Indsamling af Guds slægt

Præsident Henry B. Eyring

Førsterådgiver i Det Første Præsidentskab

Gud Faderen ønsker, at hans børn kommer hjem igen, i familier og i herlighed.

Mine kære brødre og søstre. Jeg glædes over denne mulighed for at være sammen med jer ved begyndelsen af dette møde ved generalkonferencen. Jeg byder jer varmt velkommen.

Generalkonference har altid været et tidspunkt, hvor de sidste dages hellige samledes. Vi er for længst blevet for mange til at være fysisk samlet på et sted, men Herren har sørget for, at generalkonferencens velsignelser når ud til jer, ligegyldigt hvor I er. Selvom det er imponerende at se de mange hellige forsamlet i dette store konferencecenter, så tænker vi, der står her på talerstolen, altid på de millioner af mennesker, der er samlet rundt om i verden for at se og lytte til konferencen. Mange af jer er sammen med jeres familie. Nogle er måske sammen med venner eller andre kirkemedlemmer.

Hvor end I er, og hvordan I end hører min stemme, så vid, at selvom I ikke er her i egen person, føler vi, at I er med os i ånden. Vi håber, at I alle føler jer som et med os – at I føler den åndelige kraft, der kommer, når en gruppe troende samles i Jesu Kristi navn.

Jeg har følt mig tilskyndet til at tale til jer i dag om en anden slags indsamling. Den slags, der ikke kun sker hvert halve år ligesom med generalkonferencen. I stedet er den forgået konstant siden den første tid efter genoprettelsen af Kirken, og den er blevet fremskyndet i de seneste år. Jeg henviser til indsamlingen af Guds slægt.

For at beskrive denne indsamling kan det være godt at begynde, før vi blev født, før det Bibelen kalder »begyndelsen« (1 Mos 1:1). På det tidspunkt boede vi hos vor himmelske Fader som hans åndelige børn. Det gælder hver eneste person, der nogensinde har levet på jorden.

Ser I, betegnelserne »bror« og »søster« er ikke bare venlige hilsner eller udtryk for kærlighed for os. De er udtryk for en evig sandhed: Gud er den bogstavelige Fader til alle mennesker. Vi er alle en del af hans evige familie. Fordi han elsker os med en fuldkommen Faders kærlighed, ønsker han, at vi får fremgang og går frem og bliver som ham. Han forordnede en plan, hvorved vi ville komme til jorden i familier og få erfaringer, der ville forberede os på at vende tilbage til ham og leve, som han lever.

Det centrale element i denne plan var løftet om, at Jesus Kristus ville bringe sig selv som offer for at forløse os fra synd og død. Det er vores opgave i denne plan at acceptere Frelserens offer ved at adlyde evangeliets love og ordinancer. I og jeg accepterede denne plan. Vi frydede os faktisk over den, selvom det betød, at vi skulle forlade vor Faders nærhed og glemme det, som vi havde oplevet der med ham.

Men vi blev ikke sendt herned i fuldstændig mørke. Vi fik alle en del af Guds lys, der kaldes »Kristi lys«, for at hjælpe os med at skelne mellem godt og ondt, rigtigt og forkert. Det er derfor, at selv de, der lever med en beskeden eller ingen kundskab om Faderens plan, stadig kan fornemme i deres hjerte, at bestemte handlinger er retfærdige og moralsk rigtige, og andre ikke er.

Vores fornemmelse af det, der er rigtigt og forkert, synes skærpet, når vi opdrager vores børn. Medfødt i næsten alle forældre findes ønsket om at undervise sine børn om moralske dyder. Det er en del af miraklet i vor himmelske Faders plan. Han ønsker, at hans børn kommer til jorden og følger det evige familiemønster, der findes i himlen. Familien er den grundlæggende organisatoriske enhed i de evige riger, og derfor ønsker han, at den også skal være en grundlæggende enhed på jorden. Selvom jordiske familier langt fra er fuldkomne, giver de Guds børn den bedste chance for at blive budt velkommen til verden med den eneste kærlighed på jorden, der kommer tæt på det, vi følte i himlen – forældrekærlighed. Familien er også den bedste måde at bevare og videregive moralske dyder og sande principper på, der med størst sandsynlighed fører os tilbage til Guds nærhed.

Kun en meget lille minoritet af Guds børn får i løbet af dette liv en fuldstændig forståelse for Guds plan og adgang til præstedømmeordinancer og -pagter, der gør kraften i Frelserens forsoning fuldt ud virksom i vores liv. Selv de med de bedste forældre kan leve trofast i overensstemmelse med det lys, de har, men aldrig høre om Jesus Kristus og hans forsoning eller blive inviteret til at blive døbt i hans navn. Det har været tilfældet for utallige millioner af vores brødre og søstre i løbet af verdens historie.

