af glæde brød de japanske hellige spontant ud i klapsalver for at vise deres glæde og taknemlighed.
Templet i Tokyo stod færdigt i 1980. Åbent hus-arrangementet og indvielsesceremonierne bød de hellige på mange vidunderlige oplevelser og stor glæde. De gode oplevelser fortsatte efter templets indvielse, da de hellige begyndte at modtage deres tempelordinancer og udføre stedfortrædende ordinancer for deres afdøde forfædre.
I dag, næsten 45 år efter at Shiroko og jeg blev gift, er min beslutning om at følge det profetiske råd stadig til velsignelse for os og vore børn. Vi har opbygget et dejligt hjem på Herrens måde, som er grundlagt på Jesu Kristi evangelium og tempelpagter.
Jeg vidner om, at når vi beder om vejledning, følger de levende profeter og gør templet til en prioritet i vores liv, vil vor himmelske Fader lede og velsigne os.