Forsvar troen
Ældste Jörg Klebingat
De Halvfjerds
Herren har brug for et villigt folk, der på ydmyg men alligevel fast vis er i stand til at forsvare Kristus og Guds rige.
Illustration fra Getty Images
I den førjordiske tilværelse havde vi handlefrihed, evnen til at ræsonnere og intelligens. Der blev vi »kaldet og beredt … i overensstemmelse med Guds forudviden«, og vi stod til at begynde med på »på samme stade« som vores brødre og søstre (Alma 13:3, 5). Der var rig mulighed for at vokse og lære.
Men den lige adgang til at lære i et kærligt himmelsk hjem affødte ikke, at vi alle – vor himmelske Faders åndelige børn – fik det samme ønske om at lytte, lære eller adlyde. Idet vi udøvede vores handlefrihed, som vi gør i dag, lyttede vi med forskellige grader af interesse og hensigt. Nogle af os stræbte ivrigt efter at lære og adlyde. Med krigen i himlen i horisonten forberedte vi os til at rejse videre fra vores førjordiske hjem. Der blev undervist i sandheden, og den blev udfordret, der blev båret vidnesbyrd, og de blev latterliggjort, og hver enkelt førjordiske ånd traf et valg om enten at forsvare eller forfægte Faderens plan.
Ingen neutralitet
I sidste ende var det ikke en mulighed at trække sig ubeslutsomt tilbage i et neutralt hjørne i denne konflikt. Det er det heller ikke i dag. De af os, der var udrustet med tro på Jesu Kristi kommende forsoning, de, som havde flammende vidnesbyrd om hans guddommelige rolle, de, som besad åndelig kundskab og mod til at bruge det i forsvaret af hans hellige navn, kæmpede i front i denne krig på ord. Johannes skrev, at disse tapre ånder, og andre, har besejret Lucifer »ved Lammets blod og ved deres vidnesbyrds ord« (Åb 12:11; fremhævelse tilføjet).
Ja, løftet om en Frelser og blodsudgydelse i Getsemane og Golgata gav sejren i den førjordiske krig. Men vores førjordiske mod og vidnesbyrd, vores villighed til at forklare, ræsonnere med og overtale andre ånder lagde også en dæmper på, at løgne bare blev spredt uimodsagt.
Da vi sejrrigt havde gjort vores førjordiske pligt i hans forsvar, blev vi vidner om hans hellige navn. Ja, da vi havde vist vores værd i slaget, og Herren således var forvisset om vores hjerte og mod, sagde han senere om os – medlemmerne af Israels hus – »I er mine vidner« (Es 43:10). Lad os spørge os selv, om denne erklæring stadig gælder os i dag?
Vores nuværende kamp
Der raser stadig en konflikt i vor himmelske Faders børns sind, hjerte og sjæl i dag, hvor vi venter på Jesu Kristi andet komme. Selvom mange i verden er oprigtigt interesserede i Kirkens lære, så er der en stadigt større kløft mellem de ugudelige og de retfærdige, der splitter og sætter verden i frit moralsk fald fra evangeliets gengivne sandheder. Når ufuldkomne, men dog stræbende hellige bliver beskyldt for at følge mørket, når deres rene hensigt og arbejde erklæres urent (se Es 5:20), er der så noget at sige til, at der peges fingre af Herrens genoprettede kirke og hans trofaste tjenere? (Se 1 Ne 8:27).
Præsident Thomas S. Monson har sagt: »Vi lever i en tid, hvor vi er omgivet af meget, som har til hensigt at lokke os ad stier, som kan føre til vores ødelæggelse. Det kræver beslutsomhed og mod at undgå sådanne stier.«
Passivt, afslappet medlemskab er ikke nok i denne sidste dages konflikt! Præsident Monson fortsatte: »I vores hverdag er det næsten uundgåeligt, at vores tro bliver udfordret … Har vi det moralske mod til at stå fast på vores holdninger, selv om vi må stå alene, når vi gør det?«1
Til trods for den konstante baggrundsstøj fra den store og rummelige bygning (se 1 Ne 8:26-27) er vi så opsatte på at gå standhaftigt ad den mindre befærdede vej?2 Er vi både villige og i stand til at engagere os i høflig samtale med dem, der har ærlige spørgsmål? Er vi i stand til og villige til at tydeliggøre og forsvare Jesu Kristi genoprettede kirkes lære uden at gribe til ordstrid?
Idet ældste Dallin H. Oaks fra De Tolv Apostles Kvorum rådede os til at være i stand til at være enige om at være uenige, sagde han: » I vores stræben efter at være sagtmodige … må vi ikke gå på kompromis eller udvande vores hengivenhed for de sandheder, vi forstår.«3
Bliv tapre
Lad os nøje overveje præsident Monsons opfordring: »Når vi har et vidnesbyrd, så påhviler det os at bære det vidnesbyrd for andre … Må vi altid være modige og forberedt til at stå fast ved det, vi tror på, og hvis vi må stå alene i processen, må vi da gøre det modigt, styrket af vores viden om, at vi faktisk aldrig er alene, når vi står sammen med vor Fader i himlen.«4
Medlemskab af Kirken gør os ikke automatisk til et tappert vidne om Kristus og hans genoprettede kirke. Herren har belært os om at lade vores lys skinne igennem efterlevelse af evangeliet, og alligevel er der stadig nogle medlemmer, der holder deres medlemskab hemmeligt ved at sætte deres lys under en skæppe. Nogle besvarer lejlighedsvist spørgsmål om evangeliet, men tøver med at vidne og indbyde. Mens andre faktisk kigger efter muligheder for at fortælle andre om evangeliet og gør det villigt. Hvor mange af os er proaktive, tapre forkæmpere for troen?
