»Fandt fred fra historier om barnløshed i Bibelen«, Liahona, september 2020
Kun digitalt
Fandt fred fra historier om barnløshed i Bibelen
Forfatteren, der nu er mor til toårige tvillinger, bor i Californien i USA.
Da jeg indså, hvor mange historier i Bibelen der handler om barnløshed, vidste jeg, at der er noget vigtigt at lære fra deres livserfaringer.
Venter, af Caitlin Connolly, må ikke kopieres. Kunstneren kæmpede også med barnløshed i flere år, før hun fødte tvillingedrenge i 2017.
Det er svært ikke at græde, når jeg taler om de udfordringer med barnløshed, min mand og jeg udholdte. Jeg var håbefuld. Jeg følte mig som en fiasko. Jeg var taknemmelig for de læger, der arbejdede så hårdt for at hjælpe os. Jeg følte mig knust efter hver mislykket behandling. Jeg følte mig elsket af min familie og mine venner. Jeg følte mig ensom og trøstesløs i min smerte. Det var en svær tid.
Da jeg på det tidspunkt søgte i skrifterne, lagde jeg mærke til, at der var mange par, der udholdte barnløshed: Abraham og Sara, Isak og Rebekka, Jakob og Rakel, Elkana og Hanna samt Zacharias og Elisabeth. Dette overraskede mig. Bibelen dækker kun en lille del af en vidtstrakt historie. Hvorfor ville Gud inspirere profeter til at inkludere så mange historier om barnløshed? Dette føltes som begyndelsen på et svar på mine bønner, der var noget her jeg skulle lære. Så jeg besluttede mig for at studere hver enkelt kvinde fra disse historier, og mens jeg studerede, lærte jeg 4 vigtige lektier, der hjalp mig til at udvikle mig og finde fred til trods for mine udfordringer med barnløshed.
1. Barnløshed er ikke et udtryk for vores værdighed eller evner
Da jeg stod over for barnløshed, syntes jeg det var svært ikke at føle, at det var min skyld, at Gud ikke stolede på mig af en eller anden årsag. Havde jeg ikke været trofast nok? Ville jeg ikke blive en god nok mor? Jeg ville ligge vågen om natten, efter min mand var faldet i søvn, og smertefuldt tænke over, hvilken egenskab jeg manglede. Min hjerte sagde, at jeg var urimelig. Mit hjerte holdt mig vågen. Én af de største lektier, jeg lærte, da jeg studerede disse kvinder i Bibelen, var, at min barnløshed ikke på nogen måde var forbundet til Guds tillid eller mistillid til mig.
Mængden af information jeg kunne finde om hver kvinde varierede, men de havde alle visse ting til fælles. Deres liv var ikke nemt, og barnløshed var bare en del af det. De fleste af dem blev hånet på grund af deres barnløshed. Flere af dem måtte vente lang tid på børn. Alligevel holdt de budene og bad. Efter Hanna endelig fik en søn, bragte hun ham til præsten Eli og mindede ham om sine bønner: »Hør mig, herre! Så sandt du lever, herre: Jeg er den kvinde, der stod her hos dig og bad til Herren. Jeg bad for denne dreng« (1 Sam 1:26-27; se også v. 10-12).
De forblev alle stærke og trofaste kvinder, selv når deres inderlige bønner om at få børn ikke blev besvaret med det samme og på den måde, de havde forventet. Og det var pointen. Deres tro var ikke baseret på det svar, de modtog, eller om de fik børn i dette liv. De havde valgt at stole på deres himmelske Fader. Og jeg kunne gøre det samme.
Da disse kvinder endelig fik børn, opfostrede de nogle af de mest fantastiske og trofaste mænd, der nogensinde har levet på jorden: Isak, Jakob, Josef, Samuel og Johannes Døber. Da jeg overvejede den indflydelse, disse mænd havde haft på jorden, blev jeg ramt af den tillid, som vor himmelske Fader havde vist disse kvinder, af den tillid, han viser alle, han beder om at undervise sine børn – mødre og fædre, tanter og onkler, søndagsskolelærere, biskopper, børnehaveledere og andre. I Guds øjne defineres disse kvinder ikke af deres barnløshed, og det blev jeg heller ikke. Vi er alle Guds døtre og sønner, og han tror på os.
