Grundlag for tro

Ældste Quentin L. Cook

De Tolv Apostles Kvorum

Det er min bøn, at vi vil frembringe de ofre og den ydmyghed, der er nødvendig for at styrke grundlagene for vores tro på Herren Jesus Kristus.

Det har været en pragtfuld generalkonference. Vi er i sandhed blevet opbygget. Hvis der er ét overordnet formål med generalkonference, er det at opbygge troen på Gud Faderen og vor Frelser, Herren Jesus Kristus.

Min tale vil omhandle grundlaget for den tro.

Det personlige grundlag bliver, som så meget andet, der er værd at stræbe efter, almindeligvis bygget langsomt op – lag på lag, én erfaring, én udfordring, ét tilbageslag og én succes ad gangen. En meget skattet fysisk erfaring er et lille barns første skridt. Det er pragtfuldt at se. Det skønne ansigtsudtryk – en kombination af beslutsomhed, glæde, overraskelse og succes – er vitterligt en skelsættende begivenhed.

I vores familie er der en begivenhed af tilsvarende art, der skiller sig ud. Da vores yngste søn var omkring fire år gammel, trådte han en dag glædestrålende ind ad døren og erklærede med stolthed for hele familien: »Nu kan jeg gøre alting. Jeg kan snøre, jeg kan cykle, og jeg kan lyne.« Vi vidste, at han fortalte os, at han kunne binde sine snørebånd, han kunne cykle på den trehjulede cykel og han kunne selv lyne sin jakke op. Vi grinede alle sammen, men vi forstod, at det var en skelsættende ting for ham. Han troede, at han var nået i mål og var stor nu.

Fysisk, mental og åndelig udvikling har meget til fælles. Fysisk udvikling er let at få øje på. Vi begynder med små babyskridt og går fremad dag for dag, år for år og vokser og udvikler os i retning af vores fuldvoksne fysiske statur. Udviklingen varierer fra person til person.

Når vi ser en stor sportspræstation eller en musikalsk optræden, siger vi ofte, at den person har store evner, hvilket almindeligvis er sandt. Men den optræden er baseret på flere års forberedelse og øvelse. En kendt forfatter, Malcolm Gladwell, har kaldt dette 10.000 timers-reglen. Forskere har fastslået, at det er den mængde øvelse, der er nødvendig i sport, musik, akademisk indsigt, specialisererede arbejdsfærdigheder, ekspertise inden for medicin eller jura osv. En af disse forskere fastslår, »at titusind timers øvelse er nødvendigt på ethvert område for at opnå det niveau af beherskelse, der er forbundet med at være ekspert i verdensklasse.«¹

De fleste mennesker anerkender, at en sådan forberedelse og øvelse er afgørende for at toppe fysisk og mentalt.

Uheldigvis lægges der i en stadigt mere sekulariseret verden mindre vægt på den grad af åndelig udvikling, der er nødvendig for at blive mere kristuslignende og bygge det grundlag, der fører til en vedvarende tro. Vi har en tendens til at fremhæve øjeblikke af sublim åndelig forståelse. Det er dyrebare øjeblikke, hvor vi ved, at Helligånden har indgydt en særlig åndelig indsigt i vores hjerte og sind. Vi nyder disse øjeblikke, og de skal på ingen måde nedtones. Men når det gælder vedvarende tro og at have Helligåndens konstante ledsagelse, findes der ingen erstatning for personlig religiøs efterlevelse, der kan sammenlignes med fysisk og mental udvikling. Vi bør bygge videre på disse oplevelser, som sommetider svarer til barnets første skridt. Vi gør det ved at forpligte os til at komme til hellige nadvermøder, studere skriften, bede og tjene i vores kaldelser. I en nekrolog for en far til 13 børn, som jeg så for nylig, stod der, at hans »trofaste daglige bønner og skriftstudium havde påvirket hans børn dybt og givet dem en urokkelig grundvold af tro på Herren Jesus Kristus.«²

Da jeg var 15 år gammel, havde jeg en oplevelse, der blev skelsættende for mig. Min trofaste mor havde tappert forsøgt at hjælpe mig med at etablere grundlaget for tro i mit liv. Jeg kom til nadvermødet, Primary og sidenhen Unge Mænd og seminar. Jeg havde læst Mormons Bog og havde altid bedt mine bønner. På det tidspunkt skete der det dramatiske, at min elskede storebror overvejede at tage på mission. Min dejlige far, der ikke kom så meget i Kirken, ville gerne have, at min storebror fortsatte med sin uddannelse og lod være med at tage på mission. Det blev genstand for ordstrid.

I en bemærkelsesværdig diskussion med min bror, som var fem år ældre, og som ledte samtalen, konkluderede vi, at hans beslutning om at tage på mission afhang af tre ting: (1) Var Jesus Kristus guddommelig? (2) Var Mormons Bog sand? (3) Var Joseph Smith genoprettelsens profet?

