Vor himmelske Fader lader os sommetider vente på åbenbaring – og det er i orden.

Meg Yost

Åbenbaring kommer, når det passer vor himmelske Fader. Ikke os.

Som ny missionær stod jeg for at skulle forlade missionærskolen, og jeg vidste ikke, om Mormons Bog var sand.

Jeg troede, at den var sand. Jeg havde læst den mange gange og bedt om den gentagne gange, akkurat som Moroni råder til (se Moro 10:3). Men jeg havde aldrig fået et svar! Hvordan skulle jeg kunne undervise og vidne for folket i Rumænien uden den kundskab? Jeg havde brug for at vide det selv, og jeg havde brug for det med det samme.

En aften, hvor vi stille sad og studerede i et klasseværelse på missionærskolen, greb jeg fat i mine skrifter og bøjede hovedet.

»Himmelske Fader,« bad jeg for mig selv, »jeg har læst denne bog mange gange. Hvis jeg skal fortsætte som missionær, har jeg brug for at vide, om den er sand?«

Jeg havde stadig lukkede øjne, da jeg åbnede bogen.

Min finger landede på Mosija 1:6: »O, mine sønner, jeg ønsker, at I skal huske, at disse ord er sande og også, at disse optegnelser er sande. Og se, også Nefis plader, som indeholder vore fædres optegnelser og ord fra det tidspunkt, de forlod Jerusalem og indtil nu, at de er sande; og vi kan vide, at de er sande, for vi har dem for vore øjne.«

De ord ramte mig, som intet andet skriftsted nogensinde havde gjort tidligere. Hver gang ordet sande forekom, hoppede det ligesom af siden. Som Joseph Smith sagde om sin oplevelse, disse ord »syntes med stor kraft at trænge ind i hvert af mit hjertes følelser« (JS-H 1:12). Jeg følte mig pludselig fuld af fred og klarhed i stedet for frygt eller bekymring.

På et splitsekund vidste jeg, at Mormons Bog var Guds ord, og at vor himmelske Fader sendte mig det budskab. Det var ligesom om han sagde: Du ved det allerede. Kom i gang.

Og det gjorde jeg.

Hvorfor vente?

Jeg havde studeret og bedt om Mormons Bogs sandfærdighed i flere år, inden jeg modtog et svar. Så tænkte jeg over, hvorfor jeg havde skulle vente så længe på åbenbaring om, at den var sand. Havde jeg ikke været oprigtig nok? Havde jeg ikke haft tro nok? Måske. Men det tror jeg ikke. Jeg tror, at Herren ventede på den perfekte mulighed for at lære mig noget vigtigt: Åbenbaring er ikke et spørgsmål om belejlighed.

Åbenbaring kommer ikke bare, fordi vi ønsker den. Åbenbaring kommer, når vi har brug for det. Og den kommer, når det passer i vor himmelske Faders tidsplan, ikke vores. Han kender vores behov, og vi kan stole på, at hans plan er den bedste – selvom det måtte kræve noget tålmodighed.

Ældste David P. Homer fra De Halvfjerds har sagt, at »svar nogle gange er lang tid om at komme … fordi tiden ikke er ret, fordi der ikke er brug for et svar, eller fordi Gud stoler på, at vi selv kan træffe beslutningen« (»Hør hans røst,« Liahona, maj 2019, s. 43).

Sommetider tænker jeg, at Gud har mere tro på mig, end jeg har! Det er skræmmende at træffe beslutninger uden vejledning fra ham. Men når jeg bliver for bekymret over det, husker jeg på dette løfte fra ældste Richard G. Scott (1928-2015) fra De Tolv Apostles Kvorum: »Når du lever retfærdigt og handler i tillid, vil Gud ikke lade dig fortsætte særlig langt uden en advarende påvirkning, hvis du har truffet den forkerte beslutning« (»Anvend bønnens himmelske gave«, Liahona, maj 2007, s. 10).

Når vi gør, hvad vi kan for at finde svar og træffe gode valg, kan vi være forvisset om, at vor himmelske Fader vil vejlede os, selvom vi måske ikke altid ser, hvordan han gør det. Vi behøver ikke at være bange. Vor himmelske Fader våger over os i kærlighed. Åbenbaring vil komme – måske ikke lige, når vi ønsker det, men når vi virkelig har brug for den.