Nogle kan betragte dette som uretfærdigt. De kan endda betragte det som bevis på, at der ikke findes en plan, ingen specifikke krav for frelse – og føle, at en retfærdig, kærlig Gud ikke ville skabe en plan, der kun er tilgængelig for så lille en del af hans børn. Andre kan konkludere, at Gud på forhånd må have besluttet sig for, hvilke af sine børn han ville frelse og gøre evangeliet tilgængeligt for, mens de, der aldrig hørte om evangeliet, ganske enkelt ikke var »udvalgte«.

Men I og jeg ved på grund af de sandheder, der blev gengivet gennem profeten Joseph Smith, at Guds plan er meget mere kærlig og retfærdig end det. Vor himmelske Fader er ivrig efter at samle og velsigne hele sin familie. Selvom han ved, at ikke alle vil vælge at blive indsamlet, giver hans plan alle hans børn mulighed for at acceptere eller afvise hans invitation. Og familien er kernen i denne plan.

For århundreder siden sagde profeten Malakias, at Gud en dag ville sende profeten Elias for at »vende fædres hjerte til deres sønner og sønners hjerte til deres fædre« (Mal 3:24).

Denne profeti var så vigtig, at Frelseren citerede den, da han besøgte Amerika efter sin opstandelse (se 3 Ne 25:5-6). Da englen Moroni besøgte profeten Joseph Smith, citerede han også profetien om profeten Elias og hjerter, fædre og børn (se JS–H 1:36-39).

I dag er det den 1. april. Om to dage, den 3. april, er det 181 år siden, at Malakias’ profeti gik i opfyldelse. Den dag kom profeten Elias, og han gav Joseph Smith præstedømmemyndigheden til at besegle familier for evigt (se L&P 110:13-16).

Fra den dag og til i dag er interessen for at udforske ens slægtshistorie vokset eksponentielt. Folk virker til at blive draget mere og mere mod deres forfædre af andet end blot tilfældig nysgerrighed. Slægtshistoriske biblioteker, foreninger og teknologier er opstået rundt om i verden for at støtte denne interesse. Internettets muligheder for kommunikation har gjort familier i stand til at arbejde sammen om deres slægtsforskning med en hastighed og grundighed, der aldrig før har været mulig.

Hvorfor sker alt det her? I mangel af et bedre begreb kalder vi det for »profeten Elias’ ånd«. Vi kunne lige så vel kalde det for »opfyldelse af en profeti«. Jeg bærer vidnesbyrd om, at profeten Elias kom. Børnenes hjerte – jeres og mit – er blevet vendt til vores fædre, vores forfædre. Den hengivenhed, I føler for jeres forfædre, er en del af opfyldelsen af denne profeti. Den er dybt forankret i jeres forståelse af, hvem I er. Men det handler om mere end blot nedarvet DNA.

Når I for eksempel følger tilskyndelser til at lære om jeres slægtshistorie, kan I opdage, at en fjern slægtning deler nogle af jeres ansigtstræk eller jeres interesse for bøger eller jeres talent for sang. Det kan være meget interessant og endda indsigtsfuldt. Men hvis jeres arbejde stopper der, vil I fornemme, at der mangler noget. Det er, fordi det kræver mere end blot varme følelser at samle og forene Guds familie. Det kræver hellige pagter, der er indgået i forbindelse med præstedømmeordinancer.

Mange af jeres forfædre modtog ikke de ordinancer. Men i Guds forudseenhed gjorde I. Og Gud vidste, at I ville føle jer draget mod jeres forfædre i kærlighed, og at I ville have den nødvendige teknologi til at finde dem. Han vidste også, at I ville leve på et tidspunkt, hvor adgangen til hellige templer, hvori ordinancerne kan udføres, ville være større end nogen sinde før i historien. Og han vidste, at han kunne stole på, at I ville udføre dette arbejde på vegne af jeres forfædre.

Vi har selvfølgelig alle mange presserende og vigtige opgaver, der har brug for vores opmærksomhed og tid. Vi finder alle ting, som Herren forventer af os, der er ud over vores evner. Herren har heldigvis sørget for en måde, så vi får selvtillid og tilfredsstillelse ved al vores tjeneste. Det gælder også slægtsforskning. Vi får styrke ved at gøre det, han beder os om gennem vores tro på, at Frelseren ikke giver nogen befaling, »uden at han bereder en vej for [os], så [vi] kan udføre det, som han befaler [os]« (1 Ne 3:7).

Jeg ved af erfaring, at det er sandt. For mange år siden, da jeg studerede på universitetet, traf jeg en mand, der arbejdede for et af de største computerfirmaer i verden. Det var i computerens første tid, og hans firma havde tilfældigvis sendt ham hen for at sælge computere til Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.

