Kevin og Kendra Henderson

North Carolina i USA

Billede

Henderson family praying

Til at begynde med var Kendra imod Kevins interesse for Kirken. Nu kan de se tilbage og se, hvordan Herren vejledte dem begge til evangeliet.

Leslie Nilsson, fotograf

Kevin:

Jeg mødte Gregory, mens jeg arbejdede på veteranhospitalet. En dag, hvor vi stod og snakkede sammen, kom der en over og spurgte Gregory, om han var mormon. Derefter begyndte de at sammenligne Bibelen med Mormons Bog. Noget slog mig, mens de talte. Det gjorde mig nysgerrig.

Da jeg kom hjem, spurgte jeg Kendra, om hun vidste noget om mormonerne.

»Du skal ikke tro på noget af det,« sagde hun.

Jeg var stadig nysgerrig og spændt på at komme tilbage på arbejdet næste dag og høre mere. Da vi talte, spurgte Gregory mig, om jeg troede på, at min ånd eksisterede før dette liv. Spørgsmålet borede sig virkelig ind i mig. Det havde jeg aldrig tænkt på før.

»Tja, hvis jeg skal gætte, så vil jeg sige ja,« svarede jeg.

»Der er så meget mere kundskab, vor himmelske Fader har i vente til alle sine børn,« fortalte Gregory mig.

Jeg talte med Kendra om det, jeg havde lært, men hun var imod det. Hun sagde, at hun og ungerne aldrig kom til at sætte deres fod i »den« kirke. Jeg gik vældigt meget i forsvar, hvilket var mærkeligt. Jeg forsvarede noget, som jeg intet vidste om.

En aften satte jeg Kendra af hos en ven, og jeg tog hen for at besøge min far. Han er diakon i en anden kirke, så jeg var bange for at spørge ham, om han vidste noget om Kirken.

Han sagde: »Jeg har hørt noget om, at deres præstedømme ikke er tilladt at få for sorte mænd, men du er en god mand. Bed om det, og så vil Gud give dig besked.«

Den aften knælede jeg ned for at bede, men jeg kunne ikke komme i tanke om noget at sige. Nu er jeg nede på knæ, tænkte jeg. Jeg er nødt til at sige noget! Så jeg sagde bare: »Kære himmelske Fader, jeg elsker dig.«

Jeg kunne ikke finde hvile den nat. Jeg vendte og drejede mig. Der var noget, jeg ville have – det var ligesom en dyb trang. Jeg vågnede om morgenen og håbede på, at Gregory ikke ville sige mere om Kirken. Jeg var forvirret over alt det, der skete. Jeg havde heller ikke lyst til, at mit ægteskab gik i stykker på grund af det. Men der var visse ting, der vækkede min interesse, og så spurgte jeg Gregory om det. Lidt efter lidt lærte jeg mere om Kirken.

Kendra og jeg fortsatte med at skændes. Under et af skænderierne, følte jeg mig tilskyndet til at lade være med at sige noget. Jeg gik ud på badeværelset og faldt ned på knæ.

Jeg fortalte vor himmelske Fader, at jeg ville gøre alt, hvis bare han ville lade mig vide, hvilken sti han ønskede, at jeg valgte. Da jeg tænkte på dåb, følte jeg en brusen, som en vind, der kom over mig. Det var Helligånden, der fortalte mig: »Det er det, du må gøre.«

Jeg var rede til at blive døbt. Næste morgen tog jeg på arbejde og fortalte Gregory om min oplevelse. Jeg sagde: »Jeg er klar.«

Han arrangerede, at jeg mødtes med missionærerne. De underviste mig, og det gik godt og rigtig stærkt. Jeg tvivlede aldrig på noget. Jeg vidste, at profeten Joseph Smith så det, han så. Jeg havde et vidnesbyrd. Men det slog en kile ind mellem Kendra og mig.

Kendra:

Jeg var så mentalt, fysisk og åndeligt udmattet. Jeg flyttede faktisk til Florida nogle få måneder. En dag råbte jeg bare til Gud: »Jeg er træt af at skændes. Hjælp mig med at finde ud af, om den kirke er rigtig.«

Mens jeg bad, kom der en fred over mig. Da jeg kom tilbage til North Carolina, havde jeg ikke al den negative energi, jeg havde haft før. Jeg plejede at forlade lokalet, når missionærerne kom, men efter denne oplevelse, begyndte jeg at omgås dem og lave mad til dem. Men jeg var stadig ikke klar til at tage med Kevin i kirke.

