Vi kan gøre det bedre: Byd andre velkommen i folden
Her er fire måder, hvorpå I kan hjælpe nye og tilbagevendende medlemmer til at føle, at de hører til.
Der var ikke gået en måned, siden Melissa (alle navne er ændret) var blevet døbt i det midtvestlige USA, før hun skulle bede åbningsbøn ved nadvermødet. Hun var nervøs for at bede offentligt, men »havde tillid til sin evne til at tale med vor himmelske Fader,« fortæller hun. »Jeg havde jo trods alt bedt i årevis, især da jeg undersøgte Kirken, og kunne mærke Helligånden hjælpe mig.«
Så hun blev overrasket, da hun modtog en e-mail fra et medlem af menigheden, der detaljeret beskrev alt det, der var galt med hendes bøn. Skam, forlegenhed og en storm af tvivl strømmede igennem Melissa, indtil hun følte sig tilskyndet til at ringe til den hjemvendte missionær, der havde undervist hende. »Han forsikrede mig hurtigt om, at det var totalt upassende af dette medlem at kritisere mig således,« fortæller hun. »Han fortalte mig også, at biskoprådet aldrig ville bede et andet medlem, som jeg havde antaget, om at give mig denne form for feedback.«
Med denne forsikring forblev Melissa aktiv i menigheden, tog imod kaldelser og hendes tro blomstrerede. Men det tog flere måneder at komme sig over smerten og den tabte tiltro, efter hun havde fået den nedslående e-mail.
Desværre er Melissas historie ikke unik. Mange nye og tilbagevendende medlemmer oplever betydelige, men ofte undgåelige udfordringer ved at føle, at de ikke hører til. Sommetider kan selv de med stærke vidnesbyrd kæmpe med at forblive trofaste, når de føler sig lukket ude. I en nyere videoserie med titlen Enighed i forskelligheden taler kirkeledere om dette emne, opfordrer medlemmer til at være mere hensynsfulde, inkluderende og kærlige i vores omgang med hinanden.
Følgende historier illustrerer, hvordan vi som medlemmer kan anvende disse principper og tilbyde reelt venskab og følelsesmæssig støtte til dem, der hungrer efter hjertelig accept i Herrens kirke.
Vær en ven i troen
»Hver gang nogen som helst nærmer sig kirkedøren, bør de straks føle sig omfavnet og elsket og opløftet og inspireret … til at gå videre og være bedre, fordi de ved, at Herren elsker dem, og fordi de har venner i troen.«
– Carol F. McConkie, førsterådgiver i Unge Pigers hovedpræsidentskab
Melissa havde brug for sande venner, især i sin menighed, som hun kunne gå til, når hun havde brug for råd eller hjælp. Hendes mand og datter havde ikke tilsluttet sig Kirken sammen med hende.
»At gå i kirke og se alle familierne fik mig til at føle mig dybt ensom,« siger hun. »Alle var venlige, men alene deres glæde fik mig til at tænke, at jeg aldrig ville få den mormonglød, for jeg var den eneste med problemer.«
Udover den hjemvendte missionær, der havde undervist hende, var Melissa velsignet med Cindy, en onlineven, der havde præsenteret hende for Kirken. »Det var hårdt at se Melissa kæmpe i sit lokalområde, da jeg blot kunne se hjælpeløst til,« forklarer Cindy. »Så jeg oprettede en privat Facebook-gruppe med nogle få utroligt jordnære, kærlige og åbensindede medlemmer, der kunne blive venner med hende og hjælpe hende på en måde, jeg ikke kunne alene.«
Gruppen gav ikke blot Melissa en følelse af at høre til, mens hun fandt sin plads i menigheden, men den kunne også svare på spørgsmål om livsstil og kulturelle bekymringer. »Jeg er vokset op i en top og et par shorts,« siger Melissa. Hun påskønnede, at hendes onlinevenner sendte hende billeder med tøj, hun kunne tjekke ud i lokale butikker. Det opmuntrede hende til at spørge sine søstre i menigheden om anbefalinger af film, da hun ikke længere havde det godt med nogle af filmene i sin samling.
Melissa påpeger, at et vigtigt aspekt af at finde venner var, at hun søgte råd. Uønskede råd føles mere som indtrængen end indlemmelse, en overskridelse af ens privatsfære, der kan være sårende for dem, der ikke er forberedt på den.
