Den største blandt jer
Præsident Dieter F. Uchtdorf
Andenrådgiver i Det Første Præsidentskab
Guds største belønning går til dem, der tjener uden at forvente belønning.
Mine kære brødre og kære venner, hvor er jeg taknemlig for at være sammen med jer ved dette inspirerende verdensomspændende præstedømmemøde. Præsident Monson, tak for dit budskab og din velsignelse. Vi vil altid lade dine vejledninger, råd og visdomsord synke ind i vores hjerte. Vi elsker og opretholder dig, og vi beder altid for dig. Du er vitterlig Herrens profet. Du er vores profet. Vi opretholder og elsker dig.
For næsten to årtier siden blev templet i Madrid i Spanien indviet og begyndte at virke som et af Herrens hellige huse. Harriet og jeg husker det tydeligt, fordi jeg på det tidspunkt tjente i det europæiske områdepræsidentskab. Sammen med mange andre tilbragte vi utallige timer med at sørge for detaljerne ved planlægningen og organiseringen af begivenhederne op til indvielsen.
Da datoen for indvielsen nærmede sig, bemærkede jeg, at jeg endnu ikke havde modtaget en invitation til at overvære den. Det var lidt uventet. Jeg havde trods alt været meget involveret i dette tempelprojekt i mit ansvar som områdepræsident og følte lidt, jeg havde en aktie i det.
Jeg spurgte Harriet, om hun havde set en invitation. Det havde hun ikke.
Dagene gik, og min bekymring tog til. Jeg spekulerede på, hvorvidt min invitation var blevet væk. Måske lå den begravet mellem puderne i sofaen. Måske var den blevet forvekslet med reklamer og smidt ud. Naboerne havde en emsig kat, og jeg begyndte nu at se mistænksomt på ham.
Til sidst blev jeg tvunget til at se kendsgerningerne i øjnene: Jeg var ikke blevet inviteret.
Men hvordan var det muligt? Havde jeg fornærmet nogen? Mente en eller anden bare, at rejsen var for lang for os? Var jeg blevet glemt?
Endelig indså jeg, at denne tankegang førte mig til et sted, jeg ikke ønskede at være.
Harriet og jeg mindede os selv om, at tempelindvielsen ikke handlede om os. Det handlede ikke om, hvem der fortjente at blive inviteret, eller hvem der ikke gjorde. Og det handlede ikke om vores følelser eller vores følelse af berettigelse.
Det handlede om at indvie en hellig bygning, et tempel til Gud den højeste. Det var en glædens dag for kirkemedlemmerne i Spanien.
Var jeg blevet inviteret til at overvære det, ville jeg have gjort det med glæde. Men dersom jeg ikke blev inviteret, ville min glæde ikke være mindre. Harriet og jeg ville på lang afstand glæde os sammen med vores venner, vores elskede brødre og søstre. Vi ville prise Gud for denne vidunderlige velsignelse med lige så stor begejstring fra vores hjem i Frankfurt, som hvis vi havde været i Madrid.
Tordensønner
Blandt de tolv, som Jesus kaldte og ordinerede, var der to brødre, Jakob og Johannes. Kan I huske, hvad han kaldte dem?
Tordensønner (Boanerges).1
Man får ikke sådan et kaldenavn, uden der ligger en interessant historie bag. Desværre kommer skrifterne ikke med nogen særlig forklaring på årsagen til navnet. Men vi får dog korte glimt af Jakob og Johannes’ karaktertræk. Det var de samme brødre, der foreslog at nedkalde ild fra himlen over en landsby i Samaria, fordi de ikke blev inviteret ind i den.2
Jakob og Johannes var fiskere, sikkert lidt uslebne, men jeg tror, at de vidste en del om naturens elementer. De var i hvert fald handlekraftige mænd.
Ved en lejlighed, hvor Frelseren forberedte sig på sin sidste rejse til Jerusalem, henvendte Jakob og Johannes sig til ham med en særlig anmodning, en der måske var deres kaldenavn værdigt.
»Du skal gøre for os, hvad vi nu beder dig om,« sagde de.
Jeg kan se for mig, at Jesus smiler til dem, mens han svarer: »Hvad vil I gerne have?«
»Lov os, at vi må få sæde i din herlighed, den ene ved din højre, den anden ved din venstre hånd.«
Frelseren udfordrede dem nu til at tænke lidt dybere over, hvad de bad om, og sagde: »Sædet ved min højre og ved min venstre hånd står det ikke til mig at give nogen; det gives til dem, som det er bestemt for.«3
Man kan med andre ord ikke opnå ære i himmeriget ved at føre kampagne for det. Man kan heller ikke bane sig vej frem til evig herlighed ved at spise frokost med chefen.
