Se og lev

Ældste W. Mark Bassett

De Halvfjerds

Når vi vender os til Gud, udvikler vi en konstant kilde til åndelig fornyelse.

Under min opvækst var det en fast begivenhed, at familien kørte fra det nordlige Californien til Utah i USA. Det var ikke turen gennem ørkenen, vi nød, det var at nå frem til målet og glæden ved at besøge familien der.

Sommeren inden jeg tog af sted på fuldtidsmission, tog jeg turen igen for at besøge slægtninge i Utah. Men denne gang rejste min lillebror David og jeg alene. Vi var henholdsvis 16 og 18 år. Vi havde taget den 10 timers lange tur ofte nok med vores familie til, at vi havde stor tillid til, at rejsen ville forløbe godt.

Vi besøgte vores onkel Kay, tante Dianne og kusine Michelle. Og da David forlængede sit besøg, måtte jeg vende alene tilbage til Californien på grund af en tandlægeaftale.

Aftenen var begyndt at falde på, da jeg tog fra Spanish Fork i Utah for at påbegynde køreturen gennem natten. Til at begynde med gik alt godt. Jeg kom snart af den nordgående motorvej og drejede ind på den vestgående. Jeg tændte forlygterne og skyndte mig igennem det vestlige Utah. Efterhånden som jeg tilbagelagde kilometerne, og natten blev mørkere over ørkenen, bemærkede jeg, at jeg fik sværere og sværere ved at se vejen. Til sidst opdagede jeg, at forlygterne blev svagere og svagere. De gik til sidst helt ud, motoren gik i stå og bilen standsede.

Batteriet var helt dødt. Bilen kom ikke længere. Selvom jeg nøje havde sørget for, at der var brændstof nok og tilmed havde noteret, hvor jeg kunne tanke, var jeg ikke forberedt på, at bilen ville løbe tør for strøm.

Hvad er en generator?

Jeg blev opdraget af en far, der satte en stolthed i personligt at vedligeholde familiens biler. Han lærte os om bilers mekanik, så jeg vidste, at et godt batteri ikke dør, mens bilen kører, medmindre der er et problem med generatoren. Generatoren veksler mekanisk energi til elektrisk energi. Den bruger motorens kinetiske energi til at skabe en magnetisk energi, der bliver transformeret ind i et elektrisk kredsløb, der bliver ved med at lade batteriet op. Det gør, at lygter, radio, klimaanlæg og andre elektriske apparater kan fungere. Det gør også, at motoren kan køre.

Nu var der noget galt med generatoren i min bil. Den måtte repareres eller udskiftes, inden jeg kunne fortsætte min rejse.

I en tid uden mobiltelefoner havde jeg ikke andet valg end at begynde at gå. På et tidspunkt lod en mand mig køre med til næste by. Jeg ringede efter autohjælp fra en telefonboks. Jeg sad inde i førerhuset med chaufføren under køreturen på en time tilbage til bilen. Og jeg sad sammen med ham igen, da vi kørte tilbage til den lille by med min bil på slæb. Og fire timer efter jeg forlod min bil, var jeg endelig tilbage i den, hvor jeg sov foran et bilværksted, indtil de åbnede.

Da værkføreren kom, grinede han ved tanken om, at der i hans lille by skulle være lige den del, jeg manglede. Han kunne bestille den, men det ville tage to til tre dage, inden den nåede frem. Så fik han ondt af mig. Han sagde, at han kunne sætte mit batteri til at lade op i tre timers tid. Det skulle lige kunne give krudt nok til, at bilen kunne køre til næste by. Der havde de måske den reservedel, jeg havde brug for.

Med et opladet batteri kørte jeg af sted uden at tænde for noget, der tærede på den sparsomme elektricitet. Jeg nåede frem til den næste by, men der havde de heller ikke den reservedel, jeg havde brug for. Så forløbet gentog sig – tre timers opladning til en køretur på to timer til den næste by. Efter jeg havde mødt venlige mennesker i byerne langs vejen, kunne jeg endelig køre udmattet ind i mine forældres indkørsel sikkert hjemme efter den 30 timer lange tur.

Åndelig manna

Der er en parallel mellem min tur og israelitternes ørkenvandring på Det Gamle Testamentes tid. I fyrre år blev israelitterne konstant forsynet med mad fra himlen, manna. (Se Anden Mosebog, kapitel 16, og Fjerde Mosebog, kapitel 11).

I dag har vi ligeledes brug for mad fra himlen, åndelig næring. Heldigvis kan vi bygge en »åndelig generator«, der vil »generere« den »åndelige manna«, vi har brug for. Eftersom vores åndelige behov imødekommes ved at pleje vores forhold til vor himmelske Fader og hans Søn, Jesus Kristus, akkurat som israelitterne hver dag måtte bruge tid på at samle manna, må vi samle åndelig manna gennem bøn, skriftstudium og bestræbelse på Helligåndens konstante ledsagelse.

