En bøn i bussen
Forfatteren bor i Mexico.
Sofía var næsten 8 år gammel. Hun gjorde sig klar til at blive døbt. Hun lærte en masse vigtige ting. Hun lærte blandt andet om bøn. Hun vidste, at hun altid kunne bede til vor himmelske Fader. Hun vidste, at hun kunne bede alle steder.
En dag besluttede Sofía og hendes mor, at de ville besøge Sofías far på arbejdet. Det var en lang tur. Han arbejdede i en anden by. De skulle køre med bus, så med lastbil og så med taxi.
Sofía faldt i søvn, mens de kørte i bus. Hun vågnede, fordi hun hørte en baby græde. Et forældrepar med en baby var steget på bussen. Babyen var syg og græd meget højt. Forældrene så bekymrede ud.
Sofía havde ondt af babyen. Hun havde også ondt af forældrene. Så fik hun en idé. Hun hviskede sin mor øret: »Kan jeg bede en bøn og bede vor himmelske Fader om at velsigne babyen?«
»Selvfølgelig,« sagde mor med et smil.
Sofía bøjede hovedet og bad en stille bøn. Hun bad inderligt. Hun bad vor himmelske Fader om at velsigne babyen. Hun bad ham om at hjælpe babyen til at få det bedre og holde op med græde.
Sofía ved, at vi ikke altid får, hvad vi beder om. Hun vidste også, at vi ikke altid får svar lige med det samme. Men kort tid efter blev babyen rolig. Så holdt den helt op med at græde. Det så ud, som om hun havde det bedre. Forældrene så ikke længere så bekymrede ud.
Sofía følte en varm glæde indeni. Hun var glad på babyens og forældrenes vegne. Hun vidste, at vor himmelske Fader havde hørt hendes bøn.