Senere blev Melissa kaldet til at undervise i Hjælpeforeningen. Hendes kaldelse gav hende mulighed for at omgås andre i menigheden. Melissa fortalte søstrene om sine vanskeligheder med ikke alene at være nyt medlem, men også med håndteringen af et autistisk barn, personlige helbredsmæssige udfordringer, og at hendes hund var dødssyg. Oplevelsen af, at der var søstre, der lyttede og fortalte om deres vanskeligheder i klassen og under private samtaler, blev en dyb heling. Denne tilknytning hjalp Melissa til at føle, at hun endelig havde sande venner i troen.
Inkluder alle
»Frelseren bød sine disciple at ›elske hinanden, ligesom jeg har elsket jer‹ (Joh 13:34, fremhævelse tilføjet). Så ser vi på, hvordan han elskede os … Hvis vi gør ham til vores forbillede, bør vi altid prøve at række ud for at inkludere alle.«
– Ældste Dallin H. Oaks fra De Tolv Apostles Kvorum
Robert, en undersøger i Canada, har været til nogle forskellige SDH-møder og aktiviteter. Han har undersøgt forskellige religioner, men fortsætter med at undersøge Kirken på grund af den inspiration, han har fundet i dens læresætninger og i Mormons Bog. Han deltager i institut for at lære mere, og han finder det sociale miljø »forfriskende sundt, venligt, med rigtigt gode vibrationer,« siger han. »Mormoner er det flinkeste folk i verden.«
Robert beskriver sig selv som en introvert, der gerne vil omgås andre, men siger: »Jeg har en tendens til at kramme væggen og ikke vide, hvordan man er en del af grupperne, nogle af de sidste dages hellige, der har været venner i lang tid, virker ikke til at have brug for nogen andre.« Men det kræver ikke så meget at lette på følelsen af isolation. Han husker, at der under en aktivitet »var en, der kom hen til mig og opfordrede mig til at blive og se filmen, og jeg ville ellers være gået, men jeg hyggede mig virkelig. Jeg havde bare brug for at vide, at der var nogen, der gerne ville have, at jeg var der.«
Ligesom Melissa sætter han pris på SDH-venner, der forklarer læren, men ikke bliver for specifikke omkring, hvordan man efterlever den. Venner, der lytter mere, end de formaner, er ligesom »en, der går ved siden af dig, frem for bare at gå bagved og skubbe og skynde på dig. De fleste gange snubler og falder man bare.«
Robert har kæmpet med at holde op med at ryge. Hans ubehag viser meget godt, hvordan de nye er meget bevidste om, at de skiller sig ud. »Der er ikke et eneste medlem, der nogensinde har sagt noget til mig om, at jeg lugter af røg,« siger han. »Og alligevel kommer jeg ikke til institut eller i kirke, hvis mit tøj ikke er helt nyvasket.«
Vi kan skabe en stærk følelse af tilhørsforhold, når vi beroliger og inkluderer de nye i Kirken. Ældster D. Todd Christofferson fra De Tolv Apostles Kvorum siger: »Det skærer mig i hjertet, hvis der kommer nogen, der er meget sårbar og siger … her vil jeg gerne være og bliver mødt af en kold skulder eller mangel på interesse. Det er tragisk …Vi må være bedre end det« (»Is There a Place for Me?«, video, lds.org/media-library).