For at holde og genvinde terræn i dagens krig på ord har Herren brug for et folk, der både er villigt og i stand til ydmygt, men fast at forsvare Kristus, hans levende orakler, profeten Joseph Smith, Mormons Bog og Kirkens standarder. Han har brug for et folk, der er »rede til forsvar over for enhver, der kræver [dem] til regnskab for det håb, [de] har« (1 Pet 3:15). Han har brug for en skare af sidste dages hellige, der i en ånd af sagtmodighed og kærlighed er villige til at vidne om sandheden, når et hvilket som helst aspekt af det gengivne evangelium udfordres.
Hærføreren Moronis eksempel
Dersom I føler jer utilstrækkelige som tapre forkæmpere i vor tid, er I ikke alene om det. Sådan føler de fleste af os i en vis grad. Der er dog ting, vi kan gøre for at få både evne og selvtillid.
I Mormons Bog læser vi om, at hærføreren Moroni »beredt[e] folkets sind til at være trofast mod Herren deres Gud« (Alma 48:7). Han indså, at den forreste forsvarslinje lå på et grundlag af personlig lydighed. Desuden »opført[e han] små fæstninger eller tilflugtssteder ved at opkaste jordvolde … og også ved at bygge mure af sten for at omslutte dem« (v. 8). Han traf ikke alene nogle åbenlyse forholdsregler forsvarsmæssigt, rent strategisk styrkede han tillige »deres svageste befæstninger« (v. 9). Hans strategiske forholdsregler var så viseligt udført, at hans fjender blev »overordentlig[t] forbavsede« (Alma 49:5) og ude af stand til at udføre deres onde forehavende.
I spørger måske: »Kan én så svag som jeg være en tapper forkæmper for Kristus og hans gengivne evangelium?« Det, I opfatter som svaghed, kan vendes til styrke, hvis I accepterer, at alt, Herren fordrer af jer, er »hjertet og et villigt sindelag« (L&P 64:34). Når de er udrustet med en modig ånd, er denne verdens jævne og uanselige hans yndlingsrekrutter. Husk, at »ved små og enkle ting« fryder han sig ved at beskæmme de vise (se Alma 37:6-7). Dersom I er villige til at fortælle andre om og forsvare det gengivne evangelium og dets ledere og læresætninger, kan I overveje følgende forslag.
1. Vid, hvem og hvad vi skal forsvare. En solid forsvarsstrategi er grundlaget for et solidt angreb. Ligesom I ikke effektivt kan forsvare det, I ikke eller blot kender lidt til, vil I heller ikke forsvare det, hvis I ikke virkelig bryder jer om det. Akkurat som daglejeren, der bliver betalt for at vogte fårene, vil trække sig eller flygte ved det første tegn på problemer, vil I heller ikke holde forsvarslinjen ret længe, medmindre I har en åndelig overbevisning om, at jeres sag er retfærdig og sand. For at vidne om og forsvare Kristus og hans kirke må I vide, at han lever og at dette er hans genoprettede kirke.
De, som kender og efterlever evangeliet, er fyldt med både forståelse og en brændende overbevisning, der næres af værdighed og personlig erfaring. De er bedre beredt på at vidne om sandheden end dem, der kun har rettet deres opmærksomhed mod at lære, hvordan man svarer.
2. Vurder jeres fæstninger. Følg hærføreren Moronis eksempel. Lav en ærlig vurdering af jeres styrker og svagheder i jeres forståelse af evangeliet. Viser I et godt eksempel ved at leve kristuslignende? Er I i stand til at finde svar på spørgsmål ved at søge i skrifterne? Føler I jer trygge ved at bære jeres vidnesbyrd? Kan I svare på spørgsmål om Kirkens læresætninger og lærdomme, selvom noget er mere udfordrende at forklare, ved at henvise til skrifterne? Er I forberedt på at sige, »jeg ved det ikke, men jeg kan finde ud af det« eller henvise folk til steder, hvor de kan få svar? Kunne det tænkes, at et mere flittigt studium kunne hjælpe jer til at få den selvtillid og det mod, I søger?5
3. Styrk jeres befæstninger. Med en vurdering af doktrinære »befæstninger« foran jer kan I påbegynde et langtidsstudium med det formål at gøre de svage punkter stærke (se Eter 12:27). Svar på Moses’ håb: »Gid hele Herrens folk var profeter, fordi Herren lagde sin ånd på dem!« (4 Mos 11:29). Træt Herren med jeres bøn om, at han vil velsigne hver del af jeres daglige indsats med at bygge ved at føje dynger af jord på jeres forsvarsmure.