Jeg begyndte at lede efter en anden kirke, som mine børn kunne være interesseret i, men uanset hvor god kirken var, sagde min datter, Aryanna, altid: »Jeg vil gerne gå i kirke med far!« Til sidst aftalte vi at tage hen til Kevins kirke en søndag, og så ville vi finde en anden søndagen efter.

Senere var der en, jeg var blevet venner med i menigheden, der sms’ede og spurgte, om jeg ville synge med i koret til stavskonferencen. Hvorfor vil hun have mig til at synge? tænkte jeg. Jeg er ikke medlem. Jeg baksede lidt med det, men sagde til sidst okay.

Det var ikke ligesom at synge i de andre kirker, hvor der er et band, det er højt, og det føles, som om man er til koncert. Vi sang: »Come Thou Fount of Every Blessing«. Ordene i den salme og den fine musik rørte mig virkelig.

Kevin:

Nogle få måneder senere sad vi til faste- og vidnesbyrdsmøde, da Kendra siger til mig: »Jeg synes, at du bør gå op og bære vidnesbyrd om bøn, på grund det den gjorde for far.«

Kendras stedfar havde lige haft et stort hjerteanfald. Vi bad menigheden om at bede for ham og vores familie i den tid. Han klarede sig heldigvis igennem.

»Det synes jeg, at du bør gøre,« sagde jeg. Så rejste hun sig og bar sit vidnesbyrd. Det var så overvældende. Derefter begyndte tingene at falde på plads for hende.

Kendra:

I begyndelsen af 2018 blev jeg ved med at høre navnet »Præsident Monson.« På det tidspunkt vidste jeg ikke, at det var profeten. En aften kom missionærerne forbi og spurgte, hvordan jeg havde det.

»Jeg har det fint,« sagde jeg, »men der er et navn, der bliver ved med at dukke op i mit sind, og jeg ved ikke, hvem det er.«

»Hvad er det for et navn?« spurgte de.

»Præsident Monson.«

»Kendra, det er jo ikke hvilket som helst navn,« sagde de. »Det er navnet på den profet, der lige er død. Du bør se på nogle af de taler, han holdt, og se, hvad Herren ønsker, at du lærer af ham.« Jeg kiggede på nogle af hans budskaber, og de var virkelig rørende, og de hjalp mig. Fra da af var det bare ligesom om, at evangeliet blev ved at ramme mig.

Tidligere var det sådan, at når vi tog ud og spise, bestilte jeg gerne sød te, men Kevin sagde: »Det har du ikke brug for bestil noget andet.«

En dag gik jeg ind på en fast food restaurant i min frokostpause og bestilte en sød te. Nogle få minutter senere sagde en medarbejder: »I samme øjeblik, du bestilte din te, gik maskinen i stykker.«

Hun sagde, at det ville tage en times tid at få den ordnet. Jeg havde kun en halv times frokostpause. Så jeg bestilte en sodavand i stedet for. På det tidspunkt grinede jeg og sagde: »Okay, jeg forstår budskabet nu!«

Jeg ville gerne tilslutte mig Kirken, men jeg ønskede heller ikke at gøre min mor vred. Min mor havde haft stor indflydelse på de valg, jeg traf under min opvækst. Hun var præst, så jeg lyttede til hende i stedet for at gå i kirke og lære selv.

Jeg var lidt tøvende, da vi fastsatte en dato for min dåb. Missionærerne kom hjem til os, og vi talte om det.

Til sidst spurgte jeg min datter, Aryanna, »Vil du gerne døbes?«

Hun svarede: »Mor, jeg er klar, når du er.«

Hun fortalte mig, at når hun kom i kirke, løb alle pigerne hende i møde og hilste på hende. De tog hende med ind i primaryklassen, og de var altid venlige. De ønskede at indlemme hende. Hun blev rigtig gode venner med en af pigerne. Det var det, hun nød ved det.

Da Aryanna blev døbt, græd hun af glæde. Da jeg så hende, tænkte jeg, jeg er, hvor jeg skal være.

Kevin:

Jeg ved, at vor himmelske Fader bragte vores familie evangeliet, for han elsker os og går så meget op i os.