Vores gode hyrde

Ældste Dale G. Renlund

De Tolv Apostles Kvorum

Jesus Kristus, vores gode hyrde, finder glæde i at se sine syge får udvikle sig mod helbredelse.

Vi får indblik i vor himmelske Faders karakter, når vi anerkender den umådelige barmhjertighed, han har for syndere, og forstår den skelnen, han gør mellem synd og synderen. Dette indblik giver os en mere »rigtig [forståelse af] hans karakter, fuldkommenhed og egenskaber«¹ og er grundlæggende for at udøve tro på ham og hans Søn, Jesus Kristus. Frelserens barmhjertighed fører uanset vores ufuldkommenheder os mod ham og motiverer os i vores gentagne anstrengelser for at omvende os og blive som ham. Når vi bliver mere som ham, lærer vi at behandle andre, som han gør, uanset deres ydre egenskaber eller opførsel.

Betydningen af at skelne mellem en persons synlige egenskaber og personen selv er central i romanen De elendige af den franske forfatter Victor Hugo.² I begyndelsen af romanen introducerer fortælleren Bienvenu Myriel, biskoppen af Digne, og fortæller om det dilemma, som biskoppen står over for. Skal han besøge en mand, der er erklæret ateist og er afskyet i samfundet på grund af sine tidligere handlinger i den franske revolution?³

Fortælleren siger, at biskoppen naturligt kunne føle dyb modvilje mod manden. Så stiller fortælleren et enkelt spørgsmål: »Alligevel, bør fåreskab få hyrden til at trække sig tilbage?«⁴ Fortælleren svarer på biskoppens vegne, kommer med et definitivt »Nej« – og tilføjer så humoristisk: »Men hvilket får!«⁵

I denne del sammenligner Hugo mandens »ugudelighed« med hudsygdomme hos får og sammenligner biskoppen med en hyrde, der ikke trækker sig, når han møder et får, der er sygt. Biskoppen er sympatisk, og senere i romanen udviser han en lignende barmhjertighed for en anden mand, hovedpersonen i romanen, en vanæret tidligere straffefange, Jean Valjean. Biskoppens nåde og empati motiverer Jean Valjean til at ændre kursen for sit liv.

Da Gud bruger sygdomme som metafor for synd i skrifterne, er det nærliggende at spørge: »Hvordan reagerer Jesus Kristus, når han bliver konfronteret med vores metaforiske sygdomme – vores synder?« Frelseren sagde trods alt, at han »ikke [kan] se på synd med den mindste grad af billigelse«,⁶ så hvordan kan han se på os, ufuldkomne som vi er, uden at trække sig tilbage i rædsel og afsky?

Svaret er enkelt og klart. Som den gode hyrde⁷ anser Jesus Kristus sygdom hos sine får som en tilstand, der har brug for behandling, pleje og barmhjertighed. Denne hyrde, vores gode hyrde, finder glæde i at se sine syge får udvikle sig mod helbredelse.

Frelseren forudsagde, at »som hyrden vogter han sin hjord«,⁸ »de vildfarne vil [han] lede efter, de bortkomne vil [han] føre tilbage, de kvæstede vil [han] forbinde [og] de syge vil [han] styrke.«⁹ Selvom det frafaldne Israel blev skildret som værende fuld af syndefulde »flænger, skrammer og åbne sår«,¹⁰ så opmuntrer, formaner og lover Frelseren helbredelse.¹¹

Frelserens jordiske tjenestegerning var især karakteriseret af kærlighed, barmhjertighed og empati. Han gik ikke på Galilæas og Judæas støvede veje og veg foragtet tilbage ved synet af syndere. Han undgik dem ikke i fuldstændig rædsel. Nej, han spiste sammen med dem.¹² Han hjalp og velsignede, løftede og opbyggede dem og erstattede frygt og modløshed med håb og glæde. Som den sande hyrde han er, søger han efter os og finder os for at give lindring og håb.¹³ Forståelse af hans barmhjertighed og kærlighed hjælper os til at udøve tro på ham – til at omvende os og blive helbredt.

