Sidste dages hellige røster
Min bøn på taget
Illustration: Carolyn Vibbert
En regnvåd efterårsdag gik jeg op på loftet og bemærkede en utæthed. Der dryppede vand ned fra sømmene i tagspæret. År tidligere havde jeg selv lavet mange reparationer på mit hus, og jeg var ikke bange for at prøve nye projekter. Men denne gang havde jeg nogle personlige vanskeligheder og manglede selvtillid. Jeg følte ikke, at jeg følelsesmæssigt kunne håndtere utætheden, selvom jeg vidste, at det måtte ordnes, inden vinteren kom.
En uge eller to senere gik jeg op på mit tag udstyret med en stanleykniv, en kitkniv og en tætnepistol med tagtjære. Jeg tænkte, at jeg bare skulle finde årsagen til lækket og dække det med tagtjære. Men jeg havde ingen anelse om, hvor vandet kom ind fra. Jeg følte mig modløs. Jeg standsede op og bad en bøn, hvor jeg bad Herren om at lede mig til stedet, så jeg kunne ordne lækagen. Jeg forventede, at han bare viste mig stedet. I stedet kom der et ord til mig: Undersøg.
Det var ikke helt det svar, jeg ønskede, men jeg begyndte at se mig omkring. Mine øjne rettede sig mod et ventilationsrør. Jeg rev to små tagspåner af ved ventilationsrøret og så, hvad der lignede noget, der kunne være årsag til, at der kom vand ind. Jeg skar den gamle udtørrede tjære væk og kom et tykt nyt lag på. Jeg erstattede tagspånerne og på mindre end en time, havde jeg ordnet det. Min nedtrykte ånd blev løftet, og jeg fik det godt med mig selv, fordi jeg havde løst problemet. Da det blev regnvejr igen, gik jeg op på loftet og så, at det var tørt!
Jeg tænkte på Oliver Cowdery, der ikke havde gjort sig »nogen tanke ud over at spørge« (L&P 9:7). Ligesom ham havde jeg forventet, at Herren blot ville give mig et hurtigt svar på min bøn uden nogen indsats fra min side. Og jeg tænkte på, hvor meget bedre mit humør var blevet, da jeg selv havde gjort en indsats for at undersøge det. Jeg lærte, at Herren ikke vil gøre det hele for os. Han vil hjælpe og vejlede os, men det er også meningen, at vi skal gøre, hvad vi kan selv, for det vokser vi af.