Sådan heles de efterladte

SDH-familietjeneste

Når nogen vælger at gøre en ende på deres lidelse ved at begå selvmord, starter der en kompliceret og særlig smertelig sorgproces for de overlevende pårørende (som typisk omtales som de efterladte). Følelser af forvirring, skyld, efterladthed, afvisning og vrede intensiveres. Man er efterladt med et stort hvorfor? Hvad var det, jeg ikke så? Hvorfor fik jeg ikke en tilskyndelse? Hvordan vil dette påvirke evige velsignelser osv. Disse ubesvarede spørgsmål kan forårsage stor uro, såvel som tanker om, at man på en eller anden måde er ansvarlig for den pårørendes død.

Blandt de efterladte er der en tendens til at trække sig tilbage fra andre i skam på grund af frygt for bebrejdelse, fordømmelse og stigmatisering. De efterladte kan også opleve traumerelaterede reaktioner, især hvis de har fundet liget. De efterladte kan endog selv få selvmordstanker i deres sorg.

Uagtet den dybe smerte og lidelse steg vor Frelser »ned under alt« (se L&P 88:6; 122:8), »så han, hvad angår kødet, kan vide, hvorledes han kan bistå sit folk, hvad angår deres skrøbeligheder« (Alma 7:12), så »vi kan få barmhjertighed og finde nåde til hjælp i rette tid« (Hebr 4:16).

Til de sørgende:

• Bebrejd ikke andre, især ikke jer selv.

• Tag hånd om jer selv rent åndeligt: Stol på handlefrihedens gave, tillad at der er noget, vi ikke ved (se 1 Ne 9:6), og stol på Herrens kraft til at hele og tilvejebringe fred (se Fil 4:7).

• Tag hånd om jer selv fysisk: Hold fast i gode rutiner omkring kost, hvile og motion.

• Bed om støtte fra dem, I stoler på (familie, venner, biskop) og lad andre hjælpe jer igennem krisen.

• Deltag i gode adspredende aktiviteter.

• Tal med en professionel terapeut og/eller deltag i en støttegruppe for selvmordsramte.

• Vær tålmodige i jeres helingsproces.

Til dem, der tager sig af de sørgende:

• Vær medfølende og vær ikke bebrejdende eller dømmende. Forstå, hvordan Herren »afpasser sine barmhjertighedsgaver« (L&P 46:15).

• Ræk ud og spørg de efterladte, hvordan I kan hjælpe selv med små ting eller følges med dem til aktiviteter.

• Vær tålmodige, lyt og accepter, at de deler deres følelser i deres tempo.

• Undgå klichéer og hule forsikringer som: »Det ordner sig«, »det kunne være værre«, »jeg ved, hvordan du har det«, »jeg forstår«, »det er Guds vilje«, »tiden læger alle sår« og så videre.

• Prøv ikke at give svar på ubesvarlige spørgsmål.

• Sammenlign ikke deres sorg med jeres egen, selvom den også kan være selvmordsrelateret.

• Tal med dem om deres kære på samme måde, som I ville gøre om enhver anden, der er død på en anden måde.

• Sørg for, at påvirkede børn forstår, at det ikke er deres ansvar.

• Tilbyd hjælp med at finde andre hjælpekilder i deres sorg (terapi, støttegrupper osv.).