Sidste dages hellige røster
Svar på hinandens bønner
Illustration: Allen Garns
Jeg var ved at være færdig på min mission i Chicago Syd-missionen i Illinois, da jeg fik særlig tilladelse til at besøge et tidligere område og spise middag med familien Tremillo. Jeg havde tjent i deres menighed i et helt år og var kommet tæt på dem.
Under middagen opfordrede bror Tremillo mig til at dele mindst et budskab om lykke på min rejse hjem. Han sagde, at Herren ville sætte en eller anden på flyet, der havde brug for min hjælp. Jeg lovede ham at gøre det.
Fra da af og til jeg forlod Chicago, bad jeg også om at modtage bekræftelse på, at Herren ville godtage mit offer med at tjene på mission.
Tre uger senere gik jeg ombord på et fly for at komme hjem. Da jeg nærmede mig mit sæde, så personen i sædet ved siden af mit op. »Nej, nu har jeg aldrig!« sagde hun. »Jeg kan ikke tro det!«
Min første tanke var: »Nå, hun kan ikke lide mormoner!« Da jeg satte mig ned, fortalte hun, at hun hed Kelly og lige var blevet omvendt. Hun udtrykte, hvor glad hun var for, at en missionær sad ved siden af hende. Kelly fortalte mig, at den forrige person, hun havde siddet ved siden af, var anti-mormon og uvenligt havde udtrykt sin mening om Kellys nyfundne tro. Kelly var forvirret og havde spørgsmål. Hun havde bedt om svar og trøst.
Jeg bad en bøn i hjertet og vidnede om evangeliets sandhed og Guds kærlighed til sine børn, deriblandt hende. Jeg fortalte hende om det råd, jeg havde fået af bror Tremillo. Jeg sagde, at Gud havde forberedt denne særlige stund til hende.
Kelly takkede mig med tårer i øjnene. Hun sagde også: »Jeg kan se, at du var en god missionær, og at Herren godtager dit offer.« I det øjeblik følte jeg Guds dybe kærlighed for mig. Så var det min tur til at begynde at græde. Jeg takkede Kelly med tårer i øjnene og fortalte hende, at hun var svar på min bøn. Jeg besvarede nogle flere af hendes spørgsmål, og vi udvekslede e-mailadresser.
Vores fly landede, og vi vinkede farvel, da hun gik videre til sit næste fly. Jeg vil altid være taknemlig for, at vor himmelske Fader var villig til at velsigne os på så kærlig en måde.