Bliv ved, Josie!
Forfatteren bor i Colorado i USA.
»Lad … os … holde ud i det løb, der ligger foran os« (Hebr 12:1).
Josie gabte, mens hun satte farten ned på sit løb til gang. I dag var dagen for det store løb! Hun havde set frem til denne dag i månedsvis. Men fremfor begejstring under opvarmningen følte Josie sig bare træt.
»Hvad sker der?« spurgte hendes storesøster, Christine. Hun satte sig med Josie i græsset, så de kunne strække benene ud.
»Jeg er rigtig træt i dag,« sagde Josie og rakte efter sine tæer.
Hun havde været syg og hjemme fra skole i flere dage. Så aftenen inden havde hun siddet længe oppe for at indhente lektierne.
»Jeg håber ikke, jeg bliver en belastning for holdet,« sagde Josie.
»Du skal bare gøre dit bedste,« sagde Christine. »Det ser ud til, at de er ved at være klar til start!«
Pigerne joggede over til deres holdkammerater. Mens de tog opstilling ved siden af de andre løbere, lukkede Josie sine øjne og trak vejret dybt. Hun vidste, at hendes hold satsede på, at hun løb stærkt, som hun almindeligvis gjorde. Tiden for de fem bedste løbere på deres hold ville afgøre, om de kom i finalen. Hun nåede knap i stilling, før startskuddet lød. Bang! Løberne sprang fra start og sprintede fremad.
Josie brugte sine arme og forlængede sine skridt. Hun vidste, at hun var nødt til at lægge sig forrest fra starten, hvis hun ville komme først i mål. Til at begynde med kunne Josie godt følge med de andre løbere. Men når hun prøvede at løbe hurtigere, kunne hun ikke.
Josies vejrtrækning blev tungere. Hun kunne ikke få sine ben til at bevæge sig hurtigere. Løberne bagved hende begyndte at overhale. Almindeligvis var det Josie, der overhalede. Måske, skal jeg bare give op, tænkte hun.
Josie så ned i jorden, da hun hørte endnu en løber overhale hende. »Bliv ved, Josie!« sagde løberen, mens hun løb forbi. Josie så op. Så smilede hun. Det var en af hendes holdkammerater.
»Du kan godt!« sagde en anden holdkammerat, da hun løb forbi. En efter en opmuntrede Josies holdkammerater hende til at fortsætte, mens de løb forbi.
Josie kunne mærke en vilje. Hun kom nok ikke ind blandt top fem, men hun kunne stadig gøre løbet færdigt. Hun koncentrerede sig om sine skridt og holdt ikke op, før hun nåede målstregen.
»Jeg er ked af, hvis jeg … ikke hjalp til … at vi kom videre til næste løb,« sagde hun, mens hun gispede efter vejret.
»Vores hold er gået videre!« sagde Josies træner, da hun løb over til pigerne. Alle på holdet jublede, og Christine slog armene om Josie i et stort kram.
Da Josie knælede ned for at bede den aften, tænkte hun på, hvordan hendes holdkammerater havde hjulpet hende. Deres ord gav hende styrke til at fortsætte, da hun ønskede at give op.
Josie så på billedet af Jesus over hendes seng. Jesus gør det samme for os, tænkte hun. Hun smilede, mens hun tænkte på, hvordan Frelseren heppede på hende. »Bliv ved, Josie! Jeg er her for at hjælpe dig.«
Josie takkede vor himmelske Fader for hans hjælp i livets løb. Hun følte, at hun kunne klare alt, når Jesus heppede på hende. ●
Illustrationer: Guy Francis