Så vidt jeg kunne forstå, var denne sælger ikke religiøs. Alligevel sagde han med forundring og overraskelse: »I denne kirke udførte de det, de kaldte ›slægtsforskning‹, hvor de søgte efter navnene på de mennesker, der var døde, og forsøgte at finde deres forfædre. De, for det meste kvinder, løb rundt mellem arkivskabe og ledte efter små kort med information.« Hvis jeg husker det rigtigt, sagde han, at kvinderne bar kondisko, så de kunne løbe lidt hurtigere. Manden fortsatte: »Da jeg så storheden i det, de forsøgte at gøre, indså jeg, at jeg havde opdaget årsagen til, at computeren blev opfundet.«

Han havde til dels ret. Computere ville blive en vigtig del af fremtiden for slægtsforskning – bare ikke de computere, han solgte. En inspireret leder i Kirken valgte ikke at købe hans computere. Kirken skulle vente på en teknologi, som på det tidspunkt ikke engang var blevet opfundet. Men jeg har lært i de mange år, der er gået siden, at selv den bedste teknologi aldrig kan erstatte åbenbaring fra himlen som den, kirkelederen modtog. Det er et åndeligt arbejde, og Herren leder det gennem sin Helligånd.

For nogle få uger siden arbejdede jeg på min slægtshistorie med en slægtshistorisk konsulent ved min side og en anden hjælper i telefonen. På min computerskærm foran mig var et problem, som jeg med mine jordiske evner ikke selv kunne løse. Jeg så to navne på personer, der var blevet sendt til mig gennem teknologiens undere, og der måske ventede på en tempelordinance. Problemet var, at navnene var forskellige, men der var grund til at tro, at det kunne være den samme person. Min opgave var at beslutte, hvad der var sandt.

Jeg bad mine konsulenter om at fortælle mig det. De sagde: »Nej, du må vælge.« Og de var helt sikre på, at jeg ville finde frem til sandheden. Computeren havde med al dens kraft og oplysninger efterladt mig med den fornøjelse at stirre på de navne på skærmen, evaluere de tilgængelige oplysninger, søge andre kilder, bede stille og finde ud af, hvad der var sandt. Da jeg bad, vidste jeg med sikkerhed, hvad jeg skulle gøre – lige som jeg i andre situationer har bedt, når jeg har haft brug for himlens hjælp til at løse et problem.

Vi ved ikke, hvilke undere Gud vil inspirere folk til at skabe i sit arbejde med at samle sin familie. Men uanset hvilke fantastiske opfindelser, der kommer, vil anvendelsen af dem kræve, at Ånden arbejder i mennesker som jer og mig. Det bør ikke overraske os. De er trods alt Guds elskede sønner og døtre. Han vil sende den nødvendige inspiration for at give dem mulighed for at vende tilbage til sig.

I de seneste år har Kirkens unge reageret på profeten Elias’ ånd på en inspirerende måde. Mange har nu deres egen tempelanbefaling med begrænset anvendelse og bruger den ofte. Der er travlere i templernes dåbslokaler end nogen sinde før. Nogle templer har endda været nødt til at tilpasse deres tider for at tage imod det stigende antal unge, der kommer i templet.

Det var før en sjælden, men velkommen undtagelse, at de unge medbragte navne på deres egne forfædre til templet. Nu er det helt normalt, og meget ofte er det de unge selv, der har fundet disse forfædre.

Derudover har mange unge opdaget, at det har styrket deres vidnesbyrd om frelsesplanen at give af deres tid til slægtsforskning og tempeltjeneste. Det har styrket Åndens indflydelse i deres liv og formindsket modstanderens indflydelse. Det har hjulpet dem til at føle sig tættere på deres familie og tættere på Herren Jesus Kristus. De har lært, at dette arbejde ikke blot frelser de døde, men det frelser os alle (se L&P 128:18).

De unge har fået et glimt af visionen på beundringsværdig vis. Nu skal deres forældre bare følge med. Der er mange mennesker, der har accepteret dåben i åndeverdenen på grund af det arbejde, de unge har udført, og de venter på andre ordinancer, som kun de voksne kan udføre i denne verdens templer. Arbejdet med at indsamle vor himmelske Faders familie er ikke kun for de unge, og det er ikke kun for bedsteforældre. Det er for alle. Vi skal alle indsamle.

Det er vores generation arbejde, som apostlen Paulus kaldte »tidernes fylde«, da han sagde, at Gud ville »sammenfatte alt i Kristus, både det himmelske og det jordiske« (Ef 1:10). Dette er muligt gennem Guds elskede Søns, Jesu Kristi, frelsende værk. På grund af ham er vores familiemedlemmer, »som engang var langt borte, ved Kristi blod kommet nær. For han er vor fred. Han gjorde de to parter til ét, og med sin legemlige død nedrev han den mur af fjendskab, som skilte os« (Ef 2:13-14). I har følt dette lige som jeg, når I har oplevet en større kærlighed, når I har set på et billede af en forfader. I har følt det i templet, når et navn på et kort virkede som mere end blot et navn, og I kunne ikke undgå at føle, at denne person var opmærksom på jer og følte jeres kærlighed.

Jeg vidner om, at Gud Faderen ønsker, at hans børn kommer hjem igen, i familier og i herlighed. Frelseren lever. Han leder og velsigner dette værk, og han våger over og vejleder os. Han takker jer for jeres trofaste tjeneste med at indsamle sin Faders familie, og jeg lover jer den inspirerede hjælp, som I søger og har brug for. I Jesu Kristi navn. Amen.