Det vigtigste job
Forfatteren bor i Utah i USA.
»Jeg er iblandt jer som den, der tjener« (Luk 22:27).
Amelia kunne godt lide at besøge bedstemor. Hun kunne lide at lege med tøjdyrerne og putte sig i bedstemors store bløde tæppe. Men i dag skulle de ikke lege. I dag skulle de hjælpe bedstemor.
På vej til bedstemors hus talte Amelias søstre om det, de ønskede at udføre.
Sarah ville gerne feje. Emily ville vaske gulv. Og mor bad Alyssa om at pudse vinduer.
»Hvad med mig?« spurgte Amelia. »Kan jeg hjælpe med at støve af?«
»Jeg har et særligt job til dig,« sagde mor. »Jeg har brug for, at du lytter.«
Amelia ventede spændt. »Ja, jeg lytter. Hvad er det?«
»Det er det, du skal gøre!« sagde mor med et smil. »Bare lytte. At du sidder hos bedstemor og lytter til hende, mens hun snakker. Det er måske det vigtigste, vi kan gøre for hende i dag.«
Hvordan kunne det være vigtigt at lytte? Det spekulerede Amelia på. At tørre støv af lød mere som en rigtig opgave. Men Amelia var villig til at prøve.
Bedstemor blev glad for at se dem. Alle gik i gang med hver deres opgave. Amelia gik hen og satte sig ved siden af bedstemor på sofaen. Amelia bemærkede tøjkaninen i hjørnet. »Jeg kan godt lide din kanin,« sagde hun.
Bedstemor smilede. »Har jeg nogensinde fortalt dig om min bror Mel og babykaninen?«
Amelia blev overrasket. »En rigtig levende kanin?«
Bedstemor nikkede. »Det var en forældreløs, han fandt. Han lagde den ind i sin skjorte, så den var i sikkerhed.« Bedstemor fortalte Amelia om det kaninbur, som Mel byggede.
Den historie mindede bedstemor om andre historier. Hun fortalte om en lille kalv, som hun kaldte Star. Hun kunne ride på ryggen af den. Amelia grinte ved tanken om bedstemor, der red på en kalv. Det var ikke let at forestille sig hende som en lille pige.
Bedstemor talte og talte. Hun fortalte historien om kaninen igen. På et andet tidspunkt stoppede hun midt i en historie og begyndte forfra på den.
Amelia prøvede at blive ved med at lytte, men hun blev træt. Mor og de andre piger arbejdede stadigvæk.
Det var svært at sidde stille og lytte! Men bedstemor smilede. Hun virkede så glad for at fortælle sine historier.
Nogle minutter senere kom mor ind og sagde: »Så er alt klart! Vi er klar til at tage af sted.«
»Det var så hyggeligt,« sagde bedstemor til Amelia. »Jeg elsker at have dig på besøg!«
Amelia gav bedstemor et stort kram. Hun så tårer i bedstemors øjne.
»Hvad er der galt?« spurgte Amelia.
»Ingenting,« sagde bedstemor. »Tak fordi du snakkede med mig. Jeg elsker dig.«
Amelia følte varmen sprede sig i hele sin krop. »Jeg elsker også dig,« sagde Amelia. »Jeg kommer snart igen.«
På vej hjem spurgte Alyssa: »Hvordan var det at lytte, Amelia?«
»Det var sværere, end jeg troede. Jeg tror, at jeg blev træt af at lytte, før bedstemor var færdig med at tale!«»Du var fantastisk!« sagde mor.»Tak,« sagde Amelia. »Nogle af de historier, hun fortalte, var sjove. Vidste I, at bedstemor havde en lille kalv?«
»Sådan en lille ko?« spurgte Sarah.
»Ja. Bedstemor kunne ride på den,« sagde Amelia og nikkede. »Den hed Star.«
Amelia fortalte dem alle bedstemors historier. Det var ret rart at lære mere om hende.
Emily smilede. »Måske kan du bytte tjans med mig næste gang. Jeg vil gerne have chancen for at lytte!«