Johannesevangeliet beskriver den påvirkning, Frelserens empati havde på en synder. De skriftkloge og farisæerne bragte en kvinde, der var blevet grebet i ægteskabsbrud, til Frelseren. De hentydede, at hun skulle stenes i overensstemmelse med moseloven. Som svar på deres vedvarende spørgsmål sagde Jesus til sidst til dem: »Den af jer, der er uden synd, skal kaste den første sten på hende.«

De gik væk, »og Jesus blev alene tilbage med kvinden, som stod foran ham.

Jesus … sagde til hende: ›Kvinde, hvor blev de af? Var der ingen, der fordømte dig?‹

Hun svarede: ›Nej, Herre, ingen.‹ Så sagde Jesus: ›Heller ikke jeg fordømmer dig. Gå, og synd fra nu af ikke mere.‹«¹⁴

Frelseren tolererede bestemt ikke ægteskabsbrud. Men han fordømte heller ikke kvinden. Han tilskyndede hende til at ændre sit liv. Hun blev motiveret til at ændre sig på grund af hans barmhjertighed og nåde. Joseph Smiths oversættelse af Bibelen vidner om, at dette resulterede i, at hun fulgte ham: »Og kvinden herliggjorde fra da af Gud og troede på hans navn.«¹⁵

Selv om Gud er empatisk, må vi ikke fejlagtigt tro, at han accepterer og er fordomsfri over for synd. Det er han ikke. Frelseren kom til jorden for at frelse os fra vores synder, og han, og det er vigtigt, vil ikke frelse os i vores synder.¹⁶ En dygtig udspørger Ze’ezrom forsøgte engang at fange Amulek ved at spørge: »Skal [den kommende Messias] frelse sit folk i dets synder? Og Amulek svarede og sagde til ham: Jeg siger dig, at det skal han ikke, for det er umuligt for ham at tilbagekalde sit ord … Han … kan [ikke] frelse dem i deres synder.«¹⁷ Amulek talte om en grundlæggende sandhed, at vi for at blive frelst fra vores synder skal holde os til »betingelserne for den omvendelse«, der frigør Forløserens kraft til at frelse vores sjæl.¹⁸

Frelserens barmhjertighed, kærlighed og nåde drager os tættere på ham.¹⁹ Gennem hans forsoning er vi ikke længere tilfredse med vores syndige tilstand.²⁰ Gud er tydelig omkring, hvad der er rigtigt og acceptabelt for ham, og hvad der er forkert og syndigt. Dette er ikke, fordi han ønsker at have tankeløse lydige følgere. Nej, vor himmelske Fader ønsker, at hans børn bevidst og villigt vælger at blive ligesom ham²¹ og gøre sig værdige til det liv, som han nyder.²² Ved at gøre dette opfylder hans børn deres guddommelige skæbne og bliver arvinger til alt det, som han har.²³ Af denne grund kan kirkeledere ikke ændre Guds befalinger eller lære imod hans vilje for at være praktiske eller populære.

Men i vores livslange bestræbelse på at følge Jesus Kristus er hans eksempel på venlighed mod dem, der synder, særligt lærerigt. Vi, der er syndere, må ligesom Frelseren række ud til andre med barmhjertighed og kærlighed. Vores rolle er også at hjælpe og velsigne, løfte og opbygge samt erstatte frygt og modløshed med håb og glæde.

Frelseren irettesatte personer, der undveg dem, de anså for urene, og som selvretfærdigt dømte andre til at være mere syndige end dem selv.²⁴ Det er den tydelige lære, som Frelseren rettede mod dem, som »stolede på, at de selv var retfærdige, og som foragtede alle andre.« Han fortalte denne lignelse:

»To mænd gik op til templet for at bede. Den ene var en farisæer, den anden en tolder.

Farisæeren stillede sig op og bad således for sig selv: Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som andre mennesker, røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, eller som tolderen dér.

Jeg faster to gange om ugen, og jeg giver tiende af hele min indtægt.

Men tolderen stod afsides og ville ikke engang løfte sit blik mod himlen, men slog sig for brystet og sagde: Gud, vær mig synder nådig!«

Jesus afsluttede så: »Jeg siger jer: Det var ham [tolderen], der gik hjem som retfærdig, ikke den anden [farisæeren]. For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.«²⁵

Budskabet til os er klart: En angrende synder kommer tættere på Gud end den selvretfærdige person, der fordømmer denne synder.

