Sidste dages hellige røster
Var mit liv forbi nu?
Samson Ho fra Hong Kong i Kina
Jeg var den raske far til to smukke børn og ægtemand til en vidunderlig og hårdtarbejdende hustru. Jeg havde et godt job og en stabil indkomst. Livet var perfekt, men min verden brast, da jeg blev diagnosticeret med kræft i svælget, en sjælden form for hoved- og halscancer.
Jeg tjente som rådgiver til biskoppen på det tidspunkt, og vi havde vores årlige basketballturnering i kirken, da jeg begyndte at føle mig meget dårlig. Jeg gik til lægen og efter mange prøver, sagde han, at jeg havde hoved-halskræft i fjerde stadie. Jeg blev bekymret og bange. Jeg tænkte, om mit liv var forbi, og hvad der skulle ske med min familie, hvis jeg døde. Det eneste sted jeg virkelig kunne hente vejledning og trøst var i bøn til vor himmelske Fader.
Efter tre dages konstant bøn følte jeg en stille stemme hviske: »Frygt ikke.«
Fra det øjeblik tænkte jeg ikke længere på døden. Tingene var stadigt svære for mig. Der var en tid, hvor jeg slet ikke kunne synke noget mad, og jeg var for syg til at sove, men jeg gav aldrig op eller vendte mig væk fra Gud – og han hjalp mig.
Min kræft har været i remission i mere end 18 år. Jeg ved ikke, hvor længe Herren vil lade mig leve, men jeg er glad for, at jeg stadig kan tjene mine søskende. Jeg ved, at vor himmelske Fader aldrig forlader eller svigter os. Og hvis vi ønsker at modtage Guds velsignelser, kan vi heller ikke forlade eller svigte ham.