Overvind den farlige tvivl
Ældste Hugo Montoya
De Halvfjerds
Selv store træer kan bukke under for uopdaget svampeangreb. På samme måde er det med tro – hvis vi lader tvivlen vokse, kan den få vores åndelige rødder til at rådne væk, og så falder vi.
Foto: Getty Images
Da Frelseren levede på jorden, blev han prøvet af Satan.
»Og da han havde fastet i fyrre dage og fyrre nætter, led han til sidst sult.
Og fristeren kom og sagde til ham: Hvis du er Guds søn, så sig, at stenene her skal blive til brød« (Matt 4:2-3; fremhævelse tilføjet).
Modstanderen fristede Frelseren ved at drage hans guddommelighed i tvivl. Han brugte betingelsesbisætningen: »Hvis du er Guds søn.«
Med ved at trække på den kraft, der kommer af at kende skrifterne, afviste Herren den fristelse. »Men han svarede: ›Der står skrevet: ›Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund‹‹« (Matt 4:4).
Denne samtale mellem Jesus Kristus og Satan giver os en klar ide om, hvordan modstanderen prøver at luske tvivl ind i vores hjerte og sind.
En skjult invasion
Der, hvor jeg voksede op i Sonora i Mexico, var der nogle store træer, der blev kaldt indianske laurbærtræer. De var næsten 30 meter høje med store stammer og en veludviklet gren- og bladstruktur. For nylig er mange af disse træer blev angrebet af en sygdom, der på engelsk kaldes Texas root rot. Det er et svampeangreb, der ikke ses i de første år. Men disse svampe får gradvist rødderne på disse smukke træer til at rådne, og så begynder de at dø. Bladene bliver gule og falder af. Så udtørrer stammen og grenene, og træet må fældes.
Ligesom svamp kan komme ind i disse træer, kan tvivl snige sig ind i vores tanker. Hvis vi lader den vokse, kan den med tiden svække vores rødder og få grundlaget for vores tro til at rådne væk, indtil vi til sidst måske også bliver fældet.
Mindre gode venner kan bane vej for tvivlen ved at stille sårende spørgsmål. Internetsider kan afføde tvivl ved at præsentere information, der er taget ud af en sammenhæng. Men tvivlen tager især til, når vi føler os forladte eller overvældet, og begynder at stille spørgsmål ved de byrder, vi bærer. Det naturlige menneskes beklagelser som: »Hvorfor lige mig?« eller »Hvorfor tillader du dette mod din tjener« kan hviskes i vores ører af løgnens fader. Han gør det med en skummel hensigt: At svække vores vished om, at vi er Guds børn.
Hvis vi vil gå imod sådan tvivl, må vi huske, at vor Faders plan er fuldkommen. Frem for at dvæle ved negative spørgsmål bør vi bede om styrke, ligesom Joseph Smith gjorde: »Husk dine lidende hellige, o vor Gud, så skal dine tjenere fryde sig over dit navn for evigt« (L&P 121:6). Vi må også stole på, at Herren vil skabe en udvej for os (se 1 Kor 10:13).
Berøvet med en pistol for panden
Jeg husker en oplevelse fra mit eget liv, der hjalp mig til at erstatte tvivl med håb. På det tidspunkt tjente jeg som stavspræsident. Mine børn var små. Min hustru og jeg havde en tortillaforretning, og vi arbejdede til langt ud på aftenen.
En af disse aftener, hvor vi var nødt til at lave tortillas fra midnat til kl. 3 om morgenen, kom der tre unge mænd ind i vores forretning. De var alle påvirkede af stoffer. To af dem havde skimasker og regnjakker på. De skjulte deres våben under regnjakkerne. De truede os, skubbede os ind i butikken og låste døren. En af dem holdt vagt udenfor og råbte hele tiden: »Dræb dem! Dræb dem!«
En af de unge mænd holdt pistolløbet mod min tinding og tvang mig ned. Den anden holdt sin pistol mod min kones bryst. Jeg bad om, at mine børn ikke ville blive forældreløse, og at Herren ville beskytte os. Til sidst låste røverne os inde på badeværelset og forsvandt væk i min bil.
Vi kom fri og ringede efter hjælp. Politiet kom, og det gjorde min bror også. Så snart vi kunne, kørte vi min kone hjem. Så tog min bror og jeg forgæves ud for at finde min bil. Jeg var trist til mode, da jeg vendte hjem kl. 5.
Hvor var min familie?
Til min overraskelse var min kone og mine børn der ikke. En nabo fortalte mig, at min fireårige datter havde haft ondt i maven, og de havde skyndt sig at køre hende på hospitalet. Idet jeg vidste, at vi havde desperat brug for pengene til at betale for hendes behandling, følte jeg ikke, at jeg havde andet valg end at vende tilbage til forretningen og ordne dagens ordre. Eftersom det kun var min kone og jeg, der arbejdede der, var jeg alene, og jeg knoklede som en gal med at ælte og lægge dej i tragten, justere størrelsen og rende frem og tilbage mellem tortillaerne og kunderne.
Nu var klokken blevet 8. Jeg begyndte at tænke på, hvad der var sket om natten. Så kom spørgsmålet ind i mit sind: »Hvis du er stavspræsident, hvorfor sker det så for dig?«
Alt andet end tortillas
Jeg skubbede den ondskabsfulde tanke til side og bad om styrke. Pludselig hørte jeg en stemme bag mig: »Præsident.« Det var min biskop og en bror fra min menighed, mine hjemmelærere.
