Vores hjem og familie
Vejen til en evig familie
Forfatterne er fra Alaska i USA og tjener på mission i Tonga.
Da de først var blevet omvendt, var familien ’Akau’ola meget opsatte på at komme til templet.
Illustration: James L. Johnson; fotografi er venligst udlånt af forfatterne
En søndag morgen fik Siope ’Akau’ola fra Tonga øje på en familie klædt i deres søndagstøj, da han var på vej hjem efter at have drukket med vennerne det meste af natten. De grinte og talte sammen, mens de gik. Siope undrede sig over, hvorfor de var så glade, så han fulgte efter dem for at se, hvor de skulle hen.
Siope så familien gå ind i en sidste dages hellig-kirkebygning. Han kiggede ind gennem vinduerne og så flere ankomme. Der strålede en glæde fra deres ansigter, da familierne sad sammen og sang salmerne.
Siope tænkte på sin hustru, Liu. Den kærlighed, de havde for hinanden, da de blev gift, var kølnet. Siope ville gerne genskabe den kærlighed. Han skyndte sig hjem og fortalte sin hustru, at han havde fundet ud af, hvordan familien kunne få det bedre. De skulle tilslutte sig Kirken.
Selvsamme dag tog Siope hjem til biskoppen i sin landsby. Biskoppen genkendte Siope, da han havde set ham gå fuld rundt i gaderne. Da de talte sammen, kunne Siope spore tvivl i biskoppens ansigt, men han var fast besluttet. Han sagde lige ud til biskoppen, at han gerne ville døbes. Biskoppen tænkte sig om, inviterede Siope indenfor og begyndte at undervise ham i Jesu Kristi evangelium.
Til at begynde med tog Liu tingene med et vis forbehold, men hun så, hvordan hendes mand gradvist ændrede sig til det bedre. Siope begyndte at bruge mere tid sammen med sine børn og udviste mere kærlighed for sin hustru og familie gennem sine handlinger. Så Liu begyndte også at modtage missionærlektionerne, og snart blev de begge døbt.
Da etårsdagen for deres dåb nærmede sig, så familien ’Akau’ola frem til at opleve templets vidunderlige velsignelser. Siope sagde: »Hvis velsignelserne i templet er så meget større end dem, vi allerede har fået ved at blive døbt, så kan jeg slet ikke forestille mig, hvor skønne de er.« Templet i Tonga var under renovation, så trods deres ønske om at blive beseglet, var de enten nødt til at vente i over et år eller foretage den dyre rejse til New Zealand eller Fiji for at komme i templet.
Familien tænkte meget over det og bad om, hvad de skulle gøre. Til sidst besluttede de sig for at tage et lille lån. Mens de ventede på godkendelse, brændte den bank, der behandlede deres låneansøgning, ned. Alle låneansøgninger blev udskudt til det følgende år.
Siope og Liu blev meget skuffede. De sad sammen i deres lille stue og bad om et mirakel. Da de bad og rådførte sig med hinanden, kom svaret til dem. »Jeg kunne se familiens bil for mig. Det var som om, den smilede til os og vidste, at den var svaret på vore bønner,« sagde Siope. Næste dag solgte de bilen og købte flybilletter til Fiji til familiens fem medlemmer.
De ankom meget sent til Nadi på Fiji med tre trætte børn og en lang køretur forude for at komme til templet i Suva. Liu sagde: »Jeg lærte, at jo mere vi prøver på at komme nærmere på Herrens hus, desto mere forsøger Satan at få os til at give op, inden vi får velsignelsen.«
Mens de sad i lufthavnen og prøvede på at finde ud af, hvad de så skulle gøre, var der en kvinde, der hjalp dem med at finde logi og transport til Suva næste dag for en brøkdel af den sædvanlige pris. De følte, at Gud havde sendt en engel for at hjælpe dem.
De ankom til templet næste dag. »Da vi trådte ind i templet, følte jeg en fred og ro i mit hjerte,« fortæller Liu. Jeg har aldrig i mit liv set rent og hvidt på samme måde som i templet. Tanken kom til mig, »hvis templet, der er et hus, som er bygget af mennesker, er så smukt, hvor underskønt må det hjem, vor himmelske Fader har lovet os, så ikke være!«
Deres oplevelser i templet ændrede familiens liv. »Al den tid, vi var på Fiji, følte jeg vor himmelske Faders kærlighed til os,« sagde Liu. »Når vi vælger at følge ham, tager han sig virkelig af os.«
Store velsignelser fortsatte med at regne ned over familien ’Akau’ola, efter de vendte hjem. Både Siope og Liu modtog college-stipendiater, hvorfra de fik lærereksaminer, og de blev ansat ved Liahona High School.
Qua deres undervisning blev de opmærksomme på børn, der havde brug for et sted at bo. Sommetider kom der børn alene, men flere gange to eller tre stykker og bankede på døren hos Siope og Liu. Og Siope og Liu lukkede dem ind. I deres lille hus bor der nu 20 mennesker. De har fem andre »adopterede« børn, som er flyttet hjemmefra for at gå i skole eller tjene på mission.
Siope og Liu ved, at disse børn vil vokse op og trives, fordi de er blevet vist kærlighed og retning. De, som ikke var medlemmer af Kirken, har taget evangeliet til sig og har nu et ønske om at tjene på mission. Siope og Liu kalder alle børnene i deres varetægt for deres børn, og alle børnene kalder Liu og Siope for mor og far. Familien ’Akau’ola ved, at de er blevet rigt velsignet og er lykkelige for at kunne dele disse velsignelser med andre.