Budskab fra Det Første Præsidentskab
Profeter til at vejlede os
Præsident Thomas S. Monson
For nogle få år siden sad jeg i et værelse i templet i Salt Lake City, hvor Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Råd mødes en gang om ugen. Jeg kiggede på væggen, der er prydet af ansigter fra Det Første Præsidentskab, og betragtede hver af Kirkens præsidenter.
Mens jeg så på dem – fra profeten Joseph Smith (1805-1844) til præsident Gordon B. Hinckley (1910-2008) – tænkte jeg: »Hvor er jeg taknemlig for den vejledning, de hver især gav.«
Det var store mænd, der aldrig vaklede, tøvede eller svigtede. De var Guds mænd. Når jeg tænker på de nutidsprofeter, jeg har kendt og elsket, mindes jeg deres liv, egenskaber og inspirerede undervisning.
Præsident Heber J. Grant (1856-1945) var Kirkens præsident, da jeg blev født. Når jeg tænker over præsident Grants liv og lærdomme, tror jeg, at et karaktertræk, som han altid var et godt eksempel på, var udholdenhed – udholdenhed i alt, hvad der er godt og ædelt.
Præsident George Albert Smith (1870-1951) var præsident for Kirken i den tid, hvor jeg tjente som biskop i min menighed i Salt Lake City. Han bemærkede, at der var en stor krig i gang mellem Herren og modstanderen. Han sagde: »Hvis I vil blive på Herrens side af stregen, er I under hans påvirkning og har ikke noget ønske om at gøre noget forkert.«1
I 1963 blev jeg kaldet til at tjene som medlem af De Tolv Apostles Kvorum af præsident David O. McKay (1873-1970). Han underviste om hensyn til andre ved den måde, han levede på. »Sand næstekærlighed er kærlighed i funktion,« sagde han.2
Præsident Joseph Fielding Smith (1876-1972), en af Kirkens mest produktive skribenter, gjorde evangelisk uddannelse til et livsprincip. Han læste uophørligt skrifterne og var mere bekendt med de lærdomme og doktriner, man finder i dem, end nogen anden, jeg nogensinde har kendt.
Præsident Harold B. Lee (1899-1973) tjente som min stavspræsident, da jeg var dreng. Et af hans yndlingscitater var: »Stå I derfor på hellige steder og lad jer ikke flytte.«3 Han opfordrede de hellige til at være i harmoni med og modtagelige for Helligåndens hvisken.
Jeg tror, at et vejledende livsprincip for præsident Spencer W. Kimball (1895-1985) ville være hengivenhed. Han var fuldstændigt og utvetydigt Herren hengiven. Han var også meget hengiven i sin efterlevelse af evangeliet.
Da præsident Ezra Taft Benson (1899-1994) blev præsident for Kirken, kaldte han mig til at tjene som sin andenrådgiver i Det Første Præsidentskab. Kærlighed var hans vigtigste princip, og det kommer til udtryk i hans yndlingscitat, som er en udtalelse fra Frelseren, der spurgte sine disciple: »Hvad slags mænd burde I derfor være?« Sandelig siger jeg til jer: Ligesom jeg er.«4
Præsident Howard W. Hunter (1907-1995) var en, der altid så efter det bedste i andre mennesker. Han var altid høflig; han var altid ydmyg. Det var mit privilegium at tjene som hans andenrådgiver.
Præsident Gordon B. Hinckley lærte os at gøre vores bedste. Han bar stærke vidnesbyrd om Frelseren og hans mission. Han underviste os med kærlighed. Det var en ære og velsignelse for mig at tjene som hans førsterådgiver.
Frelseren sender profeter, fordi han elsker os. Under generalkonferencen til oktober vil Kirkens generalautoriteter igen have privilegiet af at formidle hans ord. Vi går til den opgave med stor højtidelighed og ydmyghed.
Hvor er vi dog velsignede ved, at Jesu Kristi genoprettede kirke er på jorden, og at Kirken er grundlagt på åbenbaringens klippe. Fortsat åbenbaring er selve livsnerven i Jesu Kristi evangelium.
Må vi forberede os på at modtage den personlige åbenbaring, der kommer til os i overflod under generalkonferencen. Må vores hjerte fyldes af dyb målbevidsthed, når vi rækker vores hænder i vejret for at opretholde de levende profeter og apostle. Må vi blive oplyst, opløftet, trøstet og styrket, når vi lytter til deres budskaber. Og må vi være rede til at genindvie os til Herren Jesus Kristus – hans evangelium og hans værk – og til at forny vores forsæt om at efterleve hans bud og gøre hans vilje.