Jesus så på ham og fattede kærlighed til ham

Ældste S. Mark Palmer

De Halvfjerds

Hver gang I føler, at I bliver bedt om gøre noget vanskeligt, så tænk på, at Herren ser på jer, har kærlighed til jer og indbyder jer til at følge sig.

For nogle år siden blev jeg sammen med min hustru, Jacqui, kaldet til at præsidere over Spokane-missionen i Washington. Vi ankom til missionsmarken med en blanding af frygt og begejstring over ansvaret for at arbejde med så mange bemærkelsesværdige unge missionærer. De kom med mange forskellige baggrunde og blev hurtigt som vores egne sønner og døtre.

Selvom de fleste af dem klarede det fantastisk godt, var der nogle få, som kæmpede med de høje forventninger til deres kaldelse. Jeg husker en missionær, der sagde til mig: »Præsident, jeg kan bare ikke lide mennesker.« Flere fortalte mig, at de manglede lysten til at følge de temmelig strenge missionærregler. Jeg var bekymret og overvejede, hvad vi kunne gøre for at ændre hjertet hos de få missionærer, der endnu ikke havde lært glæden ved at være lydig.

En dag, mens jeg kørte gennem de smukke, bølgende hvedemarker på grænsen mellem Washington og Idaho, lyttede jeg til en optagelse af Det Nye Testamente. Mens jeg lyttede til den velkendte beretning om den rige, unge mand, der kom til Frelseren og spurgte, hvad han skulle gøre for at få evigt liv, modtog jeg en uventet, men betydningsfuld personlig åbenbaring, der nu er et helligt minde.

Da jeg havde hørt Jesus fremsige befalingerne og den unge mand svare, at han havde overholdt dem alle siden sin ungdom, lyttede jeg til Frelserens blide irettesættelse: »Én ting mangler du: … Sælg alt, hvad du har … Og kom så og følg mig.«¹ Men inden det vers hørte jeg til min forbavselse i stedet ni ord, som det forekom mig, at jeg aldrig før havde hørt eller læst. Det føltes, som om de var blevet tilføjet skrifterne. Jeg forundredes over den inspirerede forståelse, der udfoldede sig.

Hvilke ni ord var det, der havde en så stor påvirkning? Lyt, og se, om I kan genkende disse tilsyneladende almindelige ord, der ikke findes i beretningerne i de andre evangelier, men kun i Markusevangeliet.

»Der [kom] én løbende … og spurgte: ›Gode Mester, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?‹

Jesus svarede ham:

› … Du kender budene: ›Du må ikke begå drab, du må ikke bryde et ægteskab, du må ikke stjæle, du må ikke vidne falsk, du må ikke begå røveri, ær din far og din mor!‹

Han sagde: ›Mester, det har jeg holdt alt sammen lige fra min ungdom.‹

Og Jesus så på ham og fattede kærlighed til ham og sagde til ham: ›Én ting mangler du: Gå hen og sælg alt, hvad du har, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlen. Og kom så og følg mig!‹«²

»Jesus så på ham og fattede kærlighed til ham.«

Da jeg hørte disse ord, fik jeg i mit sind et tydeligt billede af vor Herre, der stoppede op og så på denne unge mand. Så på – som at se dybt og gennemtrængende ind i hans sjæl, anerkende hans godhed og også hans potentiale, såvel som at erkende hans største behov.

Så de enkle ord – Jesus fattede kærlighed til ham. Han følte en overvældende kærlighed til og fik medfølelse med denne gode, unge mand, og på grund af denne kærlighed og med denne kærlighed bad Jesus ham om endnu mere. Jeg forestillede mig, hvordan det må have været for denne unge mand at blive omsluttet af sådan en kærlighed, selv mens han blev bedt om at gøre noget så ekstremt hårdt som at sælge alt, hvad han ejede, og give det til de fattige.

I det øjeblik vidste jeg, at det ikke kun var nogle af vores missionærers hjerte, der havde brug for at ændre sig. Det var også mit hjerte. Spørgsmålet var ikke længere: »Hvordan får en frustreret missionspræsident en kæmpende missionær til at opføre sig bedre?« I stedet var spørgsmålet: »Hvordan kan jeg blive fyldt med den kristuslignende kærlighed, så en missionær kan føle Guds kærlighed gennem mig og ønske at ændre sig?« Hvordan kan jeg se på ham eller hende på samme måde som Herren så på den rige, unge mand, se dem for, hvem de virkelig er, og hvem de kan blive, snarere end bare for, hvad de gør eller ikke gør? Hvordan kan jeg være mere ligesom Frelseren?