Israelitterne blev med tiden trætte af at samle fysisk manna og længtes efter de ting, de havde haft tidligere (se 4 Mos 11:4). Hvis vi tillader os at blive trætte af at samle åndelig manna, vil vi kunne tage os selv i at længes efter ting, der ikke er til vores åndeligt bedste. Ligesom de frustrerede israelitter risikerer vi at tabe vores oprindelige mål af sigte – nemlig at komme til det forjættede land. Vi begynder måske oven i købet at ønske, at vi aldrig havde forladt vores »Egypten« (se 4 Mos 11:5-6). I sidste ende holder vores åndelige generator op med at virke, og vi bliver ude af stand til at komme videre. Vi strander, sulter og længes efter redning.

Se miraklet

Præsident Spencer W. Kimball (1895-1985) sagde: »Somme tider er det som om, vi tager skrifterne som en selvfølge, fordi vi ikke fuldt ud påskønner, hvilken sjælden skat vi her er i besiddelse af, og hvor velsignede vi er, fordi vi har dem. Vi synes at stille os tilfreds med vore erfaringer i denne verden og bliver så vant til at høre evangeliet forkyndt iblandt os, at det er svært at forestille sig, at det nogen sinde kunne have været anderledes.«¹

Vi bør aldrig tage let på vores behov for vedholdende studium af skriften, bøn og lydighed, for de hjælper os til at beholde Helligåndens ledsagelse. Hvis vi negligerer de aktiviteter, der lader os åndeligt op, hvis de keder os, eller vi bare udfører dem på rutinen, fungerer vores åndelige generator ikke optimalt. Vi kan langsomt blive åndeligt afladet måske så gradvist, at vi knap nok opfatter det. I sådanne tilfælde er der ét at gøre at vende sig til Jesus Kristus og omvende sig. Gennem Jesu Kristi forsoning og oprigtig omvendelse kan alle ting rettes op.

Se og lev

Da israelitterne beklagede sig, havde de mistet taknemligheden over deres næring. Som straf sendte Herren »slanger, som bed folket, og mange israelitter døde« (4 Mos 21:6).

Til sidst »kom folket til Moses og sagde: ›Vi har syndet, for vi har talt mod Herren og mod dig. Bed til Herren om, at han skal fjerne slangerne fra os!‹ Moses bad for folket,

og Herren sagde til Moses: ›Lav en slange og sæt den på en stang! Enhver, der er blevet bidt, og som ser på den, skal beholde livet.‹

Så lavede Moses en kobberslange og satte den på en stang; hvis nogen så blev bidt af en slange og rettede sit blik mod kobberslangen, beholdt han livet« (4 Mos 21:7-9).

De moderne kobberslanger

Kobberslangerne er et symbol på Kristus, som blev hængt op på korset (se Joh 3:14-15). Når vi giver agt på vores nutidige profeters råd, ser vi hen til Kristus, for de retter vores fokus tilbage på Faderens plan og Jesu Kristi centrale rolle. Ligesom de godhjertede mennesker, der lod mig oplade mit batteri, så oplader levende profeter, seere og åbenbarere os åndeligt ved at minde os om, at vi er børn af vor himmelske Fader, og at det er hans »gerning og herlighed: At tilvejebringe udødelighed og evigt liv for mennesket« (Moses 1:39). De har specifikt givet os det råd at hellige sabbatten mere, så vores tro på vor himmelske Fader og hans plan for lykke og på Jesus Kristus og hans forsoning vil vokse.

Historien om Moses og kobberslangen omtales også i Mormons Bog, hvor vi får at vide, at »mange så og levede« (Alma 33:19; se også v. 20-22). Andre nægtede dog at se op. »Det, som de skulle gøre, var at se op, og på grund af vejens enkelhed, eller lethed, var der mange, der omkom« (1 Ne 17:41). Ville man en dag kunne sige om os, at vi nægtede at se op til profeterne og deres råd, på grund af vejens enkelhed?

»Hvis I kunne blive helbredt ved blot at kaste blikket omkring, for at I kunne blive helbredt, ville I da ikke hurtigt se …?

Kast [da] blikket omkring, og begynd at tro på Guds Søn« (Alma 33:21, 22).

Jeg er taknemlig for de velsignelser, vi får, når vi fortsætter ad den vej, der fører til himlen, og jeg opfordrer andre til at gøre det samme. Jeg er lige så taknemlig for den mulighed, vi har, når vi kommer på afveje, for at lægge dårlige vaner bag os og vende tilbage til en passende vej. De velsignelser er uvurderlige.

Et andet sted i Mormons Bog, hvor der fortælles om israelitternes oplevelse, står der: »Og så mange, som ville se på den slange, skulle leve, på samme måde skal så mange, som vil se hen til Guds Søn med tro og have en angerfuld ånd, leve, ja, få det liv, som er evigt« (Hel 8:15).

Vores hjerte trænes i tro, når vi giver agt på profeternes råd. Det styrker os, så vi kan overvinde forhindringerne på vores rejse, akkurat som jeg var nødt til at trænge mig frem den sommernat i ørkenen. Jeg bærer vidnesbyrd om, at når vi ser op til vor Fader i himlen og hans Søn, Jesus Kristus, vil vi både finde mening og mål med vores rejse.

I kan finde forslag til familieaften om denne artikel på lds.org/go/11811.