Den menneskelige tendens til at være selvretfærdig og fordømmende var også fremherskende på Almas tid. Da folket »begyndte at etablere kirken mere fuldstændigt … [begyndte] kirkens folk … at vokse sig stolte … [begyndte] kirkens folk … at blive indbildske i deres øjnes stolthed … [begyndte] de … at vise foragt, den ene for den anden, og de begyndte at forfølge dem, der ikke troede, efter deres egen vilje og deres eget behag.«²⁶

Denne forfølgelse var udtrykkeligt forbudt: »Se, der fandtes en streng lov blandt kirkens folk om, at ingen, der tilhørte kirken, skulle rejse sig og forfølge dem, der ikke tilhørte kirken, og at der ingen forfølgelse skulle være blandt dem indbyrdes.«²⁷ Det vejledende princip for sidste dages hellige er det samme. Vi må ikke gøre os skyldige i at forfølge nogen i eller uden for Kirken.

De, der er blevet forfulgt, uanset hvad grunden er, ved, hvordan uretfærdighed og fordomme føles. Da jeg som teenager boede i Europa i 1960’erne, følte jeg, at jeg gentagne gange blev drillet og mobbet, fordi jeg var amerikaner, og fordi jeg var medlem af Kirken. Nogle af mine skolekammerater behandlede mig, som om jeg personligt var ansvarlig for den upopulære amerikanske udenrigspolitik. Jeg blev også behandlet, som om at min religion var en hån mod landet, hvor jeg boede, fordi den var anderledes end den statsstøttede religion. Sidenhen har jeg i adskillige lande over hele verden fået små glimt af det rædselsfulde ved fordomme og diskrimination, som de, der bliver udsat for den, lider under på grund af deres race eller etnicitet.

Forfølgelse forekommer i mange former: Latterliggørelse, chikane, mobning, eksklusion og isolation eller had mod andre. Vi må sikre os mod den snæversynethed, der løfter sin grusomme stemme mod dem, der har andre holdninger. Snæversynethed viser sig til dels i manglende vilje til at give folk den samme mulighed for at ytre sig.²⁸ Alle, herunder religiøse personer, har retten til at udtrykke sin holdning offentligt. Men ingen har ret til at være hadefuld mod andre, når disse holdninger bliver udtrykt.

Kirkens historie giver omfattende bevis på, at vores medlemmer blev behandlet med had og snæversynethed. Hvor ironisk og trist ville det ikke være, hvis vi behandlede andre, som vi er blevet behandlet. Frelseren sagde: »Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem.«²⁹ For at vi kan bede om respekt, må vi selv være respektfulde. Desuden bringer vores sande omvendelse »sagtmodighed og ydmyghed af hjertet«, hvilket indbyder Helligånden og fylder os med »fuldkommen kærlighed«,³⁰ en »oprigtig broderkærlighed«³¹ til andre.

Vores gode hyrde er uforanderlig og føler det samme om synd og syndere i dag, som han gjorde, da han gik rundt på jorden. Han trækker sig ikke tilbage fra os, fordi vi synder, selv om han til tider må tænke: »Men hvilket får!« Han elsker os så meget, at han gav os en mulighed for at omvende os og blive rene, så vi kan vende tilbage til ham og vor himmelske Fader.³² Ved at gøre dette viste Jesus Kristus det eksempel, vi skal følge – at vise respekt for alle og ikke hade nogen.

Lad os som hans disciple fuldt ud afspejle hans kærlighed og elske hinanden så åbent og fuldstændigt, at ingen føler sig forladt, alene eller håbløs. Jeg bærer vidnesbyrd om, at Jesus Kristus er vores gode hyrde, som elsker os og tager sig af os. Han kender os og nedlagde sit liv for sine får.³³ Han lever også for os og ønsker, at vi kender ham og udøver tro på ham. Jeg elsker og beundrer ham, og jeg er dybt taknemlig for ham, i Jesu Kristi navn. Amen.