Et besvaret usendt brev
Jeg så brevet i min taske med skrifterne og åbnede det. Jeg er så glad for, at jeg ikke sendte det!
Illustration: David Green
Mine vidunderlige forældre bød fire sønner og mig, deres eneste datter, velkommen til verden og deres hjem i tæt rækkefølge. Selvom vi lå tæt aldersmæssigt var vores følelsesmæssige bånd endnu tættere. Vi har støttet hinanden og delt mange skønne minder og stunder sammen. Vi har altid været rigtig gode venner!
Det er derfor, jeg blev helt knust, da en af mine brødre valgte at tage sit eget liv. Jeg var ikke sikker på, at mit hjerte ikke ville gå i stykker af smerte – men smerte er ikke helt det rigtige ord. Der er ikke noget ord, der er stærkt nok til at beskrive den rædselsfulde oplevelse, det er at miste en af sine kære på grund af selvmord. Ens verden bliver vendt helt på hovedet.
Jeg stolede på, at Herren ville hjælpe mig med at tage mig af min familie og passe mine pligter, mens jeg kæmpede med de opslidende spørgsmål om min bror og hans død.
Da jeg bad Herren om hjælp, følte jeg mig tilskyndet til at skrive mine spørgsmål ned i et brev til profeten. Jeg troede virkelig på, at mine spørgsmål var så store og dybe, at det kun var en profet, der kunne svare på dem, men jeg vidste også, at det sikkert ikke var nødvendigt at sende profeten et brev. Jeg tøvede, men kom så i tanke om den succes, jeg havde haft med at handle på tidligere tilskyndelser.
Jeg gik i gang og skrev et tårevædet brev til præsident Russell M. Nelson. Jeg skrev om, hvad jeg følte, og hvordan jeg kunne gå videre, hvis jeg blot kendte svarene på de spørgsmål, der hvirvlede rundt i mit hoved. Jeg afsluttede mit brev, lagde det i en konvolut, adresserede det til præsident Nelson og lagde det i min taske med skrifterne.
Jeg glemte alt om det brev. Jeg bemærkede min taske med skrifterne noget tid efter og åbnede den. Da jeg læste brevet igennem, indså jeg, at gennem tro, mit studium af skriften, bøn, tjeneste i templet og tålmodighed havde Helligånden givet mig svar på hvert af de spørgsmål, jeg havde skrevet ned. Jeg følte Frelserens nærvær og kærlighed stærkt.
Jeg er så glad for, at jeg ikke sendte det brev! I stedet for fik jeg nogle vigtige erfaringer, der atter lærte mig, at Herren elsker mig og alle sine børn individuelt, og at han vil lede og vejlede os.
Der var engang, hvor jeg troede, at mine spørgsmål var så komplekse, at kun en profet kunne besvare dem, men jeg er på egen hånd kommet til vished om Frelserens ord: »Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer« (Joh 14:18).