Biskoppen sagde: »Vi ved ikke, hvordan man laver tortillas, så vi kan ikke hjælpe dig her. Men du skal ikke bekymre dig om din bil, din kone, din syge datter eller dine andre børn. Du bliver her, og så hjælper vi dig med resten.« Mine øjne fyldtes med taknemlighedstårer.
De tog sig af alt andet end tortillaerne. Da jeg kom hjem den eftermiddag, var der gjort rent og ryddet op i huset, mine skjorter var strøget, og der var lavet mad til mig. Der var ingen hjemme, men jeg vidste, at Hjælpeforeningen havde været der. Politiet havde fundet min bil, og nogle fra menigheden havde betalt for at få den udleveret.
Jeg tog hurtigt hen for at se til min kone og datter. Biskoppen havde været der og givet min datter en velsignelse. Hun havde blindtarmsbetændelse, men alt var under kontrol.
Da min kone og jeg talte om det, blev vi imponeret over, at biskoppen ikke havde brugt fasteoffermidler eller ting fra biskoppens forrådshus for at hjælpe os. Han havde i stedet trukket på de ressourcer og den barmhjertighed, medlemmerne i vores menighed havde.
Nogle få dage senere, mens min datter kom sig og min kone hjalp mig i forretningen, kom der tre kvinder. De var mødre til de tre unge røvere, og de kom for at sige undskyld. De forklarede, at politiet havde fanget deres sønner. Senere slæbte disse mødre bogstavelig talt deres sønner ind i butikken for at bede om tilgivelse, og vi tilgav dem.
De tvivlede ikke
De åndelige rødder på mit slægtstræ er blevet styrket igennem seks generationer på grund af min oldefars urokkelige tro.
Et andet eksempel fra min slægtshistorie minder mig om ikke at tvivle. I 1913 forkyndte ældste Ernest Young og hans makker evangeliet i Mexico og for min tipoldemor Maria de Jesus de Monroy, der var enke, og hendes tre døtre, Natalia, Jovita og Guadalupe, og hendes eneste søn, Rafael – min oldefar. De blev døbt den 10. juni. To måneder senere forlod alle amerikanske statsborgere landet på grund af den mexicanske revolution.
Den 29. august 1913, den dag, hvor præsident Rey L. Pratt og alle de amerikanske missionærer skulle af sted, tog Rafael Monroy, en 34-årig og to måneder gammel konvertit, til missionshjemmet for at udtrykke sin bekymring. »Hvad skal der blive af os?« spurgte han. »Der er ingen organiserede grene i San Marcos, og vi har ikke præstedømmet.« Præsident Pratt, der lyttede til Rafaels bekymringer, bad ham om at sætte sig ned. Han lagde sine hænder på Rafaels hoved og overdrog ham Det Melkisedekske Præstedømme.
Rafael, der forstod, at hans dåbspagt var hellig og evig, forstod også, at han skulle forkynde evangeliet. I 23 måneder hjalp han og hans rådgiver, Vicente Morales, med at omvende og døbe flere end 50 mennesker. De forkyndte for adskillige flere.
Men den 17. juli kom revolutionen også til San Marcos. De revolutionære beskyldte Rafael og Vicente for at tilhøre og støtte den anden part i konflikten, for at gemme våben og dyrke en mærkelig religion. De tog dem som fanger, torturerede dem og hængte dem op, til de besvimede. Så gav soldaterne dem en sidste chance for at redde livet. De ville blive løsladt, hvis de ville afsværge deres religion. Rafael svarede: »Det kan jeg ikke, for jeg ved, at det, jeg har modtaget, er sandt.«
Rafael og Vicente tvivlede ikke. De handlede i overensstemmelse med deres kundskab og vidnesbyrd. Ved dagens ende blev de henrettet af den sydlige befrielseshær. De gav deres liv for det, de troede på.1
Stadig sandt i dag
Lad os ikke tvivle på, at dette værk er sandt. Når som helst vi prøves med tvivl, lad os da trække på vores åndelige erfaring. Det kan hjælpe os med at fjerne tvivlen. Dette gælder især for dem, der er vendt tilbage fra en fuldtidsmission, og derpå tillader tvivlen at snige sig ind; for medlemmer gennem lang tid, der er blevet trætte af at holde ud, og for nyomvendte, der til at begynde følte stor glæde, men som ikke nærede deres tro.
Skulle det gælde jer, vil jeg gerne sige: Hvis evangeliet var sandt, da I sendte jeres missionspapirer ind (og det var det!); hvis det var sandt, da I gik i templet (og det var det!); hvis det var sandt, da I blev omvendt og lod jer døbe, eller I hjalp andre til omvendelse og dåb (og det var det!); hvis det var sandt, da I blev beseglet (og det var det!), så er det også sandt i dag!
Jesus viste ved sit eksempel, hvordan vi kan hente styrke i skrifterne. Joseph Smith viste, at man henter trøst og lettelse i bøn. De, som har givet deres liv uden at tvivle, har vist os, at selv i mødet med døden har vi håb.
Vi må ikke bukke under for desperation, for prøvelser og fristelser er midlertidige. Vi kan finde håb i Herrens erklæring: »Se hen til mig i alle jeres tanker; tvivl ikke, frygt ikke« (L&P 6:36).