Kom ud af busken
»Når I vælger at komme ud af busken, bliver I til velsignelse for andre … Kan I holde øje med det menneske, der sidder i yderkanten, sidder længst væk? Når I åbner jeres hjerte for andre mennesker, vil I indse, at vi alle hører til.«
– Jean B. Bingham, Hjælpeforeningens hovedpræsident
Da Elsa sluttede sig til Kirken i Holland, oplevede hun en reel forbindelse til en kærlig himmelsk Fader. Men som ung voksen måtte hun også håndtere ensomheden, da familie og venner følte sig ubehageligt til mode med hendes nye tro og vaner. »Det bedste, medlemmerne har gjort for mig,« siger hun, »er at være villige til at være venner med mig uden for kirken. Nogle er taget til templet med mig for at udføre dåb, selvom de har fået deres begavelse. Jeg har brug for at omgås medlemmer ud over søndagene for at få styrke nok til at holde ud til enden.«
Elsa føler, at hendes største udfordring som nyomvendt er »forventningen om pludselig at forstå alting,« siger hun. »Alle de forkortelser, begivenheder og kaldelser. Det kan være lidt udmattende, og jeg er sommetider bange for, at folk dømmer mig, fordi jeg ikke er hurtigere til at lære.« Desuden oplever hun som mange andre en social angst, der »får mig til at holde mig sikkert bagest i kirkesalen, hvor jeg sjældent taler med nogen.« Store grupper er skræmmende, og hun ved ikke, om de andre dømmer hende for hendes manglende sociale deltagelse. »Det er ikke, fordi jeg ikke ønsker at tage del i lektionen eller synge højlydt med på salmerne eller bede offentligt,« siger hun. »Jeg er bare bange for, at jeg kommer til at græde foran de mennesker, jeg ikke rigtigt kender endnu.«
Søster McConkie siger: »Jeg kender mennesker, der kommer i kirke hver søndag for at blive inspireret og opløftet, som bare går igen med følelsen af at føle sig dømt og uelsket – unødvendige, som om der ikke er plads til dem i Kirken. Vi har brug for denne forskellighed.«
Ufordømmende medlemmer er dem, der hjælper hende mest, siger Elsa. »De lytter til mine dilemmaer og træder ikke ind over min privatsfære. De opfører sig med oprigtighed og tålmodighed, mens jeg selv lærer, hvad det vil sige at være medlem.« Trods sin angst tager hun med missionærerne ud og tager sig af nye medlemmer og undersøgere. »Jeg ved, hvordan det føles at være ny,« forklarer hun, »og jeg vil gerne være sikker på, at der ikke er nogen, der takker nej til det evangelium, der har reddet mig fra fortvivlelse.«
Efterlev evangeliet, bliv disciple
»Folk kan komme med forskellige gaver og perspektiver. Hele det brede spekter af erfaring, baggrund og udfordringer, som mennesker har, vil vise os, hvad der virkelig er væsentligt i Kristi evangelium. Og meget af resten, der har været krævet over tid af mere kulturel end doktrinær art, kan måske glide ud, og vi kan lære at være disciple.«
– Ældste D. Todd Christofferson fra De Tolv Apostles Kvorum
Til trods for, at Jim tidligere havde været kritisk over for Kirken, tilsluttede han sig, fordi han fik »et utvivlsomt åndeligt vidnesbyrd fra Helligånden, der vidnede om sandheden af evangeliet og dets læresætninger.« En af hans største udfordringer var dog at tilpasse sig SDH-kulturen.
Da han var blevet døbt, opdagede han, at mange generelt accepterede adfærd blandt medlemmerne, der var mere kulturel end doktrinær. »Selvom det sker i enhver organiseret religion,« forklarer han, »følte jeg, at dersom jeg ikke rettede ind på bestemte måder, ville jeg blive beskyldt for ikke at have taget rigtigt imod evangeliet. Min kamp var ikke med evangeliet eller læren, men med den grad af konformitet, der føltes som ren kultur.«
Som ældste Christoffersen forklarer, har vi brug for vores nyomvendte, undersøgere og andre, der hjælper os til at få ryddet ud i ikke-doktrinære fremgangsmåder, der er akkumuleret over tid, og blive sande disciple.
Ældste Oaks opfordrer i sin lovprisning af fordelene ved, at mennesker med forskellig baggrund interagerer, de sidste dages hellige til at undgå at fokusere på forskellighederne, og i stedet begynde at spørge: »Hvor kommer du fra? Hvilke værdier lægger du mest vægt på? Hvad ønsker du at opnå?« Den form for åbenhed og accept kan til gengæld hjælpe de nye i vores cirkel til at føle sig inkluderet, opbygget, elsket og klar til at søge frelse i Kristi legeme.
Ligesom kirkeledere i dag var apostlen Paulus bekymret for splid i Kristi oprindelige kirke. Han tilskyndede medlemmer med stærke meninger til at lade være med at støde deres medhellige omkring praksis, der i sidste instans ikke rigtig betød noget, og han forklarede, at hvor »kundskaben gør indbildsk … [så bygger] kærligheden … op« (1 Kor 8:1). Han formanede til, at »der ikke er splittelser iblandt jer« og til at fokusere på »Jesus Kristus, og det som korsfæstet« og langt mindre på, hvordan vi adskiller os fra hinanden (1 Kor 1:10; 2:2).
I dag formaner nutidsapostle og profeter os til at holde sammen i vores diversitet, de opfordrer os til at gøre plads til hvert et medlem af Kristi kirke som en vigtig del af vores mål om, at »vi alle når frem til enheden i troen og i erkendelsen af Guds søn, til … en vækst, som kan rumme Kristi fylde« (Ef 4:13).