»Jesus så på ham og fattede kærlighed til ham.«

Når jeg fra den dag af sad over for en ung missionær, som kæmpede med nogle aspekter af lydighed, så jeg nu i mit hjerte en trofast ung mand eller kvinde, der havde handlet på ønsket om at tage på mission. Jeg var så i stand til ligesom en kærlig forælder at sige:³ »Ældste eller søster, hvis jeg ikke elskede dig, ville jeg være ligeglad med, hvad der sker på din mission. Men jeg elsker dig, og fordi jeg elsker dig, bekymrer jeg mig om, hvem du bliver. Så jeg indbyder dig til at ændre det, som er svært for dig, og blive den, som Herren ønsker, at du bliver.«

Hver gang jeg havde et interview med en missionær, bad jeg først om at få kærlighedens gave og om, at jeg kunne se hver ældste og søster, som Herren ser dem.

Inden zonekonferencerne, hvor søster Palmer og jeg hilste på hver missionær en efter en, stoppede jeg op og så dem dybt i øjnene og så på dem – et interview uden ord – og uden undtagelse blev jeg derpå fyldt med stor kærlighed til disse værdifulde Guds sønner og døtre.

Jeg har lært mange ting, der har ændret mig, af denne meget personlige oplevelse med Markus kapitel 10. Her er fire punkter, som jeg tror vil hjælpe os hver især:

Når vi lærer at se andre, som Herren ser dem, i stedet for med vores egne øjne, vil vores kærlighed til dem vokse såvel som vores ønske om at hjælpe dem. Vi vil se potentialet i andre, som de sandsynligvis ikke selv ser. Med kristuslignende kærlighed vil vi ikke være bange for at tale frimodigt, for »den fuldendte kærlighed fordriver frygten«.⁴ Og vi vil aldrig give op, idet vi husker, at de, som er sværest at elske, har mest brug for det.
Der vil aldrig ske nogen form for undervisning eller læring, når det bliver gjort i frustration eller vrede, og hjertet vil ikke blive forandret, hvis der ikke er kærlighed til stede. Uanset om vi handler i rollen som forældre, lærere eller ledere, vil sand undervisning kun ske i en tillidsfuld atmosfære i stedet for en fordømmende. Vores hjem skal altid være et helle for vores børn, ikke et uvenligt miljø.
Kærlighed må aldrig trækkes tilbage, når et barn, en ven eller et familiemedlem ikke lever op til vores forventninger. Vi ved ikke, hvad der skete med den rige, unge mand, da han gik bedrøvet bort, men jeg er sikker på, at Jesus stadig elskede ham fuldkomment, selv om han valgte den nemmere vej. Måske syntes han senere i livet, at hans store rigdom var hul, og huskede og handlede ud fra den ene oplevelse af, at hans Herre så på ham, havde kærlighed til ham og bad ham om at følge sig.
Fordi Herren elsker os, forventer han meget af os. Hvis vi er ydmyge, vil vi se Herrens invitation til at omvende os, at ofre og at tjene som bevis på hans fuldkomne kærlighed til os. En invitation til at omvende sig er trods alt også en invitation til at modtage tilgivelsens og fredens vidunderlige gave. Derfor: »Foragt ikke Herrens opdragelse, mist ikke modet, når du irettesættes af ham; for Herren tugter den, han elsker.«⁵

Mine brødre og søstre, hver gang I nu føler, at I bliver bedt om at gøre noget vanskeligt, såsom at opgive en dårlig vane eller en afhængighed, lægge verdslige bestræbelser til side, ofre en yndlingsaktivitet, fordi den falder på en søndag, eller tilgive en, der har gjort jer uret, så tænk på, at Herren ser på jer, har kærlighed til jer og indbyder jer til at give slip og følge sig. Og tak ham for at elske jer nok til at bede jer om at gøre mere.

Jeg bærer vidnesbyrd om vor Frelser Jesus Kristus og ser frem til dagen, hvor han vil lægge sine arme omkring hver af os og se på os og omfavne os med sin fuldkomne kærlighed. I Jesu Kristi navn. Amen.