En lovet velsignelse for tempeltjeneste
Forfatteren bor i Utah i USA.
Jeg havde ønsket at komme mere i templet – men jeg var ikke forberedt på, hvor meget det ville velsigne min familie.
For nogle få år siden besøgte præsident Oldroyd fra stavspræsidentskabet min menighed og sagde noget, jeg aldrig vil glemme: »Jeg lover jer, at tjener I i templet, vil enhver del af jeres liv blive velsignet.«
Da jeg tænkte over det, kunne jeg ikke forestille mig, hvordan tjeneste i templet kunne påvirke enhver del af mit liv. Men efter kirke besluttede jeg mig for at tage hans opfordring op alligevel og komme mere regelmæssigt i templet. Jeg ville afprøve hans løfte. Min mand havde ønsket at komme mere i templet, men jeg var tilbageholdende, fordi vi havde små børn. Vi skulle køre halvanden time til templet i San Antonio i Texas i USA, deltage i en begavelsessession og så køre hjem igen. Jeg kunne ikke bede nogen om at se efter vores børn i syv eller otte timer.
Begyndelsen på en velsignelse
Til at begynde prøvede vi at bytte babysitting med en anden familie, men der skete det uundgåelige, at en blev syg, eller også dukkede der noget andet op. Vi afgjorde, at vi var nødt til at fastlægge datoer for hele året og tage af sted! Så kom vi i tanke om en »pizza og leg«-metode. Vi kørte sammen til templet. Den ene af os forældre tog en tempelsession, mens den anden tog børnene med ud og spise pizza. Så byttede vi, og mens den anden forælder gik i templet, gik den første en tur rundt på tempelområdet med børnene. Det fungerede fint. Vores børn vidste, at templet var vigtigt for os – de vidste, hvilke andre ting vi kunne have lavet på en lørdag – og her kunne vi være sammen som familie.
Jeg havde ikke forudset, hvor meget min familie ville blive velsignet ved, at vi tog til templet. Efter vi var taget mere til templet i over et år, deltog jeg i en session, da jeg bemærkede en mand, der var lammet fra halsen og ned. Jeg tænkte, at det var imponerende, at han var der. På vej ud af templet så jeg ham sidde nær parkeringspladsen, så min mand og jeg tænkte, at vi ville hilse.
Manden spurgte min mand, Chad, og jeg, om vi ville hjælpe ham med et telefonopkald. Vi sagde ja til at hjælpe og manden fortalte Chad, hvor hans telefon var. Chad ringede op for ham, og rakte ham så telefonen. Manden kunne ikke tage den, men han smilede venligt. Chad så ned på mandens arme, der var spændt fast til hans kørestol, og han indså hurtigt, at han måtte holde telefonen op til mandens øre. Den bustjeneste, der skulle hente ham, var forsinket. Vi blev hos ham og talte med ham, indtil bussen kom. Vi var forbløffede over, at han var i templet til trods for sine udfordringer. Han havde den skønneste indstilling. Han havde et strålende smil. Inden han tog af sted, udvekslede vi kontaktoplysninger, og vi fandt ud af, at han hed Max Para.
Hvis bror Para kunne tage til templet, så kunne vi også – ingen undskyldninger!
Bror Paras eksempel
Vi besluttede, at vi ville besøge ham måneden efter som en del af vores tempelbesøg. Vi ringede i forvejen, og han sagde, at vi kunne gå ind, når vi nåede frem til hans hus. Vi kørte ind i San Antonio og fandt bror Paras lille hus. Han lå på sin seng med et hvidt lagen, der dækkede hans krop helt op til kinden. Han drejede hovedet til siden og talte med os, og viste os sit strålende smil. Han fortalte, at han var blevet lam, efter han faldt ned fra et tag, da han var i 30’erne. Han fortalte om sin kamp og sit vidnesbyrd.
Et førstegangsbesøg hos bror Para blev til mange års besøg. Han blev en særlig del af vores liv. Vi vidste ikke, hvad vi kunne gøre for ham – for hans udfordringer var enorme. Men vi vidste, at vi kunne være hans venner. Vi kunne komme med små gaver; et billede af Frelseren, en CD med Mormons Bog på spansk, et billede af templet og en pose friske appelsiner. Vi kunne besøge ham, synge primarysange og lytte til ham. Det var en utrolig oplevelse – man kan ikke give Herren en lillefinger uden han giver os hele armen.1
Han lærte os taknemlighed, hvilket ændrede enhver del af vores liv. Vi lærte at være taknemlige for vores kundskab om evangeliet, for vores forhold til Gud, for vores kendskab til frelsesplanen, for vores hjem, biler, mad og tøj, for vores evne til at bruge vores krop, for muligheden for at gøre godt i nabolaget og for mennesker omkring os. Bror Para ændrede vores definition af ordene hårdt og prøvelse. Vi fandt grund til at fryde os over vores mange velsignelser, og vi brugte de velsignelser til at opbygge andre.
Lærte at tjene andre
En gang, hvor Chad var i templet med en af vores venner, bror Gonzales, fik han øje på bror Para, der ventede på at blive hentet i en stor bil. Bror Para havde ventet i lang tid. Chad og bror Gonzales besluttede, at de ville køre bror Para hjem selv. Bror Gonzales havde en stor sort bil. I det samme kom en bil fuld af præster fra vores stav kørende, og de hjalp med at få den tunge kørestol op bag i bilen. Så løftede de bror Para ind i bilen, spændte ham fast og holdt i ham, så han ikke faldt forover. Jeg tror bestemt, at den dag var noget særligt for bror Para – han havde ikke drømt om, at han ville blive kørt hjem fra templet i sin drømmebil!
Velsignet på enhver måde
Da vi besøgte templet i San Antonio en sidste gang, inden vi flyttede, kunne vi også besøge bror Para. Ved dette sidste særlige besøg havde bror Para inviteret hele vores familie på middag.
Jeg er så taknemlig for, at jeg satte præsident Oldroyds løfte på prøve. Min familie ville aldrig have mødt bror Para, hvis vi ikke var kommet i templet. Jeg er blevet et andet menneske – jeg er ved at blive den, Herren ønsker, jeg skal være. Når vi sætter Herren først og kommer i templet, vil vi blive velsignet på enhver måde.