Da jeg den aften bad oprigtigt, bekræftede Ånden sandheden af de tre spørgsmål for mig. Jeg fik også en forståelse af, at næsten enhver beslutning, jeg ville komme til at træffe resten af mit liv, ville være baseret på svaret på disse tre spørgsmål. Jeg indså især, at tro på Herren Jesus Kristus er afgørende. Når jeg ser tilbage, ser jeg, at grundlagene var på plads for mig, primært takket være min mors indsats, så jeg kunne modtage den åndelige bekræftelse den aften. Min bror, der allerede havde et vidnesbyrd, traf beslutningen om at tage på mission og vandt i sidste ende også min fars støtte.

Åndelig vejledning modtages, når der er behov for den, i Herrens tid, og i overensstemmelse med hans vilje.³ Mormons Bog: Endnu et vidnesbyrd om Jesus Kristus er et fremragende eksempel. Jeg så for nylig en førsteudgave af Mormons Bog. Joseph Smith færdiggjorde oversættelsen af den, da han var 23. Vi ved noget om processen og de redskaber, han brugte til at oversætte. I den første udgave fra 1830 tilføjede Joseph et kort forord, der ganske enkelt og tydeligt erklærede, at den var oversat »ved Guds gave og kraft.«⁴ Hvad med hjælpemidlerne til oversættelsen – Urim og Tummin, seerstenene? Var de afgørende, eller svarede de til et støttehjul på en cykel, indtil Joseph havde den fornødne tro til at modtage mere direkte åbenbaring?⁵

Akkurat ligesom gentagelse og en vedholdende indsats er nødvendig for at opnå en vis fysisk eller mental kapacitet, gør det samme sig gældende i åndelige anliggender. Husk, at profeten Joseph fik besøg af den samme person, Moroni, der overbragte præcis det samme budskab fire gange, for at forberede ham til at modtage pladerne. Jeg tror, at ugentlig deltagelse i de hellige nadvermøder har en åndelig indvirken, vi ikke helt forstår. At granske skrifterne regelmæssigt – frem for at læse dem lejlighedsvist – kan udskifte en overfladisk forståelse med en sublim livsændrende styrkelse af vores tro.

Tro er et princip om kraft. Lad mig illustrere det: Da jeg var ung missionær, præsenterede en storslået missionspræsident⁶ mig på en afgørende måde for en passage i skrifterne, der findes i Lukasevangeliet 8, om en kvinde, der havde lidt af blødninger i 12 år og havde brugt alt, hvad hun ejede på læger, der ikke kunne helbrede hende. Det er til dags dato forblevet et af mine yndlingsskriftsteder.

I husker sikkert, at hun troede, at hvis hun blot kunne røre ved sømmen på Frelserens klæder, så ville hun blive helbredt. Da hun gjorde det, blev hun straks helbredt. Frelseren, der gik sammen med sine disciple, sagde: »Hvem var det, som rørte ved mig?«

Peter sagde, at alle jo trængtes om ham, og de skubbede.

»Men Jesus sagde: ›Der var en, som rørte ved mig, for jeg mærkede, at der udgik en kraft fra mig‹« (på engelsk virtue).

På engelsk kan roden til ordet virtue let udlægges som »kraft«. På spansk og portugisisk er det oversat som »kraft«. Men uanset hvad, så så Frelseren hende ikke, han havde ikke fokus på hendes behov. Men hendes tro var af en sådan art, at det at røre ved kvasten på hans kappe trak på Guds Søns helbredende kraft.

Frelseren sagde til hende: »Datter, din tro har frelst dig. Gå bort med fred!«⁷

Jeg har tænkt over denne beretning hele mit voksne liv. Jeg har indset, at vores personlige bønner til en kærlig Fader i himlen i Jesu Kristi navn kan afstedkomme velsignelser i vores liv, der ligger ud over vores fatteevne. Grundlagene for tro, den slags tro, som denne kvinde udviste, bør være vores hjertes største ønske.

Men det første grundlag for tro, selv med åndelig bekræftelse, betyder ikke, at vi ikke vil møde udfordringer. Omvendelse til evangeliet betyder ikke, at alle vores problemer bliver løst.

Kirkens tidlige historie og optegnede åbenbaringer i Lære og Pagter indeholder fremragende eksempler på at grundlægge tro og på at håndtere de omskiftelser og udfordringer, der rammer alle.

