Trosskildringer
Esther Cox
Louisiana i USA
Det var blot endnu en dag med oversvømmelse, efter intense regnskyl havde ramt det sydlige Louisiana. Men da Esther Coxs toårige søn, Matthew, faldt ned i den dybe, hurtige strøm i en nærliggende grøft, blev det den værste dag i hendes liv. Da Esthers mand, George, fandt Matthew, havde han været i vandet i 15 minutter.
Leslie Nilsson, fotograf
Venteværelse på hospitalet var fyldt med medlemmer, der støttede os. Da vores biskop ankom til hospitalet og gav Matthew en velsignelse, var alt jeg kunne huske ordene, at Matthew »ville få det godt« –men ikke til min tid, men til Guds. Jeg følte mig trøstet. Vi bad og vi vidste, at det hele nok skulle gå. Uanset, hvad følgerne for Matthew ville blive, havde vi tro på, at det ville blive godt.
De kaldte Matthews tilstand for »nærdrukning med hypoksi«, hvilket betyder hjerneskade på grund af iltmangel. Det var den værste dag i mit liv, men vor himmelske Fader gav ham tilbage til mig. Han er stadig min lille dreng. Jeg har passet ham i 20 år. Vi har vores op- og nedture, men han er en velsignelse. Han er skøn. Og vor himmelske Fader har hjulpet mig igennem det hele.
For fem år siden mistede jeg min mand, George, på grund af leverkræft. Jeg føler, at vor himmelske Fader forberedte mig på, at han ville gå bort. Jeg ønskede mig ikke flere børn efter Matthew, for jeg regnede med, at han ville kræve al min opmærksomhed, men vor himmelske Fader tænkte anderledes, og han gav mig Lilian. Jeg er så taknemmelig for hende. Hun hjælper mig med Matthew.
Matthew kan ikke tale, men han forstår alting. Han elsker at være udendørs. Jeg lader ham bare kravle rundt. Det er det, han kan lide. Jeg føler, at en kørestol vil være en begrænsning for ham. Jeg synes, at han skal være fri.
Der er ingen kærlighed, som den et menneske med særlige behov viser. Vi elsker hinanden meget højt. Vi har et særligt bånd. Gud velsigner mig. Det gør han virkelig.
»Jeg ønskede mig ikke flere børn efter Matthew, for jeg regnede med, at han ville kræve al min opmærksomhed, men vor himmelske Fader tænkte anderledes, og han gav mig Lillian. Jeg er så taknemmelig for hende. Hun hjælper mig med Matthew.«
»Han er stadig min lille dreng,« siger Esther om Matthew. »Jeg har passet ham i 20 år.«
»Uanset, hvad følgerne for Matthew ville blive, havde vi tro på, at det ville blive godt. Og det har det været,« siger Esther. »Vor himmelske Fader har hjulpet mig igennem det hele.«
Matthew bruger en særlig kørestol i skolen, som han skal gå på til han er 22.