Amanda Jiri

Cape Town, Sydafrika

Da livet begyndte at blive udfordrende i Amandas teenageår, faldt hun fra Kirken i jagt på nye oplevelser. Flere år senere følte Amanda en tomhed. At finde lykken begyndte med et vigtigt spørgsmål.

Cody Bell, fotograf

Min familie blev døbt i 1993. Mine forældre blev skilt flere år senere, og lige så langsomt begyndte mine tre søskende at falde fra Kirken. I 1998, da jeg gik i 11., holdt jeg også op med at komme.

Jeg lovede mig selv, at jeg ville opleve nye ting og undersøge andre kirker. Jeg modtog flere invitationer fra venner om at gå med dem i deres kirke, men det skete ikke så ofte. Det var ikke fordi, jeg stadig følte mig knyttet til Kirken. Af en eller anden grund, kom der bare noget i vejen. Enten kunne jeg ikke vågne, eller også havde jeg andre planer, eller også kom jeg på undskyldninger.

Jeg var inaktiv omtrent otte år. I den periode havde jeg fået mig nogle mindre gode venner. Min mor var dødeligt syg. Jeg var ret langt nede. Jeg følte en tomhed indeni. Jeg begyndte at tænke på, hvornår jeg egentligt havde været rigtig glad.

Hvis man så mit liv udefra, kunne man tænke, at det bare kørte for mig. Jeg var omgivet af populære mennesker og virkede som om, jeg havde et godt liv. Men jeg følte mig stadig tom og utilstrækkelig.

Så tænkte jeg på dengang, jeg var i Unge Piger. Jeg indså, at det var sidste gang, jeg havde været virkelig glad. Jeg besluttede at tage i kirke den følgende søndag. Jeg mødtes med grenspræsidenten og påbegyndte min omvendelsesrejse.

Kort tid efter blev jeg kaldet til at arbejde med de Unge Piger. Da vi skulle sige Unge Pigers tema, kunne jeg straks huske det! Hver gang jeg siger temaet nu, får jeg en bekræftelse på, at jeg hører til i Kirken.