2. Guds plan indeholder mere, end hvad vi kan se lige nu
En villig kvinde, af Caitlin Connolly, må ikke kopieres
Jeg elsker historien om Elisabeth, moderen til Johannes Døber. Vi ved meget lidt om hende, og alligevel har jeg lært så meget fra hende. Elisabeth og hendes mand Zacharias havde bedt om at få børn, men de bønner var ikke blevet besvaret på den måde, de havde håbet. Foruden alt det foragtede andre hende, fordi hun ikke havde børn, hvilket jeg er sikker på kun forværrede hendes hjertesorg.1 Til trods for alt dette forblev hun og hendes mand trofaste mod Herrens befalinger og ordinancer. De må have været fantastiske mennesker.
Med tiden blev de velsignet med en søn. Jeg spekulerer over, hvordan Elisabeth havde det, da hun indså, at hendes graviditets timing, i hvert fald delvist, var på grund af, at hendes søn, Johannes, skulle forberede vejen for Messias. Fordi hun var den trofaste kvinde, hun var, brugte hun det sikkert som en lektie til at undervise sin søn om tillid til Herrens timing.
Elisabeth mindede mig om, at jeg kun kan se en lille smule af det Herren ser. Denne tanke holdt mig gående efter hver mislykket fertilitetsbehandling. Jeg kunne ikke forstå, hvorfor Herren ledte os af stier, der syntes at være fiaskoer, fordi de ikke endte med, at vi fik et barn. Nu hvor jeg ser tilbage, kan jeg se, hvordan hver af disse tilsyneladende fiaskoer var et vigtigt springbræt på vores sti mod at forstå hans timing.
Præsident Russell M. Nelson opfordrede engang de »barnløse søstre« i Kirken til at »husk[e] at Herrens evige tidsskema er meget, meget længere, end de ensomme timer I har til at forberede jer eller hele jeres jordiske liv tilsammen. Det er kun mikroskopisk i sammenligning med evigheden.«2 Jeg ved, at der er meget mere, som han ser og ved om vores fremtid, og hvis vi lytter til ham, vil han altid lede os af stier, der med tiden vil lede til stor lykke.
3. Find glæde i nuet og værdsæt den viden, du tilegner dig
En anden kvinde fra Bibelen, hvis oplevelser jeg lærte noget af, er Eva. Jeg har altid elsket og set op til Eva. Hun var trofast, modig, medfølende og vis. Når jeg ser hendes historie gennem min barnløsheds linse, får jeg kun større beundring for denne utrolige kvinde. Jeg ved ikke om Eva var fuldt ud bevidst om hendes manglende evne til at få børn uden at forlade Edens have, men ældste Jeffrey R. Holland fra de Tolv Apostles Kvorum forklarede, at Eva »forstod, at hun og Adam måtte falde, for at ›menneskene kunne blive til‹ (2 Ne 2:25), og der kunne blive lykke«3 (se 2 Ne 2:22-25).
Vi ved, hvordan Eva senere anså hendes beslutning om at spise frugten. Efter Adam og Eva var blevet fordrevet fra haven, kom en engel og underviste dem om Jesus Kristus og hans forsoning (se Moses 5:6-9). Derefter faldt Helligånden på Adam, hvilket fik ham til at vidne. Eva sagde glædeligt: »Var det ikke for vor overtrædelse, ville vi aldrig have fået efterkommere og ville aldrig have kendt godt og ondt og glæden over vor forløsning og det evige liv, som Gud giver alle de lydige« (Moses 5:11; fremhævelse tilføjet). Hun fandt glæde i sin beslutning. Jeg kan ikke forestille mig, hvor smertefuldt det må have været at forlade sin elskedes Guds nærvær. Og alligevel glædede hun sig ved at se tilbage på sin beslutning på grund af den kundskab, hun havde fået, nemlig at hun gennem Jesu Kristi forsoning med tiden kunne vende tilbage til vor himmelske Fader. Eva lærte mig at finde glæden i nuet. Hun kunne have tilbragt sit liv med at ønske, at hun stadig var i Edens have, og længes efter det liv, hun havde efterladt. I stedet fandt hun glæde i sin nuværende situation: I sine børn, i den viden, hun havde fået, og i kraften i Frelserens forsoning. Evas lektie var kraftig for mig. Under mine udfordringer med barnløshed var jeg ofte fristet til at fokusere på det, jeg manglede, men ved at fokusere på nuet fandt jeg glæde.
