Et tempel til Ítalo
Forfatteren bor i Utah i USA.
Han kunne ikke vente, til han en dagkunne komme indenfor.
»Jeg elsker Herrens tempel, der skal jeg hen en dag« (Børnenes sangbog, s. 99).
Ítalo glædede sig til menighedens tempeltur. De skulle til templet i Recife i Brasilien. Det lå 15 timers kørsel væk!
Ítalo, hans storebror Henrique, og deres forældre tog tidligt hjemmefra om morgenen. Mens de kørte, blev Ítalo ved med at tænke på noget, mor havde sagt til ham. »I år kan du se, hvor smukt templet er udefra,« havde hun sagt. »Næste år vil du være gammel nok til at se, hvor smukt det er indefra.«
Ítalo havde ikke været ved noget tempel før. Men han havde set, hvordan de byggede et nyt tempel i Fortaleza, hvor de boede. Det var utroligt!
De gjorde stop for at spise frokost. Ítalo fik sin livret, feijoada, stuvede sorte bønner med ris og appelsin. Mens han spiste, kunne han ikke lade være med at tænke på templet. Når templet i Fortaleza endelig blev indviet, ville det blive et sted, hvor hans familie kunne komme igen og igen. Så ville de ikke skulle køre så langt.
Solen var på vej ned, da Ítalo og hans familie ankom til templet i Recife. »Que bonito!« sagde Ítalo. »Hvor smukt!« Han kunne ikke holde op med at smile.
Næste morgen fulgte mor Ítalo hen til børnenes venteområde. »Selvom du ikke kan komme ind i templet endnu,« sagde hun, »så prøv alligevel at se, om du kan mærke en særlig ånd på templets grund.« Så gik resten af Ítalos familie ind i templet.
Der var nogle flinke tempeltjenere, der holdt øje med Ítalo og de andre børn, mens de ventede ved templet. De læste historier fra Livro de Mórmon (Mormons Bog). »At læse skrifterne var en god måde at blive klar til templet på,« tænkte Ítalo. Han følte sig rolig og tryg. Mor har ret, tænkte han. Der er fredfyldt her.
Så tog tempeltjenerne Ítalo og de andre børn med på en gåtur på templets område. Det var der, at Ítalo lagde mærke til ordene over indgangen til templet.»Santidade ao Senhor. A casa do Senhor,« stod der. »Helliget Herren - Herrens hus.«
Der er ikke noget at sige til, at der så fredfyldt her, tænkte han. Det er Guds hus.
Da tempelturen var forbi, vendte Ítalo og hans familie hjemad igen. Han ville gerne huske det, han havde følt ved templet. Hvordan skulle han gøre det?
Sommetider følte Ítalo, at han bedre kunne tegne, hvordan han havde det, end han kunne beskrive det. Så han tegnede en tegning af templet. Den viste han mor og far.
»Den vil minde mig om, hvor jeg gerne vil hen,« sagde han. Han beholdt tegningen på sit værelse, så han kunne se på den hver dag.
»Jeg vil være klar,« sagde han. »For jeg vil indenfor en dag!« ●
Illustrationer: Mitch Miller