Læs bønsomt skrifterne igen og igen. Sip og nip ikke blot lidt til de velkendte historier. Mæt jer med dem. Overvej at føre noter over jeres studium af læresætninger og fortsæt med at føje til dem. I kan for hvert emne overveje at identificere og huske nogle få skriftsteder i logisk rækkefølge for at understøtte jeres egne tanker og lærdom. Som ældste Richard G. Scott (1928-2015) fra De Tolv Apostles Kvorum belærte om: »Når skriftsteder anvendes, således som Herren har sørget for, at de blev nedskrevet, har de en væsentlig kraft, som ikke kan viderebringes, hvis de omskrives.«6
Overvej at lære nogle få citater af profeter og apostle udenad. Helligånden kan typisk bringe »ting frem i vores sind«, når vi engang har lagt dem der (se Joh 14:26). Sand kristuscentreret doktrinær kundskab er, hvis den kombineres med hans »Ånds sværd« (L&P 27:18), den stærkeste befæstning og det stærkeste forsvarsvåben, I besidder.
4. Øv jer! Kirkens fuldtidsmissionærer bliver opfordret til at lave rollespil for at forberede sig på situationer, de måske kan komme i. Eftersom I kan blive bedt om at forsvare Kirken eller forklare dens doktriner på de mest uventede tider og steder, så overvej følgende missionæreksempel på at forberede jer åndeligt, inden I finder en samtale naturlig (se Moses 3:5, 7). Øv jer med rollespil, inden I står i en situation, hvor I skal undervise om eller forsvare evangeliske standarder. Uanset om I øver for jer selv eller sammen med familie og venner, så stil hypotetiske spørgsmål og besvar dem. Efterhånden som I bliver mere forberedt, vil I vokse jer »stærkere og stærkere« i jeres selvtillid som vidne om Kristus (se Hel 3:35). Begynd med korte og enkle svar. Det vil i de fleste situationer være tilstrækkeligt. Men I kan også styrke jeres forsvarsfæstninger endnu mere ved at studere relaterede skriftsteder og forbinde forskellige læresætninger.
5. Opsøg mulighederne. Når I således har forberedt jer, så bed om muligheder for ydmygt om end tillidsfuldt at fortælle andre om og om nødvendigt forsvare evangeliet. Husk, »mismodikke er manglende tilstrækkelighed, men fravær af mod.«7 Bed om, at I vil elske vor himmelske Faders børn i og uden for Kirken tilstrækkeligt til at fortælle om og forsvare evangeliske standarder. Bed om, at I aldrig vil blive ligegyldige eller resignerede omkring jeres egne blinde vinkler på evangeliske læresætninger, men arbejd med tro på Kristus på at overvinde dem.
Husk, at selv et barn kan være forkæmper for Kristus på legepladsen ved at bære et enkelt vidnesbyrd, at man ikke behøver at være skriftklog for at vidne om sandheden, at I ikke nødvendigvis skal have alle svarene, det er okay sommetider at sige: »Jeg ved det ikke« eller »disse hemmeligheder er endnu ikke blevet gjort fuldstændig kendt for mig, derfor vil jeg lade være med at sige mere derom« (Alma 37:11). Ikke at skamme sig ved evangeliet (se Rom 1:16) er mere end bare at ignorere eller udholde halve sandheder og løgne, det vil sige, at man kender og forsvarer læresætningerne! Lad os derfor ikke være tavse på grund af frygt, men kun fordi vi følger en tilskyndelse (se fx Alma 30:29).
Stå som et proaktivt vidne
Når I vedbliver med at forsvare Jesu Kristi evangelium, vil »tro, håb, næstekærlighed og kærlighed, med intet andet end Guds ære for øje, gør[e jer] skikket til arbejdet« (L&P 4:5-5). Lad os her huske, at Kristus var sagtmodig, men aldrig svag – at han opfordrede, men også irettesatte, og at han også sagde, at »den, der har stridens ånd, er ikke af mig« (3 Ne 11:29).
Efterhånden som en ugudelig verden fremturer i overskridelse af Guds moralske og doktrinære standarder, satser Kristus på, at selv den mindste blandt de hellige vil være et levende vidne om hans navn.
Præsident Gordon B. Hinckley (1910-2008) mindede os om, at »det ikke er nok bare at være god. I må være gode for noget. I må bidrage med noget godt i verden. Verden må blive lidt bedre, fordi I er i den … I denne verden, der er så fyldt med problemer, som konstant trues af mørke og onde udfordringer, både kan og må I hæve jer over middelmådigheden, over ligegyldigheden. I kan lade jer involvere og tale med en stærk røst for det, der er rigtigt.«8
Hvis I har et stærkt ønske om at være et vidne om det gengivne evangelium, så meld jer under fanerne i den sidste dages hellige hær af vidner ved at lade jeres lys skinne! Må jeres efterlevelse af evangeliet og jeres forsvar af det selvsamme evangelium afspejle dybden af jeres omvendelse til Jesus Kristus.