Jeg vil gerne hjem
Illustration: Allen Garns
Da min mand og jeg spiste frokost i en lokal sandwichbutik, kom der en mand ind, som så noget forpjusket, fortabt og forvirret ud. Da han kom hen til vores bord, blev jeg overrasket over, at han ikke bad om penge. Han spurgte blot om vej til Flagstaff i Arizona. Min mand og jeg vejledte ham. Han takkede os og forsvandt.
Efter frokost tog vi hjemad. Snart efter så jeg manden gå imod en tankstation. Jeg fik en stærk tilskyndelse til at hjælpe ham og bad min mand om at svinge ind på tankstationen. Jeg fandt manden og præsenterede mig. Han var ked af det og hans øjne var trætte. De dybe furer i hans ansigt vidnede om et hårdt liv.
Jeg spurgte, hvordan han havde tænkt at komme til Flagstaff. Han svarede, at han ville gå. Det vidste jeg var umuligt, for Flagstaff lå mere end 200 km derfra. Jeg gav ham nogle penge og sagde, at han skulle gå ind på den fastfoodrestaurant, der lå ved siden af, og få noget mad, så ville jeg vende tilbage og køre ham til busterminalen og købe ham en billet til Flagstaff.
Jeg gik tilbage til vores bil og fortalte min mand, hvad der var sket. På grund af hans helbredstilstand, ringede jeg til en veninde og bad hende om at tage tilbage med mig. Det gik hun med til. Vi samlede lidt forsyninger, mad og vand. Så kørte vi hen til restauranten og hentede manden.
Da vi nærmede os busterminalen, begyndte den stakkels mand at gentage: »Jeg vil gerne hjem.« Jeg spurgte, om han havde hjemme i Flagstaff. Det havde han ikke, men hans datter, som han ikke havde talt med i flere år, boede der. Han forklarede, at han var blevet løsladt fra fængsel to uger tidligere. Han og en anden løsladt fange var blevet smidt af ved busterminalen og fået en billet hver. Den anden fange havde stjålet hans billet og den smule penge, han havde. Lige siden havde han gået rundt på gaden. Ingen ville hjælpe ham.
»Jeg vil gerne hjem,« sagde han igen.
Vi ankom til busterminalen. Jeg købte en billet til ham og gav ham nogle penge og de forsyninger, vi havde samlet. Han takkede os og satte sig ned. Da vi kørte derfra, blev jeg ved med at høre mandens ord, »jeg vil gerne hjem« for mig.
Er det ikke det, vi alle ønsker os? Vi er alle væk fra det kærlige hjem, vi forlod, da vi kom til jorden. Vi kan alle fare vild, så Jesus Kristus viste os, hvilken vej vi skal følge, og gennem sit sonoffer betalte han den ultimative pris for vores synder. Akkurat som denne mand ikke selv var i stand til at komme hjem, kan vi heller ikke vende tilbage til vores himmelske hjem uden vor Frelser.