Bogen, der reddede mit liv
Udsnit af Se jeres små, af Robert Barrett
Min familie og jeg blev medlemmer af Kirken, da jeg var 12 år gammel. På det tidspunkt havde jeg ingen anelse om, hvor stor en gave det var. Jeg vidste ikke engang, at Kirken var sand, men min far og mor blev imponeret af det budskab, missionærerne kom med. Jeg kunne godt lide missionærerne, men jeg forstod ikke rigtig, hvad de sagde. Da de opfordrede os til at blive døbt, besluttede min familie, at vi enten tilsluttede os som familie eller slet ikke. Jeg var enig og blev døbt uden at være blevet omvendt.
Jeg deltog i kirken og seminar, men min familie faldt fra. Jeg havde venner i kirken, og jeg tog til seminar og GUF med dem. Jeg gik ikke så meget op i evangeliet eller læren og syntes generelt, at kirken var kedelig. Mit liv tog en kompliceret drejning, da jeg deltog i aktiviteter som butikstyveri og hærværk. Min far blev voldelig, og jeg overvejede at begå selvmord.
Men det var aldrig rigtig en løsning. Det kunne jeg ikke gøre mod min mor, som jeg elskede højt. Så jeg måtte finde en anden løsning. Jeg så rundt på mine venner fra Kirken. Den ene ting, de havde, som jeg ikke havde, var et vidnesbyrd. Så i en alder af 16 år, fire år efter jeg var blevet døbt, satte jeg mig ned for at læse Mormons Bog for første gang.
Det var svært, og det tog mig næsten to år. Da jeg læste 3 Nefi om Frelserens besøg blandt nefitterne efter hans opstandelse, hvor han velsigner deres børn, og engle stiger ned fra himlen og betjener dem, var det, som om jeg stod blandt nefitterne og så den mirakuløse begivenhed med mine egne øjne. Helligånden vidnede om den storslåede begivenhed.
Jeg kunne ikke læse mere, for mine øjne fyldtes med tårer. Da jeg havde samlet mig lidt, fortsatte jeg med at læse. Der gik nogle få uger, og jeg blev færdig med bogen. Jeg knælede ned og bad for at vide, om den var sand. Men jeg fik intet svar.
Dagene gik med, at jeg knælede ned og tryglede om svar på, om bogen var sand, om Kirken var sand, men jeg fik ikke noget svar. Flere uger efter jeg var færdig med at læse, knælede jeg fortvivlet en gang mere og spurgte: »Himmelske Fader, er Mormons Bog sand?« Svaret kom, men ikke som jeg havde ventet: »Det har jeg allerede fortalt dig. Du ved, den er sand.«
Jeg havde fået mit vidnesbyrd nogle uger forinden, da jeg læste om Kristus, der velsignede børnene. Jeg vidste, at denne kirke, Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, er Guds rige på jorden, genoprettet og ledet af en profet, som i gamle dage.
Det er ikke nogen overdrivelse at sige, at Mormons Bog reddede mit liv, men det ville være mere præcist at sige, at det gengivne evangelium reddede mig, og at det fortsat fornyer og nærer mig hver eneste dag. Det er mit dyrebareste eje.