Da de ti andre apostle hørte om tordensønnernes anmodning, blev de ikke specielt glade. Jesus vidste, at hans dage var talte, og det må have bekymret ham at se strid blandt dem, der skulle videreføre hans værk.
Han talte til de tolv om magtens beskaffenhed, og hvordan den påvirker dem, der efterstræber og har den. »Denne verdens indflydelsesrige mennesker,« sagde han, »anvender deres position til at misbruge magt over andre.«
Jeg kan næsten se Frelseren kigge med uendelig kærlighed på disse trofaste og troende disciple. Jeg kan næsten høre hans indtrængende røst: »Sådan skal det ikke være blandt jer, men den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener, og den, der vil være den første blandt jer, skal være alles træl.«4
I Guds rige betyder storhed og lederskab at se andre, som de virkelig er, som Gud ser dem, og derpå række ud og betjene dem. Det betyder at glæde sig med dem, der er glade, græde med dem, der sørger, opløfte dem, der sørger, og elske vores næste, ligesom Kristus elsker os. Frelseren elsker alle Guds børn uanset deres socioøkonomiske omstændigheder, race, religion, sprog, politiske indstilling, nationalitet eller nogen anden gruppering. Og det bør vi også!
Guds største belønning går til dem, der tjener uden at forvente belønning. Den går til dem, der tjener uden fanfarer, dem, der går stille omkring og hjælper andre, dem, der tjener andre, ganske enkelt fordi de elsker Gud og Guds børn.5
Inhaler ikke
Kort tid efter min kaldelse som ny generalautoritet havde jeg den ære at ledsage præsident James E. Faust ved en reorganisering af en stav. Da jeg kørte bilen på vej til vores opgave i det smukke sydlige Utah, var præsident Faust så venlig at bruge tid på at belære og undervise mig. Én lektie glemmer jeg aldrig. Han sagde: »Kirkens medlemmer er elskværdige mod generalautoriterne. De vil behandle dig venligt og sige pæne ting om dig.« Derpå holdt han en kort pause og sagde: »Dieter, vær altid taknemlig for dette, men inhaler det aldrig.«
Denne vigtige lektie om tjeneste i Kirken gælder for alle præstedømmebærere i alle kvorummer i Kirken. Det gælder for os alle i denne kirke.
Når præsident J. Reuben Clark jun. rådgav dem, der blev kaldet til stillinger med myndighed i Kirken, plejede han at fortælle dem, at de ikke skulle glemme regel nummer seks.
Der blev uundgåeligt spurgt: »Hvad er regel nummer seks?«
»Tag ikke dig selv for højtideligt,« plejede han at sige.
Selvfølgelig ledte det altid til endnu et spørgsmål: »Hvad er de fem andre regler?«
Med et glimt i øjet sagde præsident Clark: »Der er ikke nogen.«6
For at være dygtige kirkeledere må vi lære denne vigtige lektie: Lederskab i Kirken handler ikke så meget om at vejlede andre, som det handler om vores villighed til at lade Gud vejlede os.
Kaldelser som muligheder for at tjene
Som Gud den højestes hellige skal vi »i alle forhold [huske] de fattige og de trængende, de syge og de plagede, for den, der ikke gør dette, han er ikke min discipel«.7 Mulighederne for at gå omkring og gøre godt og tjene andre er uendelige. Vi kan finde dem i vores lokalsamfund, i vores menighed og helt bestemt i vores hjem.
Derudover får alle kirkemedlemmer bestemte, formelle muligheder for at tjene. Vi omtaler disse muligheder som »kaldelser«, et udtryk der bør minde os om, hvem det er, der kalder os til at tjene. Hvis vi ser på vores kaldelse som en mulighed for at tjene Gud og tjene andre med tro og ydmyghed, vil hver tjenestegerning være et skridt på disciplens vej. På denne måde opbygger Gud ikke alene sin kirke, men han opbygger også sine tjenere. Kirken er udformet til at hjælpe os til at blive Kristi sande og trofaste disciple, Guds gode og ædle sønner og døtre. Det sker ikke kun, når vi går til møder og lytter til taler, men også når vi ser ud over vores egen næsetip og tjener andre. Det er sådan, vi bliver »store« i Guds rige.
