Janes valg
Forfatteren bor i Texas i USA.
Connecticut i 1842
»Herren er min hyrde …« Musikken hvirvlede omkring Jane Elizabeth Manning, men hun kunne ikke fokusere på ordene. Hun så på sine hænder, fordybet i sine tanker.
Hun havde tilsluttet sig den presbyterianske kirke for et år siden. Men hun følte stadig, at der manglede noget. »Jeg søger efter noget mere,« tænkte hun. Men hvad kunne det være?
Da gudstjenesten var forbi, drev Jane udenfor med resten af menigheden. Bladene var begyndt at blive røde og gyldne. Sollys glimtede i den nærliggende Norwalk-flod.
»En omrejsende missionær er kommet til byen,« sagde en mand. »Han er mormon, og han siger, at Gud taler til profeter igen.«
Jane stoppede op for at lytte. Kunne det være det, hun søgte efter?
»Profeter?« sagde en anden mand hånligt. »Ligesom i Bibelen? Hvem ville gå hen og høre på et sådant budskab?«
»Det ville jeg,« udbrød Jane. Nogle få vendte sig om og stirrede på hende, blandt andet præsten. Jane følte, at hendes kinder blev røde.
Præsten så misbilligende ud. »Jeg synes ikke, at du bør gå hen for at høre ham. Det er tåbeligt, det er, hvad det er. Forstår du det?« Da hun ikke sagde noget, nikkede han og gik videre for at tale med nogle andre. Jane så ham gå og skyndte sig så hjem.
Hjem var ikke, hvor mor og hendes søskende boede. Det var Fitchs gård. Hun var flyttet derhen som tjenestepige, da hun kun var seks år gammel. Hver dag arbejdede hun hårdt, hjalp fru Fitch med vask, strygning og madlavning. Hun stod normalt op før solen. Hun tændte ild i komfuret, æltede dej og kærnede smør. Når hun kunne, tog hun hen og besøgte sin egen familie.
Nogle dage senere tænkte Jane stadig på missionæren, mens hun hængte hr. Fitchs skjorte ud til tørre. Tøjet blafrede i den friske brise.
Præsten havde bedt hende om ikke at gå derhen, men alligevel … hun måtte. Hun måtte se, om denne mormon kunne hjælpe hende med at finde den sandhed, som hun søgte efter. Da hun var færdig med at hænge tøjet til tørre, havde hun bestemt sig. Hun ville gå til mødet, uanset hvad alle andre sagde.
Den søndag vågnede Jane ved daggry, tog sin pæneste kjole på og gik alene til forsamlingshuset. Hun smuttede stille ind på en træbænk nederst i salen. Jane smilede, da hun så, hvor mange mennesker der var kommet. Det så ud til, at hun ikke var den eneste, som søgte efter noget mere!
Salen blev tavs, da ældste Wandell rejste sig. Den næste time gik hurtigt, mens han talte om Mormons Bog og en profet ved navn Joseph. Han sagde, at mennesker kunne blive døbt ved nedsænkning, ligesom Kristus blev. Og han talte om de hellige, som samledes i en fjerntliggende by ved navn Nauvoo. Ved slutningen af mødet føltes Janes hjerte så fuldt, at hun næsten ikke kunne trække vejret.
Den aften besøgte Jane sin familie.
»Og hvad syntes du om missionærens budskab?« spurgte hendes mor, da Jane forklarede, hvordan hun havde tilbragt søndagen.
»Jeg er helt overbevist om, at han præsenterede det sande evangelium,« sagde Jane. »Jeg må tilslutte mig det. Jeg skal døbes næste søndag.«
»Døbes? Du tilslutter dig en anden kirke?« spurgte hendes bror Isaac og trak en stol hen til hende.
»Ja! Det er det, jeg har søgt efter. Det er sandt.«
Isaac kunne se, at hun mente det. »Hvad skal der så ske?« spurgte han stille. »Hvad vil du gøre, når du er blevet døbt?«
»Jeg vil samles med de hellige,« sagde Jane. »Jeg tager til Nauvoo.«
Fortsættes …