Færdiggørelsen af templet i Kirtland var af fundamental betydning for hele Kirken. Den blev ledsaget af åndelige tilkendegivelser, doktrinære åbenbaringer og gengivelse af væsentlige nøgler for den videre etablering af Kirken. Ligesom de oprindelige apostle på pinsedag oplevede mange medlemmer storslåede åndelige tilkendegivelser i forbindelse med indvielsen af templet i Kirtland.⁸ Men ligesom i vores liv betød det ikke, at de ikke ville løbe ind i udfordringer eller modgang på deres videre færd. Disse tidlige medlemmer var intetanende om, at en økonomiske krise på det amerikanske finansmarked – panikken i 1837 – ville prøve deres sjæls inderste.⁹

Et eksempel på de udfordringer, der knyttede sig til denne finanskrise, oplevede ældste Parley P. Pratt, en af de store ledere i genoprettelsen. Han var medlem af De Tolv Apostles Kvorum. Tidligt på året 1837 døde hans kære hustru, Thankful, efter at have født deres første barn. Parley og Thankful havde været gift i næsten 10 år, og hendes død knuste ham.

Nogle få måneder senere stod ældste Pratt midt i en af de sværeste tider, Kirken har stået i. Midt i en national krise havde lokale økonomiske udfordringer – der blandt andet var forårsaget af spekulation i jord og vanskeligheder i en økonomisk institution, der var grundlagt af Joseph Smith og andre kirkeledere – skabt mislyd og splid i Kirtland. Kirkelederne traf ikke altid kloge timelige beslutninger på det personlige plan. Parley led alvorlige økonomiske tab og var for en tid fjendtligt stemt mod profeten Joseph.¹⁰ Han skrev en svidende kritik af Joseph og talte åbenlyst imod ham fra talerstolen. På samme tid sagde Parley, at han stadig troede på Mormons Bog og Lære og Pagter.¹¹

Ældste Pratt havde mistet sin kone, sin jord og sit hjem. Og Parley tog uden at fortælle Joseph det af sted mod Missouri. På vej dertil støder han uventet ind i apostlene Thomas B. Marsh og David Patten, som var på vej tilbage til Kirtland. De følte et stærkt behov for at få genoprettet harmonien i kvorummet og overtalte Parley til at vende tilbage med dem. Han indså, at ingen havde mistet mere end Joseph Smith selv og hans familie.

Parley opsøgte profeten, græd og indrømmede, at det, han havde gjort, var forkert. I månederne efter sin hustrus død havde Parley været »under en mørk sky« og havde været overvældet af frygt og frustration.¹² Joseph, der selv vidste, hvad det ville sige at kæmpe mod modstand og fristelse, »tilgav gladeligt« Parley, han bad for ham og velsignede ham.¹³ Parley og andre, der forblev trofaste, fik gavn af udfordringerne i Kirtland. De gik frem i visdom og blev mere ædle og dydige. Oplevelsen blev en del af deres grundlag for tro.

Modgang bør hverken ses som udtryk for Herrens ugunst eller tilbageholdelse af hans velsignelser. Modsætning i alt er en del af smelterens ild, der forbereder os til vores evige himmelske skæbne.¹⁴ Da profeten Joseph sad i Liberty-fængslet, beskrev Herrens ord til ham alle slags udfordringer – deriblandt prøvelser og falske beskyldninger – og slutter således:

»Hvis selve helvedes gab åbner sig vidt for at opsluge dig, da skal du vide, min søn, at alt dette skal give dig erfaring og skal være til gavn for dig.

Menneskesønnen er steget ned under dem alle. Er du større end han?«¹⁵

I denne vejledning til Joseph Smith gjorde Herren det også klart, at hans dage var kendte og ville ikke blive færre. Herren afslutter: »Frygt derfor ikke for, hvad mennesket kan gøre, for Gud vil være med dig for evigt og altid.«¹⁶

Hvilke velsignelser er der ved tro? Hvad udretter tro? Listen er næsten endeløs:

Vores synder kan tilgives gennem tro på Kristus.¹⁷

Hvem som helst, der har tro, kan nyde fællesskab med Helligånden.¹⁸

Frelse kommer ved tro på Kristi navn.¹⁹

Vi modtager styrke i henhold til vores tro på Kristus.²⁰

Ingen træder ind til Herrens hvile, undtagen de, der har vasket deres klæder i Kristi blod på grund af deres tro.²¹

Bønner besvares i forhold til vores tro.²²

Uden tro blandt menneskene kan Gud ikke udføre noget mirakel blandt dem.²³

I sidste ende er vores tro på Jesus Kristus det afgørende grundlag for vores evige frelse og ophøjelse. Som Helaman lærte sine sønner: »Husk, at det er på klippen, vor forløser, som er Kristus, Guds Søn, at I skal bygge jeres grundvold … som er en sikker grundvold, en grundvold, hvorpå menneskene, hvis de bygger derpå, ikke kan falde.«²⁴

Jeg er taknemlig for den styrkelse af grundlaget af tro, der har fundet sted ved denne konference. Det er min bøn, at vi vil frembringe de ofre og den ydmyghed, der er nødvendig for at styrke grundlaget for vores tro på Herren Jesus Kristus. Om ham bærer jeg mit sikre vidnesbyrd, i Jesu Kristi navn. Amen.