Jeg var blandt andet i stand til at bruge denne tid på at være frivillig som tempeltjener i templet. Før tog jeg til templet, fordi det var det, jeg skulle. Men nu elsker jeg det endnu mere. Jeg har en dyb værdsættelse for de ordinancer, vi modtager i templet. De velsignelser, der bliver lovet dem, der holder deres pagter, er utrolige! Og de gives til alle. Ung og gammel. Veltrænet og handicappet. Gift og enlig. Dem med børn og dem uden. Jeg er et andet menneske, fordi jeg tjente i templet. Jeg sætter større pris på evige familier. Jeg har en dybere forståelse for Frelserens forsoning. Jeg beder mere bevidst. Og jeg ved, at den øgede kundskab og tro, jeg fik ved at tjene i templet, vil gøre mig til en bedre mor.
4. Vi er alle mødre
Mødre underviser, af Caitlin Connolly, må ikke kopieres
Eva lærte mig, at det at være mor ikke er bundet op på at have børn: Både Gud Faderen og Adam kaldte Eva »moder til alle levende« (1. Mos 3:20; Moses 4:26), før hun selv havde født et barn.4 Som Ardeth Greene Kapp, der tjente som Unge Kvinders hovedpræsident, og som aldrig selv kunne få børn, spurgte: »Er moderskab kun for dem, der føder? Var moderskabets hellige mission ikke forudordineret alle kvinder af Gud, før denne verden var til?«5 Hun observerede også: »Jeg har fundet ud af, at vi alle kan … glæde os i moderskabets hellige kald. At føde er bare én del af denne hellige kaldelse.«6 Denne indsigt var en lettelse for mit knuste hjerte. Jeg var en mor – bestemt ikke i traditionel forstand, men jeg havde en rolle at spille og et ansvar at bære.
Sheri Dew, tidligere andenrådgiver i Hjælpeforeningens hovedpræsidentskab, sagde:
»Moderskabet er mere end at få børn, men det er det sandelig også. Det er kernen i, hvem vi er som kvinder. Det definerer selve vores identitet, vores guddommelige vækst og de enestående karaktertræk, som vor Fader har givet os
»Som vor himmelske Faders døtre og som Evas døtre er vi alle mødre, og vi har altid været mødre.«7
Gennem Evas oplevelse indså jeg, at moderskabet er en kaldelse til at elske, pleje og lede de, der er af en yngre generation, og jeg havde den kaldelse, uanset om jeg fødte børn. Inden for et par dage af, at jeg fandt ud af, at jeg havde fertilitetsproblemer, blev jeg kaldet som leder i Unge Kvinder i min menighed. Jeg vidste, at det var en barmhjertig velsignelse fra en kærlig himmelske Fader. Da jeg udøste mit hjerte i den kaldelse, blev hver pige som en datter for mig. Jeg følte en kærlighed for dem, der kun kunne have kommet fra deres himmelske Fader. Jeg var i stand til at opleve, hvad det vil sige at være mor uden at have født børn.
Jeg var taknemmelig for historierne om disse vidunderlige, retfærdige kvinder i Bibelen. Jeg havde aldrig troet, at jeg ville relatere til kvinder, der levede i en så anderledes tid end min egen, men deres tro og mod, når de oplevede barnløshed, har betydet så meget for mig. Jeg har lært bedre at kunne have tillid til, at jeg er Guds datter, og at han elsker mig, tror på mig og har en plan for mig. Jeg har lært at elske templet og at finde muligheder for at lære selv midt i hjertesorg. Jeg har fået en større forståelse af, hvad det vil sige at være mor. Vigtigst af alt har jeg lært, at selv de mindste detaljer i skrifterne kan blive brugt af en kærlig himmelsk Fader til at give os kundskab og trøst.