Vi tager imod kaldelser med værdighed, ydmyghed og taknemlighed. Når vi bliver afløst fra disse kaldelser, accepterer vi forandringen med samme værdighed, ydmyghed og taknemlighed.
I Guds øjne er der ingen kaldelse i riget, der er vigtigere end en anden. Hvad enten vores tjeneste er stor eller lille, forfiner den vores ånd, åbner himlens vinduer og udløser ikke alene Guds velsignelser over dem, vi tjener, men også over os. Når vi rækker ud til andre, kan vi med ydmyg tillid vide, at Gud anerkender vores tjeneste med godkendelse og tilfredshed. Han smiler over os, når vi yder disse dybtfølte barmhjertighedsgerninger, især gerninger andre ikke ser eller bemærker.8
Hver gang vi giver af os selv til andre, kommer vi et skridt nærmere mod at blive en god og sand discipel af den Ene, der gav alt i sig for os: Vor Frelser.
Fra præsiderende til paradens hestepærepasser
Ved 150-årsjubilæet for pionerernes ankomst til Salt Lake-dalen tjente bror Myron Richins som stavspræsident i Henefer i Utah. Ved denne fejring kom en genopførelse af pionerernes rejse gennem hans by.
Præsident Richins var dybt involveret i planerne for fejringen, og han deltog i mange møder med generalautoriteter og andre for at drøfte begivenhederne. Han var fuldstændig involveret.
Lige før selve fejringen blev præsident Richins stav omorganiseret, og han blev afløst som præsident. En af de efterfølgende søndage deltog han i sin menigheds præstedømmemøde, hvor lederne bad om frivillige til at hjælpe med fejringen. Præsident Richins rakte sammen med andre sin hånd i vejret og blev bedt om at trække i arbejdstøjet og tage sin truck og en skovl med.
Endelig oprandt dagen for den store begivenhed, og præsident Richins meldte sig til tjeneste.
Blot et par uger før havde han bidraget væsentligt til planlægningen af og tilsynet med denne store begivenhed. Men på selve dagen var hans opgave at følge efter hestene i paraden og samle op efter dem.
Det gjorde præsident Richins villigt og med glæde.
Han forstod, at den ene slags tjeneste ikke er mere værd end den anden.
Han kendte og praktiserede Frelserens ord: »Men den største blandt jer skal være jeres tjener.«9
Gør det rette som discipel
Somme tider ønsker vi ligesom tordensønnerne fremtrædende stillinger. Vi stræber efter anerkendelse. Vi forsøger at lede og yde et mindeværdigt bidrag.
Der er intet galt i at ønske at tjene Herren, men når vi forsøger at opnå indflydelse i Kirken for vores egen skyld, for at modtage menneskers ros og beundring, får vi vores belønning. Når vi »inhalerer« andres ros, er den ros vores belønning.
Hvilken kaldelse er den vigtigste i Kirken? Det er den, I har lige nu. Uanset hvor ydmyg eller fremtrædende den ser ud til at være, er den kaldelse, I har lige nu, den, der giver jer mulighed for ikke blot at løfte andre, men også for at blive den Guds mand, I blev skabt til at være.
Mine kære venner og brødre i præstedømmet, løft, hvor I står!
Paulus forklarede filipperne: »I stedet for at motiveres af selvisk ærgerrighed eller indbildskhed bør I hver især i ydmyghed bevæges til at behandle hinanden som vigtigere end jer selv.«10
Tjen med ære
At søge ære og berømmelse i Kirken på bekostning af sand og ydmyg tjeneste over for andre er som Esaus handel.11 Vi får ganske vist en jordisk belønning, men den har en høj pris: Tabet af himmelsk godkendelse.
Lad os følge Frelserens eksempel, han som var sagtmodig og ydmyg, som ikke søgte menneskers ros, men at gøre sin Faders vilje.12
Lad os tjene andre med ydmyghed, med energi, taknemlighed og ære. Selv om vores tjenestegerninger kan virke enkle, beskedne eller af ringe værdi, vil de, der rækker ud i venlighed og medfølelse mod andre, en dag kende værdien af deres tjeneste ved den almægtige Guds evige og velsignede nåde.13
Mine kære brødre og kære venner, må vi meditere over, forstå og efterleve denne altoverskyggende lære om ledelse i Kirken og i præstedømmet: »Men den største blandt jer skal være jeres tjener.« Dette er min bøn og velsignelse i vor Mesters og vor Forløsers navn, ja, i Jesu Kristi navn. Amen.