Ældste Joni L. Koch
Generalautoritet og halvfjerdser
Ældste Joni Luiz Koch er et andengenerationsmedlem af Kirken fra Brasilien. Hans forældre Luiz og Etelca Gascho Koch besøgte en række lokale kirker i begyndelsen af deres ægteskab for at finde åndelig sandhed.
Nogle timer efter at hans mor havde bedt en oprigtig bøn og lovet at følge Gud, ankom missionærerne til hans forældres hjem. De blev døbt mindre end seks måneder senere.
Ældste Koch er født i 1962 og voksede op i Joinville i Santa Catarina i Brasilien. Indflydelsen fra kirkeledere, såsom en dedikeret primarylærer, en faderlig biskop og en tapper stavspræsident, hjalp ham til at forpligte sig til at efterleve evangeliet.
Da ældste Koch havde været på fuldtidsmission i São Paulo Nord-missionen i Brasilien, studerede han statistik ved Brigham Young University i Provo i Utah i USA. »På en tur tilbage til Brasilien besøgte jeg en vens menighed, hvor jeg mødte min kommende hustru,« fortalte ældste Koch. »Hun kom hen til mig og spurgte om, jeg var gift.« Efter et otte måneder langt langdistanceforhold – og blot 15 dage, hvor de rent faktisk var sammen – giftede han sig med Liliane Michele Ludwig den 26. april 1988 i templet i São Paulo i Brasilien. De har to børn.
Da ældste Koch var færdig på BYU og havde fået en MBA, arbejdede han med international logistik. I 25 år arbejdede han i en række forskellige virksomheder, indtil han blev kaldet til at tjene fuldtid i Kirken.
Ældste Koch har tjent som biskop, stavspræsident og områdehalvfjerdser. Han tjente som præsident for Maputo-missionen i Mozambique, da han blev kaldet som generalautoritet og halvfjerdser.
»Mit vidnesbyrd blev gradvist opbygget over tid gennem åndelige oplevelser, jeg fik gennem en åndelig livsførelse,« sagde ældste Koch. »Mormons Bog er et af de primære elementer, der har styrket mit vidnesbyrd om Herren Jesus Kristus, hans kirke og profeten Joseph Smith.«