Kærlighed og chokoladekage: Hvad vil I give for at få dem tilbage?

Devin G. Durrant

Førsterådgiver i Søndagsskolens hovedpræsidentskab

Søster Babata Sonnenberg var modløs. Som ung mor til fem piger under otte år blev hun overrasket over at blive kaldet til at undervise de 16-17-årige i Søndagsskolen i sin menighed. Måneder inde i hendes kaldelse var deltagelsen i klassen sporadisk og almindeligvis sparsom. En søndag var der kun en enkelt dreng, der troppede op i klassen. Fremfor at undervise den ene elev slog hun klassen sammen med en anden. Hun var parat til at give op. Men da hun tænkte nærmere over det og bad omkring den trøstesløse situation, kom inspirationen, og hun oplevede en forandring i hjertet.

Holdindsats

Hendes mand, Ken, var missionsleder i menigheden. De to følte sig tilskyndet til at lave en kombineret indsats for at nå ud til de unge i menigheden. Hun skulle lave chokoladekage, og han ville invitere de unge i menigheden til at komme hjem til dem hver søndag aften for at spise kage og drøfte missionsforberedelse. Og mens de unge spiste søster Sonnenbergs kage, ville hun invitere dem til søndagsskoleklassen.

Som følge af denne »søde« indbydelse steg deltagelsen i søndagsskoleklassen. Men en ung mand, Nate, var ikke modtagelig for de velholdende invitationer. Søster Sonnenberg følte, at et af hendes får var på vej væk. Hendes respons på den følelse var at gå »ud efter det, [der var] mistet, indtil h[un fandt] det« (Luk 15:4). Så frem for at give op lagde søster Sonnenberg en plan.

Hjemmebesøg

En søndag aften tog hun hen til Nate. Han var hjemme med en anden fra hendes klasse, som heller ikke havde været der den dag. Hun fortalte dem begge, at hun havde savnet dem i klassen og fortsatte med at give dem dagens lektion lige der. Nates far, der næsten lige var blevet afløst som biskop i menigheden, blev rørt over denne lærers ihærdighed. Han sendte en sms til hendes mand, der lød: »Ken, sig tak til din kone fra mig. Det var inspireret af hende at komme herover og undervise Nate og McKay.«

Men søndagen efter dukkede Nate alligevel ikke op i Søndagsskolen. Så søster Sonnenberg tog igen hjem til ham for at tale om evangeliet. Det havde Nate regnet med kunne ske, så han havde gemt sig hos en ven. Søster Sonnenberg fik øje på ham nogle få huse væk og gav ham lektionen der.

Til sidst besluttede Nate sig for at komme i søndagsskoleklassen.

Hvad var det, der virkede?

Hvorfor vendte Nate tilbage?

Havde det noget at gøre med, at søster Sonnenberg bød på chokoladekage hjemme hos sig?

Havde det noget at gøre med, at hun kom på besøg hos Nate (og naboen) for at træffe ham?

Var det opmuntringen fra venner og familie til at komme i kirke?

Eller havde det at gøre med den kærlighed, han kunne mærke, søster Sonnenberg viste ham?

Svaret ligger sikkert i alt det ovennævnte. Af alle disse årsager og mere til begyndte Nate at komme fast i Søndagsskolen sammen med sine venner.

Resten af historien

Lad mig fortælle, hvordan det videre gik. På grund af de følelser Nate fik for sin søndagsskolelærer, missede han ikke chancen for at købe chokolade til hende, da han senere så hende i indkøbscentret. Søster Sonnenberg, der havde vist ham stor kærlighed, fik også hans kærlighed.

Snart derefter sendte Nate sin missionsansøgning ind i september 2015, og nu tjener han som missionær i Jackson-missionen i Mississippi.

Andre af klassemedlemmerne, der havde svært ved at komme i Søndagsskolen, besluttede sig også for at tjene som missionær. Fem unge mænd og tre unge piger, der deltog i søster Sonnenbergs søndagsskoleklasse for de 16-17-årige, har tjent, tjener eller skal tjene som missionærer.

Ræk ud til dem, der ikke kommer

»Elsk dem, I underviser«, del 1 af Undervisning på Frelserens måde, indeholder et diskussionsemne med titlen »Ræk ud til dem, der ikke kommer.« Der står: »At række ud til mindre aktive medlemmer er ikke blot en pligt for hjemmelærere, besøgslærere eller præstedømme- og organisationsledere – lærere kan også bidrage til dette værk. Undervisning er meget mere end at præsentere en lektion om søndagen. Det involverer at tjene med kærlighed og hjælpe andre til at modtage evangeliets velsignelser, og denne hjælp er ofte præcis det, et mindre aktivt medlem behøver. Vi må alle arbejde sammen på at række ud til dem, der vakler, og som lærere kan I have en enestående mulighed for at hjælpe.«¹

Søster Sonnenberg indså, at hun havde en unik mulighed for at hjælpe medlemmerne af klassen. Hun var velsignet med en ugentlig mulighed for at røre deres hjerte, og hun var opsat på at gøre det – enten i klasseværelset eller i deres hjem. Det er selvfølgelig ikke alle lærere, der er i stand til at besøge dem, der ikke kommer i klassen hver uge, det er heller ikke altid muligt, men vi kan alle gøre noget, blot en lille ting for at vise kærlighed mod dem, der er i vores varetægt på en eller anden måde. Husk, hvad profeten Alma sagde: »Ved små og enkle ting bliver der udrettet store ting« (Alma 37:6).

Inviter med kærlighed

Afsnittet »Inviter med kærlighed« om dette emne indeholder dette perspektiv: »Oprigtige udtryk for kristuslignende kærlighed har stor kraft til at blødgøre hjertet hos personer i klassen, der vakler i evangeliet. Ofte har disse personer blot behov for at vide, at der er behov for dem, og at de er elsket.«²

Som et resultat af søster Sonnenbergs indsats for at række ud efter Nate følte han, at der var brug for ham, og at han var elsket. Som fuldtidsmissionærer har Nate og hans klassekammerater nu mulighed for at hjælpe andre til at føle den samme kristuslignende kærlighed. Det er en velsignelse, at de kan huske og efterligne deres søndagsskolelærers eksempel.

Indtil I finder det, der er blevet væk

Som Søndagsskolens hovedpræsidentskab er vi taknemlige for de søndagsskolelærere verden over, der på mange forskellige måder opfordrer deres klasse til at komme til Kristus. Vi beder for, at Herren vil velsigne jer i jeres indsats for at elske dem, I underviser, og at I på grund af den kærlighed vil gå »ud efter det, [I] har mistet, indtil [I] finder det« – som han gjorde, da han var på jorden.